Men gør naturligvis ikke sine læsere opmærksom på det.

Dagbladet Politikens udvikling – eller afvikling – som kvalitetsavis på det udenrigspolitiske område – smerter mig. Tillad mig en personlig, lettere nostalgisk, indledning. Jeg skrev frekvent i Politiken fra 1971 til 1994. Som 20-årig sociologistuderende var jag naturligvis stolt over at blive publiceret på dette – dengang – fornemme, liberale medie, som i udgangspunktet var rundet af Hørups anti-militarisme og nok så megen kulturradikalisme.

Den bredeste og bedste samfundsdebat foregik i Politikens kronik og på debatsiderne.

I årenes løb kom jeg også til at møde nogle af bladets vigtigste “influencers,” redaktører som Agner Ahm, ikke mindst den legendariske kronikredaktør Harald Mogensen og senere – tro det eller ej – blive inviteret til frokost med selveste chefredaktør Herbert Pundik på Hotel Kong Frederik – under hvilken han blandt andet fortalte mig hvordan hele Mellemøsten burde omkalfatres, grænser flyttes og… nuvel, med årene blev han et mere fornuftigt menneske, som jeg med glæde traf igen senere hen på møder.

Jeg skrev boganmeldelser, korte kommentarer men også mange kronikker – den fra 1975 om hvorfor Danmark ikke burde købe F16-fly blev småt verdensberømt i Danmark og satte sig faktisk spor hér og dér. Mere om alt dette i mine Worldmoires.

Det var også i 1980-erne, jeg – takket være statsminister Anker Jørgensen og nedrustningsminister, Lise Østergaard – var medlem af Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, SNU, som jeg (og det beklager jeg i dagens lys) dengang lidt satirisk, også i Politiken, kalde for Stop Nytænkning Udvalget. Det førtes diskussioner på uendeligt højere niveau end i dagens regering – ja, SNU ville være utænkeligt i dag.

I Danmark var der en – omend ganske traditional men seriøs og mangesidet – diskussion om verdens gang. Der var faktisk nok så højt til loftet, og det var naturligt at mange meninger blev tilkendegivet og mødtes i danske medier – og skabte den for både sikkerhed, fred og demokrati essentielle samfundsdebat. Der var debatter om sikkerhedspolitik rundt om i landet – højskoler, forsamlingshuse, gymnasier, fagbevægelser.

Hvor jeg dog savner dét Danmark, stendødt i dag.

Der var ingen, der ville drømme om at udelukke diskussioner af fred – som der heller ikke var nogen, der med ét ord antydede, at Danmark skulle bidrage til militarisering af verden eller deltage i krig ude i den – nej, Danmark skulle først og fremmest kunne forsvare sig mod angreb eller hvis §5 i NATO-traktaten – gud forbyde det – skulle træde i kraft. Danmark blev kaldt en “fodnote-nation;” man fastholdt principperne om at NATO-medlemsskabet var foreneligt med at landet aldrig skulle acceptere atomvåben, fremmede baser, forhåndlagring af materiel, våben og ammunition på sin jord, og at Danmark ikke skulle deltage i NATOs atomplanlægningsgruppe.

Those were the days. Der fandtes politikere, der både kunne læse bøger og skrive bøger – læseværdige sådanne.

Og dengang for længe siden – var Politiken den i mine øjne ledende avis (sammen med Information, der dog havde mindre generel indflydelse) for sund fornuft, mangfoldighed, bred samfundsdebat og med plads til både pro- og anti-militære perspektiver.

Og altså fred – og fremtidsforskning inklusive globale perspektiver, Romklubs-rapporter – som jeg anmeldte, etc.

OK, naturligvis forandrer ting sig over 50 år. Men at Politiken står hvor den står i dag på de udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder er ikke en naturlov. Dagbladet ejere og redaktionelle ledere kunne over tid have valgt at i det mindste bevare noget af sjælen i det, der var Politiken.

Men hvor står så Politiken – der nok så selvbevidst stadig kalder sig “Organet for den højeste oplysning siden 1884” – idag?

For mig, der med ovenstående baggrund kan sammenligne (det har sine fordele at blive ældre..) står den som et af de højeste organer for propaganda om andre lande og deres – af Vesten opfundne – rolle som trusler mod den fine, rene, uskyldige Vestverden. Hvadenten det er tilsigtet eller ej så legitimerer og fremmer Politiken militarismen så uendeligt meget stærkere end anti-militarismen og fred.

Idag kan man retteligt kalde den PolitPravda.

Mine yngre læsere skal vide, at Pravda var det sovjetiske kommunistpartis organ; Pravda betyder Sandheden – og, nå ja, det var jo ikke lige dén, Pravda indeholdt.

På de udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder kører dagens Politiken på hvad jeg kalder FOSI – Fake+Omission+Source Ignorance. Bladets ledelse ser det helt klart som sin rolle at være en blindt trofast støtte til det amerikanske imperiums militarisme – NATO, interventioner, bombinger, regimeforandringer, Ruslandshad – omend ikke lige til Trumps politik eller Grønlands-grabbing.

FOSI praktiseres i dækningen af Syrien, Israel, Rusland, Ukraine… Palestina. Og Kina, som jeg behandler længere nede.

•

Jeg har lige lyttet til det femte afsnit i Politikens populistisk betitlede podcast-serie: Putin – Verdens Farligste Mand? Det afsnit hedder skiftevis Den Store Plan og Sådan er han i gang med at skabe en generation af glødende nationalister. Lyt her.

Det er ubegribeligt banaliserende, intellektuelt slapt og uprofessionelt med enkelte fakta, gætværk om f.eks. Putins daglige rutiner, krydret med journalistens personlige meninger og “vurderinger” afbrudt nu og da af udelukkende USA-vestlige mediers russofobiske ekspertcitater, der brygges sammen til halsbrækkende tolkninger af den banale hovedtese at Putin er magtgal med sin Store Plan for genetableringen af det gamle sovjetiske imperium.

Nej, kære læser, der er ikke tale om noget på ATS eller anden politisk satire. Det er voksne mennesker, der formidler dét budskab uden nogen form for analyse, argumenter for/imod tesen og tilllige udelukkende baserer sig på vestlige mainstream-kilder. Det er slet skjult russofobi helt i tråd med regeringens, FETs o andre mediers uophørlige meningspåvirkning. Det er meningsjournalistik af værste skuffe og intet den, der ønsker kvalificeret viden, kan brug til et dyt.

Der er ingen teori eller begreber og derfor ingen stringens. Det er tabloid-pladder på laveste oplysningsniveau og forståelsesmæssigt begrænset i og med at Rusland og Putin ikke ses som en del af det internationale system eller som en partner i en meget kompleks konflikt med dét kulturelle Vesten, som leder efter leder siden Gorbatjov har ønsket at placere Rusland i. Også Putin. I denne fremstilling er Rusland en isoleret størrelse – kun aktion og aldrig reaktion. Det handler om et Rusland, der kun er sig selv og på ingen måde navigerer i forhold til de udfordringer f.eks. NATO udgør for det.

På Politiken er Rusland en paria, som man kan tale om – svine til – hvordan man end lyster. Det er resultatet af 110% gruppetænk, og der er kun én holdning mulig til os selv og til Rusland (og Kina). Af egen erfaring véd jeg at det er plat umuligt at få svar fra dagens journalister hvis man påpeger at deres fremstillinger er f.eks. faktuelt forkerte, tendentiøse og savner grundlæggende viden og fairness. Eller hvis man i topledelse har valgt en ganske bestemt systematisk hold i rapporteringen.

Hvor mange gange har du ikke set at det eller det land bedriver dis/mis-information – og at vi må beskytte os imod denne folkeforførelse. Det er, skal vi forstå, kun de andre, der gør det; vi i Vest gør skam ikke den slags. Det er kun Rusland, der truer os – vi kan ikke på nogen mulig måde opfattes som truende i Ruslands eller Kinas øjne. Vi har gode intentioner, det har de derimod ikke. Tilfældigvis slap den hér historie om CIA’s virke i Kina ud samtidig med Politikens serie. Den historie finder du ikke i Politiken.

Det er således intet der er for lavt, simpelt og dum-propagandistisk. Det ville være nedsættende for børn hvis man betegnede det som “sandkasseniveau.”

Denne femte podcast om verdens farligste mand er fuldstændigt uinteressant hvis man vil vide noget om Rusland, Putin og international politik – inklusive invasionen/krigen i Ukraine, der i NATO-agitprop stil naturligvis – og helt tåbeligt benævnes “fuldskalig” hvilket ungefær er det eneste (sammen med ‘uprovokeret’), den ikke kan beteges som. Det er simpelthen faktuelt vrøvl og burde ikke kunne slippe igennem kvalitetskontrollen. Når det alligevel gør det er det fordi det er NATO-speak og så er der intet professionelt eller etiskt problem.

Gad vide hvor langt man kan gå – og hvor længe til – før trofaste læsere af den højeste propagandas organ indser at de bliver bedraget? Hvornår rammer the Pravda Moment mon Politikens læsere?

Og er det ikke et bevidst bedrageri så er det simpel uvidenhed og faglig inkompetence. En tredje – naturligvis helt hypotetisk? – mulighed er at højstsiddende redaktører på Politiken lidt for ofte spiser frokost med folk fra den amerikanske ambassade, og siger ‘Nej tak’ hvis de skulle få invitationer fra ambassader, der ikke repræsenterer NATO og EU.

•

Helt i pagt med Vestverdens ufattelige, hurtige intellektuelle nedgang og kommende fald og parret med sin støtte til oprustning og militarisme forfalder Politiken også til ren propaganda hvad angår Kina. I en ‘analyse’ for nogle få dage siden hedder det at Kina jagter kritikere over hele verden. Læs den hér.

I en anden er temaet at Kina har infiltreret FN og fordrejer og lyver om alt, der har med menneskerettigheder at gøre. Læs den hér. Det er rene smæde-artikler af journalist John Hansen og avisens Asien-korrespondent Sebastian Stryhn Kjeldtoft – der sidder i Taipei på Taiwan og ikke i fastlands-Kina.

Kina har infiltreret FN med en hær af falske ngo’er. Mød gongo’erne↗

Det er endnu et eksempel på at medier ser det som sin fornemste opgave at kun skrive negativt om Kina. Du ser stort set aldrig noget positivt om Kina og dets imponerende udvikling de seneste 40 år. De klassiske temaer er Tibet, Hong-Kong, “folkemordet” og “koncentrationslejrene” i Xinjiang, Xi Jinping er en diktator – og systemet er et diktatur fordi det ikke er et demokrati i vestlig forstand – kinesiske forskere, student og agenter har stjålet alt i vest, Kinas oprustning er en trussel mod vestverden – og så naturligvis Taiwan, som ifølge vestlige medier er en selvstændig stat (eller burde være det), men som trues konstant af en invasion iværksat af Beijing.

Derimod hører du aldrig om hvad USA og det øvrige Vesten har gang i vis-a-vis Kina – og det er ikke småting og gøres ikke på små budgetter. TFF og mine medarbejdere har kortlagt hele denne af Vesten indledte media-baserede Kolde Krig. Læs hele rapporten med nok så omfattende, konkret dokumentation hér.

Begge artikler bygger på materiale fra en organisation, som Politiken hverken beskriver eller give sine læsere et link til, nemlig “det journalistiske netværk ICIJ” – som om læserne alerede vidste hvad ICIJ står for, ungefär som NATO eller DSB. ICIJ’s hjemmeside har du hér.

Jeg besøgte denne hjemmeside den 6. maj 2025 og finder at af 13 topartikler handler 11 om Kina – og kun om hvor forfærdeligt Kina er. Flere fokuserer på den udtrådte historie om hvordan Kina forfølger alle uighurer. I Politiken præsenteres spørgsmålet om uighurerne i Xinjiang ved at man citerer Zumretay Arkin, vicepræsident i World Uyghur Congress, “der kæmper for demokrati og selvstændighed for uighurerne, et etnisk mindretal i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina.” (Min kursivering).

Det hele er dog lidt mere kompliceret. En meget lille minoritet af uighurer vil have et selvstændigt “East Turkestan” og har i et par årtier forsøgt at opnå dette mål at gennemføre omkring 1200 terroraktioner i og udenfor Xinjiang. USA og af USA støttede terrorbevægelser støtter dem, og den Øst-Turkestanske eksilregering har i 20 år haft sæde i Washington! Mange er blevet arresteret og dømt til fængselsstraffe eller genopdragelsesanstalter i Kina – og dét er sikkert ikke morsomt at sidde dér. Men det er heller ikke morsomt for Kina at USA støtter voldelige løsrivelsesbevægelser i landets største provins – og at en del af disse uighuriske terrorfolk er blevet trænet af al-Nushra og har kæmpet i Syrien i årevis med henblik på at vende tilbage til Xinjiang og “befri” det – en provins betydeligt større en Frankrig og med omfattende naturresourcer, som Kina’s nye Silkevejsprojekt med 140 lande går ret igennem.

Men i den vestlige – og olitikens – propaganda fremstilles aldrig terror-elementet af dette; der er det blot sådan, at Kina forfølger muslimer generelt og uighurer i særdeleshed. For husk det nu: det sagde Trump’s daværende udenrigsminister Mike Pompeo – en habitual liar og fhv CIA chef, der selv har fortalt at han er stolt over at have trænet CIA-folk i at “lyve, bedrage og stjæle.” På sin sidste arbejdsdag efterlod han en “erklæring” om at det, der foregik i Xinjiang, var et folkemord. Punktum. State Department har indtil i dag aldrig bakket dette op med nogen form for dokumentation. Men TFF har dokumenteret hvordan denne regelrette løgnehistorie er blevet til, hvordan den er en del af USA media-KoldKrig mod Kina og hér kan du læse en rapport fra Xinjiang hér, som jeg er medforfatter til.

Folk der hverken aner hvad samfundsanalyse eller journalistik er – men har et politisk opdrag – har siden promoveret løgnen. Om de véd hvad de har gang i eller bare er uvidende skal jeg lade være usagt – men ingen af delen er særligt hæderværdigt. Og de samme medier og politikere fortier samtidigt det faktiske israelske/zionistiske folkemord, og sørger for at det netop ikke stoppes. USA og dets medie-allierede er – igen – i centrum for det moralske forfald.

Tilbage til ICIJ’s hjemmeside. ICIJ’s “Our team” består af 42 journalister; under 25 af dem står der “United States” og det er da også i Washington organisationen har sit hovedkvarter. Bestyrelsesforkvinde, Rhona Murphy, har arbejdet med en serie ledende konservative amerikanske medier.

Og hvem financierer så ICIJ – hvilket Politikens kildekritikløse Kina-smædekampagne vælger at ikke præsentere for sine læsere i de to artikler? Vel, som jeg troede – yes, I have a nasty mind: En lang række statslige organisationer, stiftelser og fonde i NATO-lande, i det generelle vest – ikke nogen udenfor. Se listen hér.

Tre stikker ud: EU, US State Department og the usual suspect, NED – The National Endowment for Democracy, der er indiskutabelt velkendt som en frontorganisation for CIA. Der findes knapt et amerikansk regimeskifte hvor NED ikke har pumpet penge ind til NGOer, der skulle gennemføre colour revolutions etc; organisationen blev oprettet af Ronald Reagan, og en tidligere NED-direktør har udtalt, at de fleste jo ikke så gerne ville tage imod penge direkte fra CIA og at NED fremstår som mindre kontroversiel – som en NGO.

Mens jeg skriver på denne artikel publicerer Politiken den 6. maj nok en smæde-artikel og en leder ved Marcus Rubin – cand.jur., tidligere USA-korrespondent for Politiken og i dag kronikredaktør og medlem af lederkollegiet – med den kultiverede, journalistiskt-objektive overskrift: Kinas undertrykkelse er både lov- og grænseløs. Det er skræmmende læsning om et ekstremt magtfuldt diktatorisk regime. Det er den 5. mest læste artikel i POlitiken dagen efter).

En smagsprøve: “Det er skræmmende læsning om et ekstremt magtfuldt diktatorisk regime, hvis magt breder sig både i Asien og ud i resten af verden, og som ikke skyr nogen midler. Målet med undertrykkelseskampagnen er at kvæle enhver kritik af regimet i Beijing ved at forfølge, kue og smadre dets kritikere – uanset hvor de måtte befinde sig. Politiets Efterretningstjeneste (PET) anerkender problemerne og vurderer, at Kina også »i stor udstrækning forsøger at udøve kontrol over kinesere i Danmark.”

Ikke ét faktum, ikke ét eksempel, ikke ét bevis. Ingen dokumentation. Det er som om Rubin har bedt en AI-maskine “Spy noget lort ud om Kina.”

Den tredje artikel i den højeste oplysning om Kina dukkede op den 28. april med denne nøgterne overskrift: “Eric sammenligner sin tidligere arbejdsplads med Gestapo.” Og indledningen lyder: “Kinesere, der kritiserer kommunistpartiet, er jaget vildt i hele verden. Nu fortæller en af regimets tidligere menneskejægere, spionen ’Eric’, sin historie i Politiken. I 15 år hjalp han med at spionere og planlægge kidnapninger af systemkritikere, selv om han i smug hadede kommunisterne. Nu er Eric selv blevet et bytte.”

Historien ledsages – som de andre artikler – af en smagfuld illustration af denne type og indledes:

“Vi møder ’Eric’ i skumringstimen i en anonym bil et hemmeligt sted i Australien. Han fumler med videokameraet – nervøs for, at en eller anden detalje i baggrunden kan afsløre, hvor han befinder sig. Han ved bedre end de fleste, hvad Kinas hackere er i stand til. Eric er overbevist om, at han er i livsfare. Derfor bringer Politiken ikke hans rigtige navn…”

Således skal vi helt enkelt tro på Politiken. På at dette er objektiv journalistik og ikke sinofobisk propaganda i USA/Vestens tjeneste. Kinas efterretningstjeneste er som Gestapo, og så ved du samtidig at Præsident Xi Jinping dermed er Hitler. Og – tænk engang! – det understreges, at Kinas ambassade ikke har svaret på Politikens smædekampagne.

Hvad Politiken naturligvis aldrig dækker er den positive udvikling i Kina – for menneskene i største almindelighed. At 700 millioner ifølge Verdensbanken er blevet løftet ud af fattigdom på rekordtid. At landets udvikling fra fattigt og beskidt underudviklet land for 40 år siden til at være verdens idag mest gennemførte velfærdsstat med en supermoderne infrastruktur og hvor mennesker har fået mulighed for uddannelse, sundhed, beskæftigelse, kultur – og hvor der er satset ufattelige ressourcer på forskning og udvikling. Unikt i menneskehedens historie.

Vil Politiken venligst publicere tallene fra det amerikanske Edelman’s Trust Barometer, der viser at Kina år efter år er det land i verden i hvilket den største andel af befolkning har tillid – trust – til sin statsledelse. Den drejer sig om omkring 90%; modsvarende tal ligger på 30 eller lavere for mange i det ‘demokratiske’ Vesten.

Vil man være så venlig at i en leder forklare hvordan i alverden det kan være at over 120 millioner kinesere hvert år forlader Kina og rejser ud i resten af verden og 99,999999 % vender tilbage og ikke ville drømme om at slå sig ned permanent noget sted i Vestverden. Åh ja, Marcus Rubin, de er vel alle ganske enkelt blevet totalt hjernevasket?

Mon Politiken kan finde én vesterlænding, der på egen hånd har rejst rundt som turist i Kina i bare 14 dage og er vendt hjem med den holdning til Kina, Kommunistpartiet og befolkningen, som vestlige racistiske USA/NATO-agitprop medier vedbliver at have i den dagsaktuelle Gule Fare-hysteri, som også Politiken så skamløst og kundskabsbefriet fremelsker med sin smædekampagner?

Jeg siger ikke at diverse medier skal skrive halleluja-artikler om Kina. Det bør i journalistik aldrig handle om at formidle et kun positivt eller kun negativt billede. Det burde handle om at være nysgerrig, at være fair og formidle fakta, der er brugbare for den – højeste – folkeoplysning.

Politiken klarer det ganske enkelt ikke. Eller foretrækker sin agitprop-rolle.

•

Politikens skribenter gør meget ud af at Kina har nogle såkaldte “gongos” – governmental non-governmental organisations, altså regeringsstyrede/påvirkede NGOer. Det er helt rigtigt. Men det falder dem ikke ind at ICIJ – og tonsvis af vestlige NGOer financieres helt eller delvist af sine regeringer og derfor i praksis også har et bundet mandat og bliver Near-Governmental. Det falder dem ikke ind – for de har næppe undersøgt det fordi de er kilde-ukritiske når bare budskabet er anti-Kina (sinofobisk) – at de promoverer påstande uden dokumentation fra ICIJ, der er del-financieret af den amerikanske stat, herunder NED…CIA.

Endnu mindre – må man håbe – falder det dem ind at de er med til at legitimere oprustning og højne risikoen for at der faktisk bliver krig mellem USA/NATO og Rusland og/eller Kina. Alle falske trusselsbilleder har dén konsekvens.

Hvis Politiken er organ for den højeste oplysning er lyset slukket på danske massemediale scene. De artikler, jeg har gennemgået hér er så journalistisk ringe og så propagandistiske, at det er langt mere træffende og relevant at sammenligne Politiken med gamle Pravda. (Jeg taler kun om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder – ikke om hele Politiken).

Hvilket minder mig om at en af de mest unike brobyggere mellem Rusland, Ukraine og USA, Edward Lozensky (1941-2025) netop er død. Læs om ham hér. Blandt meget andet er han kendt for denne spot-on formulering af virkeligheden – den vestlige verdens – som kun giver mig smerte i hjertet:

“The Americans are busy
turning their country into the Soviet Union.
And they don’t even realize they’re doing it.”

Det gælder ikke kun USA. Det gælder hele Vestverden. Det gælder Danmark. Og PolitPravda.