Billedet* er fra en husgavl lige ved Moderna Museet i Stockholm, som jeg besĂžgte i maj mĂ„ned 2004. Blandt udstillingerne var der Pontus HultĂ©ns egen samling – en visionĂŠr museumsmand, der allerede i 1960-erne Ă„bnede nordiske Ăžjne for blandt andet det store nyskabende i USAs samtidskunst. Hvor mon USA vil vĂŠre om 40 Ă„r?
Men det var denne trappe! Jeg fotograferede den sÄdan at den ikke har hverken en begyndelse eller en afslutning, intet nede eller oppe. Hvor vi kommer fra og hvor vi gÄr hen er ikke sÄ klart i disse truende tider. Vi kan gÄ op og vi kan falde ned. Skyggerne er essentielle, uden dem ville billedet vÊre kedeligere.
Jeg kan ikke huske det prĂŠcist, for jeg lĂŠser – normalt – ikke poesi men jeg kommer til at tĂŠnke pĂ„ en formulering af Henrik Nordbrandt for Ă„rtier tilbage, der sĂ„dan cirka siger at skyggen fra det sted jeg er, falder over det sted jeg gerne ville vĂŠre. Det synes jeg er smukt. Ikke fordi jeg synes jeg altid hellere ville vĂŠre et andet sted end jeg er – eller gĂžre noget andet end jeg gĂžr, slet ikke. Snarere fordi man hele tiden tvinges til at handle i nuet og fĂžrst senere tage sig af den fremtid som nuets – hĂŠsblĂŠsende, kortsigtige – gerninger kaster ind over den.
Freden ligger i krigens skygge. Mulighederne i determinismens og fundamentalismens skygge. At arbejde for fred er at arbejde i skyggen af volden. Og dog, krigen er jo et mÞrke. SÄ mÄske forholder det sig egentligt omvendt?
En god ven, der dĂžde for snart mange Ă„r siden her i Lund, den svenske filosof Richard Matz, talte sĂ„ klogt om muligheds-omsorg – möjlighetsvĂ„rd. Ikkevold er muligheds-omsorg, den forviser ikke de mangfoldige muligheder til en skyggetilvĂŠrelse, men passer godt pĂ„ dem dĂ©r i lyset og bruger dem. Vold er muligheds-destruktion.
Jeg kalder det hĂ©r skriveeksperiment miniessays. Det er ikke en “blog,” snarere en anti-blog. Det er ikke tekster som jeg ikke kunne komme af med andre steder. Det er ikke en privat dagbog. Det er ikke hurtige, uredigerede tanker som mangen en blogger tror er beĂ„ndede og almentinteressante netop fordi de er dĂ©t. Jeg keder mig faktisk bravt pĂ„ de fleste private blogger, og synes der lige netop skal vĂŠre forskel pĂ„ det private og det offentlige rum.
I miniessays ligger et forsĂžg pĂ„ reflektion, pĂ„at skrive om vigtige ting pĂ„ en anden mĂ„de end jeg gĂžr i andre sammenhĂŠnge. I sin lille perle af en bog, Tanker om journalistik, skriver Göran Rosenberg at “essayet indbyder til en rejse pĂ„ hvilken skribenten selv er nysgerrig, prĂžvende medpassager, ikke en anonym sĂŠlger af programmerede charterrejser.” Og “essayet ved ikke i forvejende hvad det vil sige om verden eller hvordan det skal siges. Dets udgangspunkt er at forsĂžget skaber virkeligheden.”
Det er, som han siger i helt gandhiansk Änd, snarere vejen end mÄlet, der tÊller. Et essay lever ikke alene i valget af emne men nok sÄ meget i stilen, holdningen.
Det har jeg lyst til at prÞve. Men altsÄ kun i miniformatet, mÄske en slags brudstykker eller puslebrikker, der langs ad vejen kan blive en slags helhed. Og blir de ikke dét er det faktisk helt ok.
Eksperimentet med MiniEssays kan gÄ op og det kan gÄ ned. SÄdan er det med ting der genereres i skyggen.
* ) Rent praktisk skrev jeg nogle miniessays i 2004 og kom sÄ fra idéen igen. De smÄ korte tekster findes nu hér pÄ bloggen. Billedet, der nÊvnes kan jeg ikke finde lige nu, men det kommer (21. december 2020).
