En AI-analyse fortæller os, at TFF og jeg er blandt de top 10% på internettet, som mest frekvent publicerer materialer inden for international politik og fred. Det er jo meget godt skuldret for en lille privat stiftelse, der kører udelukkende på ubetalt arbejdskraft og kun modtager støtte fra borgere rundt om i verden – men som princip ikke accepterer en krone fra nogen regering eller nogen virksomhed.
Det er det, der sikrer, at vi kan sige, hvad vi mener bør siges og ikke behøver at tilpasse den omsiggribende, dødsensfarlige homogeniserede militarisme af frygt for at miste statslig eller anden støtte. Det kaldes fredsforskning og det kaldes fri forskning – og regeringerne har nedlagt fredsforskningen eller mainstreamet den overalt hvor de kunne. Faset den ud fordi den er et farligt bevis på, at der kan tænkes i mere begavede baner end militarismens og kakistokratiets.
Husk på at fredsforskning er en systematisk akademisk bestræbelse på at forstå voldens mange forskellige drivkræfter og former, reducere den (negativ fred) og derpå vise veje til hvordan man kan skabe mere fredelige samfund for alle (positiv fred). Ganske meget som den medicinske videnskab handler om at reducere sygdomme og skabe mere sundhed.
Intet kan være mere provokerende i den blinde militarismes tid.

Med alt det, der nu sker, når jeg ganske enkelt ikke at publicere så mange artikler hér i mit online-hjem eller at oversætte dem til svensk og dansk. Men det skal du jo ikke rammes af – så herunder findes et link til TFF PressInfo med 60-70 nye poster hist og pist. Jeg ved jo, at mange af jer, der følger mig her på bloggen, også er interesserede i det, vi i den lille TFF-familie arbejder for, nemlig FN-Erklæringens Artikel 1 om, at “fred skal skabes med fredelige midler.”
Een artikel vil jeg dog lige hive frem – nemlig den om hvordan TFF og jeg er udsat for allehånde censurtiltag og har været det i godt ti år og derfor har besluttet os for en ny strategi, der i videst muligt omfang skal sikre, at vi kan overleve som tænketank også hvis det værste skulle ske – som det er sket for andre. Derfor billedet ovenfor.
Det betyder at det vil være klogt af dig at abonnere – helt gratis og for altid gratis – på TFF på Substack. Det blir nemlig fra nu af vores centrale publicerings-platform, fordi den er mere sikker mod angreb end f.eks. en hjemmeside og ikke anvender algoritmer eller andre censur-mekanismer, som alle sociale medier i dag gør (nej netop, Substack er ikke et socialt medie, den er unik i sin konstruktion).
Denne problematik og vores nye strategi kan du fordybe dig i her. For sådan bliver det altså fremover. Vi forlader også i høj grad de censurerende sociale medier – hvilket vi opfordrer alle til at gøre. De har misbrugt os på det groveste, og det vil blive værre. Der er kun én ting at gøre – forlad dem eller brug dem mindst muligt.
Det er så trist, så trist som det kan være. Ingen er ude på at skade eller erobre Vestverden, men Vestverden ser nu kun fjender overalt. Den slags sygdom findes der begreber for i psykiatrien…
Vestverdens idealer om frie medier, fri meningsdannelse, frihed og rettigheder og frihed i al almindelighed er nu så systematisk angrebet – i hvert fald på de internationale områder – at der ikke er noget at håbe på før det amerikanske imperium og NATO er faldet endeligt sammen – som Sovjetunionen og Warszawapagten for 35 år siden.
De mange nye artikler på The Transnational, på TFF Substack og hér på min blog kan du nu hurtigt få overblik over ved at løbe igennem TFF PressInfo #784, som kun publiceres på TFF Substack. Det er en anden god grund til at abonnere når du er der.
Dér vokser TFF forresten, så det knager – og hvorfor? Fordi folk er ved at gennemskue en lang, ond tid af løgn/fake, fortielser og udeladelser; de har opdaget, at det hele tjener til at forlænge det syge amerikanske imperium og dets sidste krigs-krampetrækninger. (Jeg taler her om imperiet, ikke om republikken).
◆
De af os, der har været i Iran, har venner og kolleger dér, kender til iranernes utroligt rige civilisation, gæstfrihed og landets mange UNESCO-verdensarvssteder – og dets skønhed – har ondt langt ind i sjælen af det, vi nu tvinges at opleve – og hvordan opleves det så ikke af menneskene dér under bomberne fra det permanent kriminelle “USrael,” der slipper afsted med dette ovenpå andre krige og et folkemord – og endog har støtte fra f.eks. Danmark og EU til denne enestående ondskabens politik – mod et land og et folk, der ikke på nogen måde har truet USA eller os og netop ikke har villet anskaffe kærnevåben – skønt de glimrende havde kunnet.
Forstå det hvem som kan. Måtte dette kristent-zionistiske korståg af afstumpethed og kynisme slutte snarest med en retfærdig dom over forbrydelserne og den u-civilisation, de er rundet af. Måtte det blive det sidste søm i imperiets og Storisraels ligkiste.



Du har et stort, modigt og stærkt hjerte ! Du vover at være viis ! Og du er inspiration for andre ! Jo større mørket er, jo større betydning får blot et enkelt lys.
Tusind hjereteligt tak, kære Omar!