Freden ligger i krigens skygge

Billedet* er fra en husgavl lige ved Moderna Museet i Stockholm, som jeg bes√łgte i maj m√•ned 2004. Blandt udstillingerne var der Pontus Hult√©ns egen samling – en vision√¶r museumsmand, der allerede i 1960-erne √•bnede nordiske √łjne for blandt andet det store nyskabende i USAs samtidskunst. Hvor mon USA vil v√¶re om 40 √•r?

Men det var denne trappe! Jeg fotograferede den sådan at den ikke har hverken en begyndelse eller en afslutning, intet nede eller oppe. Hvor vi kommer fra og hvor vi går hen er ikke så klart i disse truende tider. Vi kan gå op og vi kan falde ned. Skyggerne er essentielle, uden dem ville billedet være kedeligere.

Jeg kan ikke huske det pr√¶cist, for jeg l√¶ser – normalt – ikke poesi men jeg kommer til at t√¶nke p√• en formulering af Henrik Nordbrandt for √•rtier tilbage, der s√•dan cirka siger at skyggen fra det sted jeg er, falder over det sted jeg gerne ville v√¶re. Det synes jeg er smukt. Ikke fordi jeg synes jeg altid hellere ville v√¶re et andet sted end jeg er – eller g√łre noget andet end jeg g√łr, slet ikke. Snarere fordi man hele tiden tvinges til at handle i nuet og f√łrst senere tage sig af den fremtid som nuets – h√¶sbl√¶sende, kortsigtige – gerninger kaster ind over den.

Freden ligger i krigens skygge. Mulighederne i determinismens og fundamentalismens skygge. At arbejde for fred er at arbejde i skyggen af volden. Og dog, krigen er jo et m√łrke. S√• m√•ske forholder det sig egentligt omvendt?

En god ven, der d√łde for snart mange √•r siden her i Lund, den svenske filosof Richard Matz, talte s√• klogt om muligheds-omsorg – m√∂jlighetsv√•rd. Ikkevold er muligheds-omsorg, den forviser ikke de mangfoldige muligheder til en skyggetilv√¶relse, men passer godt p√• dem d√©r i lyset og bruger dem. Vold er muligheds-destruktion.

Interesting too?  De f√¶le russere spiller med musklerne...

Jeg kalder det h√©r skriveeksperiment miniessays. Det er ikke en “blog,” snarere en anti-blog. Det er ikke tekster som jeg ikke kunne komme af med andre steder. Det er ikke en privat dagbog. Det er ikke hurtige, uredigerede tanker som mangen en blogger tror er be√•ndede og almentinteressante netop fordi de er d√©t. Jeg keder mig faktisk bravt p√• de fleste private blogger, og synes der lige netop skal v√¶re forskel p√• det private og det offentlige rum.

I miniessays ligger et fors√łg p√• reflektion, p√•at skrive om vigtige ting p√• en anden m√•de end jeg g√łr i andre sammenh√¶nge. I sin lille perle af en bog, Tanker om journalistik, skriver G√∂ran Rosenberg at “essayet indbyder til en rejse p√• hvilken skribenten selv er nysgerrig, pr√łvende medpassager, ikke en anonym s√¶lger af programmerede charterrejser.” Og “essayet ved ikke i forvejende hvad det vil sige om verden eller hvordan det skal siges. Dets udgangspunkt er at fors√łget skaber virkeligheden.”

Det er, som han siger i helt gandhiansk ånd, snarere vejen end målet, der tæller. Et essay lever ikke alene i valget af emne men nok så meget i stilen, holdningen.

Det har jeg lyst til at pr√łve. Men alts√• kun i miniformatet, m√•ske en slags brudstykker eller puslebrikker, der langs ad vejen kan blive en slags helhed. Og blir de ikke d√©t er det faktisk helt ok.

Eksperimentet med MiniEssays kan gå op og det kan gå ned. Sådan er det med ting der genereres i skyggen.

* ) Rent praktisk skrev jeg nogle miniessays i 2004 og kom så fra idéen igen. De små korte tekster findes nu hér på bloggen. Billedet, der nævnes kan jeg ikke finde lige nu, men det kommer (21. december 2020).

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.