– Vi har fra Grønland gjort alt, hvad vi kan for at få amerikanerne til at forstå, at de igennem deres vedvarende pres krænker os som befolkning og vores suverænitet. Men intet er kommet igennem hos Trump-administrationen, tværtimod øger de presset for hver dag, der går, og nu må det internationale samfund, i hvert fald dem vi anser som venner og allierede, træde til i stedet for små nølende støtteerklæringer, siger Múte Bourup Egede (IA).Foto: Oscar Scott Carl.
DR har i dag en artikel om det forestående – provokative – officielle amerikanske besøg i Grønland. Den omtaler en artikel i den grønlandske avis, Sermitsiaq, som du bedre læser hér end i DR’s udgave:
Múte: Nu må det internationale samfund træde til
– Det meget aggressive amerikanske pres mod det grønlandske samfund er nu så alvorlig, at niveauet ikke kan komme højere op. Det har ikke hjulpet at stå sammen i Grønland, det har ikke hjulpet at sige fra, og det diplomatiske forsøg på dialog er forgæves. Nu må det internationale samfund reagere, appellerer formanden for Inuit Ataqatigiit, Múte Bourup Egede.
Jeg formoder, at Múte Bourup Egede – min respekt – inkluderer den danske regering i København blandt de ‘allierede,’ der har svigtet. For se på regeringens betuttede og flade reaktion på Trump-Regimets helt forudsigelige og provokative krav med eventuel militær opbakning – og forestil dig hvordan statsministeren ville have råbt og skreget hvis Rusland eller Kina havde sagt og gjort hvad Trump siger og gør.
Trump-Regimets politik er én lang overtrædelse af folkeretten og også denne sag (som hans “LasVeGaza” m.fl.) burde, om ikke for andet så for den diplomatisk/symbolske effekts skyld, været taget op i FN’s Sikkerhedsråd. FNs hele filosofi og folkeretten handler netop om, at små lande skal beskyttes når de store opfører sig aggressivt.
Trump-Regimet vil få alt, han vil – ved pervers overrumpling out of the normal – hvis ikke verden stopper ham. Og dette handler altsammen om hans forberedelse af et autarkisk USA, der med kontrol over andres resurser – Panamas, Canadas, Grønlands, Nordens, Arktis’, Ukraines og Gazas – skal bekæmpe eller kriges med Kina i fremtiden.
Det vil han og USA tabe, men prisen for US/Trumpsk megalomani, militarisme og hensynløshed skal ingen betale, heller ikke Grønland.
I denne sag som vedrørende den vanvittige oprustningspolitik mod ikke-fjender vil den danske regerings og folketingets holdninger snart vise sig at være til stor skade for Danmarks – og Grønlands – fremtid.
” et internationalt samfund ” – hvad vil det sige ?
Det er ikke det nuværende UN, som er handlingslammet og blokeret pga et sikkerhedsråd, med faste medlemmer og vetoret ~ foruden flere korrupte associerede organisaioner, som eksempelvis WHO.
Det er ikke spredte alliancer, baseret på rå magt, militær, ressourcer og hjemmelavede penge / gældspenge – som peger tilbage på finansophavet, som det mest gennemført organiserede kriminelle miljø.
Det er ikke ” coalition of the willing “, eller såkaldte “frivillige ” , eller ” open societies ” / NGO – George Soros’ style.
.
Er det derfor at der nærmest er masseflugt mod mere konstruktive samarbejdsformer ? For tiden er tilstrømningen omkring BRIC markant – ialt er ca 140 lande enten medlemmer eller associerede hertil; tilsammen repræsenterer disse lande over halvdelen af planetens befolkning.
Hvis ikke UN tilpasser sig en tidssvarende generel tilstand på planeten – og altså orienterer sig efter en multipolar nutidig verden ( istedet for krampagtigt at fastholde den hidtidige, forældede unipolare gamle verden ) – hvis ikke UN afskaffer sikkerhedsrådet, og/eller dets faste medlemmer, med dertil hørende vetoret – så vil de oprindelige tiltænkte funktioner i UNs charter, på længere sigt blive varetaget af et verdensomspændende forum, der mere vil ligne/eller være identisk med BRICS.
.
Hvor befinder Grønland m.fl sig ift denne udvikling ?
Kalaalit Nunaat ( Grønland ) er ét af ca 2000 folk/lande i verden. Selvfølgelig er der i praksis endnu flere folkeslag, kulturer og territorier.
UN bør repræsentere mindst disse ca 2000 folk/lande – som idag er indlejret/opædt af de ca 200 medlems-STATER i det nuværende UN. Flertalsprincippet må praktiseres – UDEN at kunne saboteres af faste sikkerhedsrådsmedlemmer med vetoret.
Der er gennem UN’s hidtidige virke været vedtaget adskillige resolutioner vedr. verdenspolitiske spørgsmål der truer ALLES sikkerhed, samt krigsforbrydelser og folkemord. Derfor har flere resolutioner, bl.a vedr Palæstina, haft næsten fuld tilslutning blandt UN-medlemslande – men hvér gang er disse resolutioner saboteret af sikkerhedsrådets faste medlemmer ved anvendelse af vetoret. Uetisk, Uhørt, Uacceptabelt !!!
Var jeg i Kalaalit Nunaats ( Grønlands ) situation, ville jeg lægge en alliancefri kurs, hvor jeg ville holde kontakt med ALLE de største geopolitiske aktører – US KINA RUSLAND … BRICS – og derved gennem samarbejde med disse, forsøge at skabe den eneste mulige “balance” mellem de store, hvorved Kalaalit Nunaat kan bestemme mest muligt hjemme selv.
Denne strategi har været praktiseret i forskellige varianter af andre lande gennem tiderne, lande ellers kunne komme alvorligt i klemme mellem storaktører på verdensscenen. Sverige havde i lange tider succes med en beslægtet strategi, Schweitz, Finland, midteraksen i Europa ( Ungarn, Slovakiet, Serbien ). Nøgleordet er “alliancefri” ( neutralitet er ikke det samme, og langt mindre realistisk )
Uanset hvad, er det kompliceret og består af langperspektiverede processer – men man bør betænke hvad alliancer vitterligt koster : Kissinger udtrykte det således : Det er farligt at være fjende med US – men det er FATALT at være venner med US.
.
Spørg Afghanerne, hvor svært det er at være i klemme – spørg ukrainerne – spørg palæstinenserne. En satirisk tegning i det engelske “Punch” fra ca 1873 illustrerer udfordringen : en afghansk bonde står mellem den britiske løve og den russiske bjørn, som begge hvisker bonden i ørerne, og lover “beskyttelse og sikkerhed (mod den anden) – altimens den aghanske ser med bedende øjne ud mod publikum, og sukker : ” red mig fra mine venner ! ” Tegningen findes på nettet.
Kære Omar – tak for et som altid tankevækkende indlæg, der bygger videre, meget videre, på min korte kommenar. Jeg er enig i, at der ikke findes et “internationalt samfund” og i hvert fald ikke i Webersk betydning af “Gemeinschaft” men jeg er ikke enig i at FN bör gør ditten eller datten som FN – for det kan FN ikke. Dets første G-S nordmanden Trygve Lie sagde det træffende (ogsåfor i dag), at FN aldrig kan blive bedre eller stærkere end medlemsstaterne ønsker at det bliver.
Der er således ikke noget FN, der kan reformere sig selv – der er kun én ting vi alle må kræve, og det er at hver eneste medlemsstat lever op til hvad den har skrevet under på, og at vi holder medlemsstaterne fast på dét – det er dem, der ødelægger FN, ikke FN selv – og det er også kun disse, der kan reformere FN sådan som du og jeg brændende ønsker at det blir.
Kritikken bør derfor altid, som jeg ser det rettes imod medlemsstaterne og IKKE mod FN som organisation (uanset at den heller ikke er perfekt to say the least).
Hvis Grønland, som jeg foreslog, blevet taget op i FN er det skam fuldt muligt at det ikke ville afskrække Trump-Regimet en tøddel, men det ville nok får nogen hist og pist til at tænke – hvad hans regime (og andre NATO/EU ledere ikke gør) – og dét i sig selv ville være en markering og, ja, faktisk en støtte til det enormt normative rammeværk, som FN alt andet lige udgør.
Drop FN og de normer, der ligger i dét – og verden vil blive de lovløses paradis – ikke en jungle for en jungle er som bekendt et ordnet system…
Håber du forstår hvor jeg vil hen – og tak igen!
PS BRICS er ikke SÅ mange lande, måske tænkte du på BRI – det Kina-initierede Belt and Road Initiative?
Og – ja – jeg er helt enig i en het anden orientering for Grønland end den, der ligger nu – med for eller imod USA ejendom. Verden er rigere – men det skal Nuuk og København vist først opdage og udvikle modaliteterne for…
Tak for kommentar, med vigtige rettelser.
Ja, det var BRI jeg tænkte på.
Distinktionen mellem hvad UN kan/ikke kan, som du påpeger, er afgørende.
Igennem et samlende enighedsprincip kan evt. forbedringer ske. Der er ikke rigtig noget alternativ hertil; men det er en særlig udfordring at bevare håbet herom.
Jeg har dyb respekt for dit mod, vedholdenhed og uudslukkelige håb. Dét er inspirerende og udfordrende at leve op til. Jeg vil forsøge, endnu en gang.