Category Archives: Mellemøsten

Hjort Frederiksens Danmark og Honeckers Østtyskland

Der var en gang sikkerhedspolitik var vigtigt og krævede sagkundskab

Jeg er gammel nok til at huske danske politikere, der have kundskab om forsvar, sikkerhed og fred som f.eks. Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen, Bilgrav-Nielsen, Jytte Hilden, Poul Hartling, Anker Jørgensen, Preben Wilhjelm. Nogle af dem skrev bøger om international politik.

Jeg kendte flere af dem, sad i Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, SNU, igennem 1980erne hvor der foregik en sober omend ikke revolutionerende debat baseret på kundskaber. Ingen nævnte nogensinde at Danmark burde deltage i krig.

Sådan er det ikke idag.

hjort

 

Hverken i politikken eller medierne bliver man noget ved musikken på at kunne noget om disse ting. Og det behøves måske heller ikke? Danmark lader sig jo helt underdanigt styre udefra på disse områder.

Forsvarsminister Hjort Frederiksen kan – som man har set for nylig i Clement og i dag på Danmarks Radios hjemmeside – kun gengive hvad hans embedsmænd har fortalt ham at han skal sige. Sådan ser det i alle tilfælde ud.

Og idag gælder det at ministeren deltager i NATOs forsvarsministermøde 15-16. februar.

De ting er bleve sagt ungefär sådan i et halvt århundrede. Og dét i sig selv udgør en slags sikkerhedsrisiko for Danmark. Continue reading

School in an Aleppo factory

The occupiers denied children education. Now they get it.

school1_phsh

 

TFF’s first four photo series from Aleppo have been seen by 95,000 people so far and been featured in online magazines from Vietnam to California, among them a German site with a million visitors daily.

Above is the fifth story.

It’s about the terrible, systematic destruction of this UNESCO World Heritage site but also about an Aleppo businessman who turned his damaged factory into a school for 1500 children.

It had been damaged by the Free Syrian Army and al-Nushra who looted it and then used it as HQ.

It’s situated in the Sheikh Najjar Industrial City outside Aleppo that – before the militant/terrorist occupation – represented no less than 50% of Syria’s total industrial production.

During two years, these children received no education. Now they do. And hope is slowly coming back.

This photo story ends with some “civilisational questions” by Jan Oberg who also took the photos.

This is the kind of story Western mainstream media don’t bring for reasons one must assume are political.

But TFF does. Because it is a free research think tank.

We focus on the conflict and civil society where media are obsessed with violence and war criminals.

We look at peace opportunities where others spend their energy on blaming one or the other but have no ideas on how to solve underlying conflicts and make peace.

TFF doesn’t work for this or that violent party but for the UN Charter norm of peace by peaceful means. That is, for the innocent, suffering people in Syria – the largest humanitarian crisis since 1945:

Such as these wonderful, innocent children whose story deserves to be told.

Faces of Aleppo

Fourth photo story from Aleppo: “Faces of Aleppo. Just out of 4,5 years of occupation hell”

January 25, 2017

Unique photos from Eastern Aleppo in Syria when it was finally liberated on December 11-12, 2016.

The people you see here have just come out to freedom from 4,5 years of the occupation by what can be called RIOTs – Rebels-Insurgents-Opposition-Terrorists – mostly the latter.

And most of them with some kind of support by NATO countries.

Western media, politics and humanitarian organisations focus on the victims from Eastern Aleppo who left to RIOT territories elsewhere, such as Idlib, after the liberation – family members and supporters of the occupiers.

That’s not the whole truth about Aleppo.

They conveniently ignore the thousands of other Aleppians: Those who were happy beyond words to see all of Aleppo back under the control of the Syrian government.

jibrinface1_phsh

Man from Eastern Aleppo in the Jibrin Reception Center – relieved, smoking and getting a little food. In freedom © Jan Oberg 2016 

These are the people in this photo story. They are among the 13 million Syrians who, according to the UN in Syria, are in need of humanitarian assistance – thanks to U.S. – non-UN – sanctions since 1979 and thanks to the war since 2011.

They too need and deserve the world’s attention and help.All of them and not just the politically chosen few.

Until the immense historical significance of the liberation of Aleppo is understood much better by many more and the biased Western media coverage has changed we will continue to highlight important but hidden dimensions of the conflicts in Syria.

Because peace will be impossible within the present dominant Western narrative and discourse.

And given the incomprehensible suffering of the Syrian people and the destruction of their society since 2011 possibilities for peace – rather than war – should occupy anyone with a human heart.

If you agree, please use the hashtag: #keepfocusonaleppo

* * *

If we do not care about the single individual, can we care about humanity?

My other stories have had quite a lot of texts. You may check them out to get the background and situation.

Here I just want you to see and reflect on how the Allepians I met expressed happiness, despair, hope, kindness but also anger at one and the same time. Pictures can say much more than words, particularly when we contemplate mindfully on what there is to see in every and each face of these victims of what is often called high politics – which often implies low morality.

So, please don’t rush. See and empathize.

© Jan Oberg 2017. Under no circumstance may the photos in this series be reprinted, reproduced or otherwise used without my prior consent.

 

Danske specialstyrker til Syrien og Irak!

Sådan står der på Politikens forside om aftenen den 19. januar 2017 

Dansk militærpolitik
Danmark slog ind på sin bane som bøllestat i 1999 med bombningen af Serbien. Derpå militær deltagelse i Afghanistan, besættelsesmagt 2003-2007 i en af historiens mest tragiske krige – drabet på 1 million sagesløse mennesker i Irak. Så hovedbombenation i Libyen under dansk NATO-ledelse, så atter bombninger i Irak og tillige Syrien og nu skal der så danske tropper på landjorden i begge lande.
Uanset hvad problemet er så tilsiger den aktive danske militærpolitik – ikke udenrigspolitik – at militæret altid er løsningen, det første valg. I klokkeklar strid med FN-Erklæringen om at alle civile midler skal være prøvet inden man, som sidste udvej, benytter militære midler.
Danmarks indsats i såvel Irak som Syrien strider mod folkeretten. Og etisk udtrykt burde begavede mennesker kunne komme på noget bedre end at slå mennesker ihjel, man ikke bryder sig om.
At bekæmpe terrorister som ISIS ved at forsøge at slå dem ihjel én for én kan sammenlignes med idéen om at udrydde alle sygdomme ved at slå alle syge ihjel, én efter én.
Dette tiltag kan kun reducere danskernes egen sikkerhed og øge risikoen for terror mod Europa herunder mod Danmark.

Glidebane

Husk at statsministeren flere gange har sagt at han ikke kunne se for sig at der skal tropper på landjorden. Det er en skelsættende beslutning: Mission creep bliver det næste.
60 vil blive til flere…for der er vel ingen, der for alvor tror at 60 danske jægersoldater kan gøre en større militær forskel i et vrimmel af titusindvis af vildt blandede militante enheder?
Der vil blive endnu meget mere kaos i Syrien. Selvom Aleppo gudskelov er blevet befriet, så har alle Assad-hadere nok ikke tænkt at pakke sammen og rejse hjem til de omkring hundrede lande de kommer fra.

Continue reading

Good: EU will honour the deal with Iran

Happy to speak positively about the EU foreign policy chief’s commitment to stand by the nuclear deal with Iran – a clear signal also to Trump.

That’s good – the alternative could very well be war.

MS – Markedsført Sandhed og Syrien? Med tillæg om en god dialog

Introduktion tilføjet den 7. februar 2017

Som det fremgår i en kommentar under denne artikel blev både MS’ forkvinde, Helle Munk Ravnborg og generalsekretær, Tim Whyte, kede af min udlægning omkring MS “markedsføring” og holdning til Syrien. Naturligt nok.

Mit indlæg var skarpt formuleret – der skal af og til sparkes i løgsovsen også for den gode sag som MS i sig selv jo er. Men de valgte alligevel til min store glæde at invitere mig til en snak.

Det møde havde vi så i dag den 7. februar over deres kaffe og min medbragte mazarintærte.

Jeg indledte med at undskylde at der i min artikel (som står herunder som den blev skrevet) findes et par formuleringer, der kunne tolkes af de to som et personangreb; det var ikke tilsigtet og jeg mener jo som alle andre fornuftige mennesker – oh, Gandhi! – at man skal gå efter bolden og ikke spilleren.

Vi havde 90 minutters sober snak og gensidig lytten, udforskning af vigtige temaer. Man kan sige at min konfrontation ledte til dialog og endog nogle konstruktive idéer til fremtiden.

ms

Jeg lærte at det er svært at balancere når man – de såvel som jeg – bliver vred over den lidelse vi ser uskyldige udsættes for. Og at man let kommer til at tage parti i kampens hede for den ene eller den anden part i stedet for måske at tage afstand fra alles vold.

At det kan være svært at have alle fakta på plads (og at vide hvad der er empirisk holdbart og hvad der er fordrejning) inden man tager stilling og mobiliserer opinion. Aktivisme går jo gerne gå lidt hurtigere end det dér 5-10 årige forskningsprojekt.

At MS ikke – som jeg havde fået indtrykket af – har et markedførings-firma, der hjælper dem med den stil, de har på hjemmesiden, på blogger og i taler; det er deres egne folks måde at gøre det på.

At de er dybt bekymrede over at mennesker føler så stor magtesløshed og at det vigtigt at organisationer som MS forsøger at skabe møder, pladser og forløb hvor denne magtesløshed – der er så farlig for demokratiet – kan erstattes af fællesskaber og konstruktiv aktivitet.

Og at MS så at sige arbejder med sig selv og har en løbende intern debat om både form og indhold i kampagner.

Jeg følte både åbenhed og respekt og det er jeg glad for.

Derfor delte jeg også lidt af min erfaring med hensyn til hvordan man kan analysere de underliggende konflikter, som volden er symptomer. Jeg mener at symptom-diskussioner let leder til golde debatter om skyld. Det ville være bedre at fokusere mere på konflikternes karakter over tid end på “hvem der er værst” til at bruge vold – fordi symptom- og skylddiskussioner ikke kan lede frem til dialoger om fredens muligheder.

Og at det er freden, der er MS’ historie eller essens og ligger både Tim Whyte og Helle Munch Ravnborg varmt om hjertet – ja det er der jo ingen tvivl om.

Jeg foreslog så nogle konkrete ting som jeg mener MS måske kunne tænke over og måske gøre fremover og at det er vigtigt at være for nogen eller noget snarere end at være imod – og de blev opfattet med stor interesse.

Så meget at vi blev enige om at mødes igen når jeg er hjemme fra næste rejse til Syrien.

Dét ser jeg meget frem til. Så tak for idag, kære venner.

• • •

Mellemfolkeligt Samvirkes nye stil og måden at håndtere Syrien på bør blive en parentes i organisationens liv. For der må være tale om enten uvidenhed eller uhæderlighed.

Mellemfolkeligt Samvirke er slået ind på den amerikansk inspirerede linje med professionel markedsføring, reklamesprog og iscenesat aktivisme samt – og ikke mindst – en bestemt politisk holdning vedrørende visse internationale spørgsmål.

 

Den nye humanitære industri

Det er muligvis en del af den nye humanitære industri hvor regeringer, humanitære og menneskerettigheds-organisationer samt medier gør fælles sag vedrørende krigszoner. Det indebærer selvsagt at “N” i NGO, Non-Governmental Organisations, kommer til at stå for “Near” og ikke “Non.”

Civilsamfundet tenderer at udhules og demokratisk dialog mellem folk og regering forsvinder. Langsomt men sikkert.

Organisationer som Læger Uden Grænser og Human Rights Watch påtager sig roller som både partiske medier i felt og politiske eksperter og gør det politisk korrekt i forhold til især vestlige militære interventioner.

Det er altsammen affødt af den kendte men tvivlsomme doktrin om humanitær intervention eller Responsibility to Protect (R2P) – hvor spørgsmålet i en begrænset verden er: Intervention hvor? Mod eller med hvem? Af hvem? Vil vi gøre mere skade end gavn? Og hvor gider vi ikke intervenere?

Svaret på det sidste er: dér hvor største menneskelig behov findes og hvor der samtidig ikke findes strategiske interesser eller mulighed for at bruge våben.

I dagens verden flyver de fleste landes humanisme F16. Også det officielle Danmarks. Ren humanisme, medmenneskelighed og ægte solidaritet er faldet ud af den politiske værktøjskasse.

 

M for Markedsføring – og USAs valg

Vælger man denne let smarte markedsføring-og-politik strategi i denne nye industri skal man være godt klædt på forinden.

Det findes der, som jeg ser det, to årsager til at MS ikke synes at være. Continue reading

Aleppo’s evil humanitarians

The third photo story from the days of the liberation of Aleppo in Syria

Unique photos with text from Aleppo’s Jibrin reception center for people finally liberated in Eastern Aleppo December 11-12, 2016.

Documentation of the fact that it was the Syrian authorities, the Syrian Army, Russian doctors, the Syrian Red Crescent and volunteering Syrian youth who took care of these destitute internally displaced people.

In short, the evil guys – the only ones at that – according to most Western media.

girlwithbread_phsh

University volunteer and soldier hand out bread © Jan Oberg 2016


No Western humanitarian organisations were seen, neither any leading Western media.

The media have also conveniently stopped writing about Aleppo – beyond doubt a world historic event – and ignored the suffering of the innocent, non-armed victims in this crisis: the largest humanitarian crisis in the world since 1945.

The last article about Aleppo in New York Times is from December 19, about 7-year old Twitter-girl Bana and written by a marketing expert. The level can hardly get lower.

The story of Aleppo cannot be silenced.

TFF’s first two photo reports have already been seen by close to 50.000 people. There are many other eyewitness reports – all on social media, de facto barred from the mainstream media.

The attempt to ignore the historical turning point that Aleppo is and to silence on-the-ground reports will fail.

A larger truth is emerging. The moral and political failure of Western and allies’ policy since 2012 makes the story of Aleppo just too embarrassing, something neither politicians nor governments nor media want to be reminded of.

But 13 million Syrians who are in need of humanitarian help – thanks to non-UN sanctions since 1979 and the war – need a more truthful story.

And they need the world’s attention and help – to all of them and not to the politically chosen few.