Freden ligger i krigens skygge

Billedet* er fra en husgavl lige ved Moderna Museet i Stockholm, som jeg besøgte i maj måned 2004. Blandt udstillingerne var der Pontus Hulténs egen samling – en visionær museumsmand, der allerede i 1960-erne åbnede nordiske øjne for blandt andet det store nyskabende i USAs samtidskunst. Hvor mon USA vil være om 40 år?

Men det var denne trappe! Jeg fotograferede den sådan at den ikke har hverken en begyndelse eller en afslutning, intet nede eller oppe. Hvor vi kommer fra og hvor vi går hen er ikke så klart i disse truende tider. Vi kan gå op og vi kan falde ned. Skyggerne er essentielle, uden dem ville billedet være kedeligere.

Jeg kan ikke huske det præcist, for jeg læser – normalt – ikke poesi men jeg kommer til at tænke på en formulering af Henrik Nordbrandt for årtier tilbage, der sådan cirka siger at skyggen fra det sted jeg er, falder over det sted jeg gerne ville være. Det synes jeg er smukt. Ikke fordi jeg synes jeg altid hellere ville være et andet sted end jeg er – eller gøre noget andet end jeg gør, slet ikke. Snarere fordi man hele tiden tvinges til at handle i nuet og først senere tage sig af den fremtid som nuets – hæsblæsende, kortsigtige – gerninger kaster ind over den.

Freden ligger i krigens skygge. Mulighederne i determinismens og fundamentalismens skygge. At arbejde for fred er at arbejde i skyggen af volden. Og dog, krigen er jo et mørke. Så måske forholder det sig egentligt omvendt?

En god ven, der døde for snart mange år siden her i Lund, den svenske filosof Richard Matz, talte så klogt om muligheds-omsorg – möjlighetsvård. Ikkevold er muligheds-omsorg, den forviser ikke de mangfoldige muligheder til en skyggetilværelse, men passer godt på dem dér i lyset og bruger dem. Vold er muligheds-destruktion.

Interesting too?  Åbent Brev til Villy Søvndal

Jeg kalder det hér skriveeksperiment miniessays. Det er ikke en “blog,” snarere en anti-blog. Det er ikke tekster som jeg ikke kunne komme af med andre steder. Det er ikke en privat dagbog. Det er ikke hurtige, uredigerede tanker som mangen en blogger tror er beåndede og almentinteressante netop fordi de er dét. Jeg keder mig faktisk bravt på de fleste private blogger, og synes der lige netop skal være forskel på det private og det offentlige rum.

I miniessays ligger et forsøg på reflektion, påat skrive om vigtige ting på en anden måde end jeg gør i andre sammenhænge. I sin lille perle af en bog, Tanker om journalistik, skriver Göran Rosenberg at “essayet indbyder til en rejse på hvilken skribenten selv er nysgerrig, prøvende medpassager, ikke en anonym sælger af programmerede charterrejser.” Og “essayet ved ikke i forvejende hvad det vil sige om verden eller hvordan det skal siges. Dets udgangspunkt er at forsøget skaber virkeligheden.”

Det er, som han siger i helt gandhiansk ånd, snarere vejen end målet, der tæller. Et essay lever ikke alene i valget af emne men nok så meget i stilen, holdningen.

Det har jeg lyst til at prøve. Men altså kun i miniformatet, måske en slags brudstykker eller puslebrikker, der langs ad vejen kan blive en slags helhed. Og blir de ikke dét er det faktisk helt ok.

Eksperimentet med MiniEssays kan gå op og det kan gå ned. Sådan er det med ting der genereres i skyggen.

* ) Rent praktisk skrev jeg nogle miniessays i 2004 og kom så fra idéen igen. De små korte tekster findes nu hér på bloggen. Billedet, der nævnes kan jeg ikke finde lige nu, men det kommer (21. december 2020).

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.