– Vi har fra Grønland gjort alt, hvad vi kan for at få amerikanerne til at forstå, at de igennem deres vedvarende pres krænker os som befolkning og vores suverænitet. Men intet er kommet igennem hos Trump-administrationen, tværtimod øger de presset for hver dag, der går, og nu må det internationale samfund, i hvert fald dem vi anser som venner og allierede, træde til i stedet for små nølende støtteerklæringer, siger Múte Bourup Egede (IA).Foto: Oscar Scott Carl.
DR har i dag en artikel om det forestående – provokative – officielle amerikanske besøg i Grønland. Den omtaler en artikel i den grønlandske avis, Sermitsiaq, som du bedre læser hér end i DR’s udgave:
Múte: Nu må det internationale samfund træde til
– Det meget aggressive amerikanske pres mod det grønlandske samfund er nu så alvorlig, at niveauet ikke kan komme højere op. Det har ikke hjulpet at stå sammen i Grønland, det har ikke hjulpet at sige fra, og det diplomatiske forsøg på dialog er forgæves. Nu må det internationale samfund reagere, appellerer formanden for Inuit Ataqatigiit, Múte Bourup Egede.
Jeg formoder, at Múte Bourup Egede – min respekt – inkluderer den danske regering i København blandt de ‘allierede,’ der har svigtet. For se på regeringens betuttede og flade reaktion på Trump-Regimets helt forudsigelige og provokative krav med eventuel militær opbakning – og forestil dig hvordan statsministeren ville have råbt og skreget hvis Rusland eller Kina havde sagt og gjort hvad Trump siger og gør.
Trump-Regimets politik er én lang overtrædelse af folkeretten og også denne sag (som hans “LasVeGaza” m.fl.) burde, om ikke for andet så for den diplomatisk/symbolske effekts skyld, været taget op i FN’s Sikkerhedsråd. FNs hele filosofi og folkeretten handler netop om, at små lande skal beskyttes når de store opfører sig aggressivt.
Trump-Regimet vil få alt, han vil – ved pervers overrumpling out of the normal – hvis ikke verden stopper ham. Og dette handler altsammen om hans forberedelse af et autarkisk USA, der med kontrol over andres resurser – Panamas, Canadas, Grønlands, Nordens, Arktis’, Ukraines og Gazas – skal bekæmpe eller kriges med Kina i fremtiden.
Det vil han og USA tabe, men prisen for US/Trumpsk megalomani, militarisme og hensynløshed skal ingen betale, heller ikke Grønland.
I denne sag som vedrørende den vanvittige oprustningspolitik mod ikke-fjender vil den danske regerings og folketingets holdninger snart vise sig at være til stor skade for Danmarks – og Grønlands – fremtid.

