Min datter skulle til koncert. Hun ringede pludselig til mig, mens hun løb for livet. Hun havde stået vel ca. 20 meter fra skydningen. Min kone og jeg hentede hende og en veninde – to forskellige steder. Min datter var flygtet til Koncerthuset. Hendes veninde gemte sig i en lejlighed tæt på Fields.
Da jeg blev lukket ind i lejligheden, sad der 25 meget skræmte mennesker og kiggede vantro på mig. Kommer du udefra?
Jeg fortalte, hvad jeg havde set, og om forskellen mellem frygt og angst, og at de hjalp sig selv bedst ved at blive meget konkrete om hændelsesforløbet, så det ikke voksede og flettede sig ind i andre ubehagelige eller traumatiske oplevelser, de måtte have haft.
Lige nu er det den balance, der er afgørende: at give rum og lytte og samtidig ikke gøre oplevelsen større eller værre end den er.
I lejligheden var de i fysisk sikkerhed, men ikke i psykisk sikkerhed.
Min datter var nogenlunde ’sammenhængende’, hendes veninde knap så meget. Så den stod på psykisk førstehjælp da vi kom hjem om aftenen og hele dagen i går. Min datter kan trække på et nogenlunde sammenhængende verdensbillede og sætte sine oplevelser ind i en sammenhæng. Det formår hendes veninde ikke – det hele flyder – så hun er ude af stand til at perspektivere. Jeg måtte i går aftes tale hende i søvn over telefonen…
•
Jeg kan naturligvis ikke selv lade være med at reflektere over, hvad det er, der sker.
Min oplevelse er – ligesom data over diagnoser, der peger i samme retning – at især mange unge står i samme situation som min datters veninde: Der er noget helt fundamentalt galt i verden. Noget der ikke er eller kan findes sammenhæng i.
Hjemme hos os forsøgte vi i første omgang at genopbygge tryghed og en vis normalitet med de to unge kvinder, der i går løb for livet … med te, ristet brød, langsomme gåture i skoven og dæmpet snak om det hele, når behovet meldte sig.
Men det er ikke den dæmpende og besindige tilgang, vi oplever vores politikere tage. Her ser det mere ud som om man forsøger at hidse stemningen yderligere op.
I skrivende stund beskriver politiet gerningsmanden som en sindslidende person, der tidligere har været i kontakt med psykiatrien, og som kort tid før skyderiet ringede til en hjælpelinje uden at få hjælp.
Baseret på disse få oplysninger peger de ulykkelige begivenheder ikke mod noget sammenhængende motiv.
•
Alligevel – og selvom hun må være bedre informeret – så er mine observationer af statsminister Mette Frederiksen i hendes mange ‘door-steps,’ at hun undervejs taler sig til en grødet stemme som følge af sin egen ‘selvforførelse’ ved brug af fraser som ‘…ikke på min vagt’ eller ‘…gøre en forskel.’
En sådan iagttagelse knytter jeg til den ekstremt høje beslutningshastighed, vi ser for tiden: Covid-håndtering, amerikanske tropper på dansk jord i fredstid, EU-forbeholdet, våben til Ukraine, yderligere oprustning, minkskandale, osv.
Måske tager jeg fejl, men min oplevelse er, at der sker en slags ‘selvforførelse’ eller ‘selvophidselse’, som jeg netop ikke forventer af en minister eller af myndigheder, der har adgang til al information og burde se det som sin opgave at skabe en vis forståelse og dermed ro i sindene.
Deraf min tvivl om hvor magten vil hen med sin magt og hvordan den vil håndtere kriser og konflikter – måske også langt større fremover?
– “Jeg kan slå Fogh,” sagde Thorning-Smidt. OK men hvad ville hun?
Og nu, efter en sandsynligvis psykisk syg ung mands angreb på tilfældige forbipasserende, udtaler vores statsminister, at det er “…et angreb på Danmark…”, ligesom man kan se ‘Danmark’ inddraget på Statsministeriets hjemmeside.
Men han havde hverken en national, politisk eller økonomisk dagsorden. Alligevel får en sådan udtalelse lov at slippe igennem i pressen. Ingen undrer sig. Måske kan de ikke det?
For at undre sig kræver et begrebsapparat og at have et begrebsapparat kræver blandt andet, at man læser bøger – der kan give overblik over kompleske sammenhænge – og ikke kun opslag på Facebook eller samler politiske meddelelser op på Instagram.
Hvis udgangspunktet når ‘livets’ kompleksitet skal mødes – fundamentet for kommunikation og reflektion – bliver Facebook, Instagram og Breaking, så bliver man overvældet: mangler begreber, ord, logikker og sammenhængende erfaring – og så bliver man ophidset, stresset og sårbar og vil have en diagnose og måske en stærk leder, der bringer orden i kaoset.
•
Verden er en miserabel forfatning.
Vi har så megen brug for sammenhæng, perspektiv og håb. Ikke kun nye ‘door-steps’ eller Debatter, der deler os yderligere, forvirrer eller lægger røgslør ud med manipulative fraser.
Der er ikke nok te og ristet brød i dansk politik for tiden…
Og hér et screendump fra Statsministeriets hjemmeside:
