Ifølge Alfred Nobels testamente skal Nobels fredspris gå til:
“den person, der har gjort mest eller bedst for at fremme broderskab mellem nationer, for afskaffelse eller reduktion af stående hære samt for afholdelse og fremme af fredskongresser.”
Længere nede i testamentet beskriver Nobel også, hvordan fredsprisen skal uddeles: Den skal gives til fredens forkæmpere af en komité på fem personer, som udpeges af det norske Storting.
Alfred Nobels testamente er bemærkelsesværdigt kort og klart. Men det virker, som om meget få faktisk har læst det.
Nobel sagde ikke, at komitéen selv skulle bestå af Stortingspolitikere. Han gav Stortinget ansvaret for at udpege fem personer. I princippet kunne man have valgt diplomater, mæglere, fredsforskere, konflikteksperter eller andre med dokumenteret ekspertise i fredsarbejde fra hele verden. Men i stedet udviklede der sig gradvist en ordning, hvor norske politikere selv kom til at dominere komitéen og dermed gjorde den til en integreret del af det officielle Norge.
På den måde adskiller fredsprisen sig fra alle de øvrige Nobelpriser. Ingen ville forvente, at politikere skulle afgøre, hvem der fortjener Nobelpriserne i fysik, kemi, medicin eller litteratur, blot fordi de er folkevalgte. Et mandat fra vælgerne giver ikke i sig selv ekspertise i videnskab eller litteratur. Men når det gælder fred, virker det som alle véd hvad det er og at man ikke behøver nogen faglig ekspertise som på de andre områder.
Det er vigtigt, fordi fredsprisen uddeles i et miljø gennemsyret af politik.
Vi lever i en tid præget af massiv oprustning og militær tænkning. Fred er i vid udstrækning forsvundet fra politik, medier og forskning. Militærudgifterne stiger fortsat, atommagterne moderniserer deres arsenaler, og professionelt diplomati spiller en stadig mindre rolle. Derfor fremstår Nobels velformulerede intentioner mere aktuelle end på noget tidspunkt siden 1945.
Nobel skrev ikke om at belønne gode formål i almindelighed. Fredsprisen er ikke en generel pris for at gøre godt. Han skrev om at reducere eller afskaffe militære institutioner, styrke venskab og samarbejde mellem nationer og udvikle fredelige måder at løse konflikter på.
Med nutidens fredsforskning kan man sige, at Nobel både talte om negativ fred, altså en reduktion af diverse formere for vold, og positiv fred, altså opbygningen af relationer og samfundsforhold, som gør fremtidig vold mindre sandsynlig.
Men netop derfor er hans fredsbegreb meget radikalt i den nuværende vestlige verden, hvor fredstænkning ofte er trængt i baggrunden af militære løsninger. Og med få undtagelser går Nobelpriserne til personer fra den vestlige verden.
Norge er et loyalt NATO-medlem og en del af et vestligt sikkerhedssystem, der bygger på militær styrke, afskrækkelse og interventioner – og atomvåben.
I en sådan sammenhæng bliver det vanskeligt at hædre personer eller bevægelser, som grundlæggende udfordrer militarisme, oprustning, afskrækkelsesdoktriner og etablerede geopolitiske forestillinger, og som i stedet arbejder for mægling, forhandling og brug af FN-pagten.
FN-pagten fastslår, at fred skal skabes med fredelige midler, og at militær magtanvendelse kun kan komme på tale som en sidste udvej under FN’s kommando, når alle civile muligheder er udtømt. Ja, det er faktisk det, vores lande har tilsluttet sig.
Derfor går fredsprisen ofte til meget fortjente personer inden for beslægtede områder som menneskerettigheder, folkeret, demokratisering, miljøbeskyttelse eller humanitært arbejde. Det er alle vigtige formål.
Problemet er blot, at de, selv om de kan have forbindelse til fred, ikke nødvendigvis opfylder Nobels egne kriterier om antimilitarisme og aktiv fredsskabelse.
Navi Pillay er en beundringsværdig og værdig prismodtager. Men hendes udnævnelse bør ikke forhindre en bredere debat.
Hvorfor vælges verdens mest markante fortalere for nedrustning, forsoning, mægling, konfliktforebyggelse, tilgivelse, ikkevold og alternative forsvarsformer så sjældent? De fleste andre Nobelpriser går til forskere. Hvorfor har fredsforskere aldrig modtaget fredsprisen?
Hvorfor belønner Nobels fredspris så ofte sager, der kan siges at ligge tæt på fred, frem for fredsarbejde i sig selv? Hvorfor må komitéen år efter år forklare, at den gennem sin egen udvidede og moderniserede fortolkning af testamentet mener, at en kandidat, som reelt ligger uden for Nobels ord og intentioner, alligevel er den person, Nobel ville have hædret?
Med enkelte undtagelser er Nobels fredspris blevet en række politiske nyfortolkninger af Nobels hensigt, tilpasset vestlig politik eller i hvert fald uden at udfordre den.
Spørgsmålet er ikke, om de seneste prismodtagere fortjener anerkendelse. Spørgsmålet er, hvorfor fredsprisen stadig så ofte belønner noget, som Alfred Nobel ganske tydeligt ikke skrev om.
Og det leder videre til et større spørgsmål.
Hver oktober handler den offentlige debat næsten udelukkende om årets prismodtager. Men vi bør ikke kun diskutere, hvem der modtager fredsprisen. Vi bør også diskutere selve prisen: hvordan Alfred Nobels testamente fortolkes, hvilke kvalifikationer dem har, der uddeler den, og hvilke politiske forudsætninger der i stigende grad præger forståelsen af fred.
Hvis Den Norske Nobelkomité igen og igen omdefinerer fred ud fra samtidens politiske præferencer frem for Nobels klare kriterier, opstår et uundgåeligt spørgsmål:
Belønner den fred, sådan som Nobel forstod den, eller politik, sådan som vores tid forstår den?
Det spørgsmål fortjener en langt mere åben debat, end det normalt får.
Note
Da Al Gore modtog fredsprisen i 2007, indledte jeg sammen med Fredrik Heffermehl (1938-2023) en international debat om Nobels fredspris. Heffermehl stod for langt størstedelen af arbejdet, skrev bøgerne og førte debatten med stor vedholdenhed. Hans pionerarbejde videreføres i dag gennem Lay Down Your Arms Foundation. Et af hans vigtigste værker om emnet er The Real Nobel Peace Prize: The Squandered Opportunity to Abolish War, som i dag må betragtes som en moderne klassiker i diskussionen om Nobels fredspris.
