Klaus Rifbjerg er død, fortæller Politiken os hér på en kold Påskesøndag med knaldblå himmel og sol. Skønt jeg kun traf ham en enkelt gang i 1980erne – vi spiste frikost sammen på Kroghs Fiskerestaurant og snakkede verdens gang i forbindelse med et af Fredsfondens projekter – så føles hans død på en underlig måde som et personligt tab. Sådan vil det måske altid være med de store i tid og rum, hvadenten de så er kendte eller ikke så kendte. Man må håbe at han, der hvor han nu er, bliver ved med at slås for radikalismen – den kulturelle og andre af slagsen – og mod militarismen, falskheden, opstyltethed og, ja, værdiløsheden. For det er der stenhårdt brug for, til hver en tid. Jeg siger aldrig hvil i fred, dertil holder jeg for meget af den aktive, livsbekræftende fred. Men tag et lille hvil på en stub i dér midt i værdikampen, Klaus. Det har du mere end vel fortjent.
Read More →