Den 20. marts 2022 kom mit interview med Jyllands-Posten så på – på forsiden. Som man ser overfor har avisen givet prioritet på sin forside til to sikkerhedspolitiske eksperter, der skal vurdere hvad jeg siger – balancere og nuancere, “modsige mig” og orientere læserne om at jeg i hvert fald på ét punkt “tager fejl.”

Og det gør de såmænd udmærket – nok mindre kritisk end Jyllands-Posten måtte have tænkt sig med dette lille redaktionelle balancenummer.

Billedvalget er også interessant: Interviewet illustreres længst oppe med et billede af en protestbanderole hvor de to s’er i “Russia” er blevet erstattet af hagekorset. Du kan skimte det i billedet længst oppe til højre. Mit budskab, hvis man kan kalde det sådan, er civil konfliktløsning, dialog og fælles sikkerhed – kort, sagt fred – men det skal ikke illustreres. Billede af Rusland som Nazi rejser spørgsmål om hvorvidt Jyllands-Posten har skrvet noget om ny-Nazismen i Ukraine. En hurtig søgning giver intet sådan resultat.

Så jeg skrev idag denne lille, let ironiske, hilsen til Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, og journalisten, der interviewede mig, Morten Vestergaard, der forøvrigt gav mig en fair og professionel behandling og accepterede min rettelser af hans tekst:

Kære Morten – og Jacob

“Man er jo stolt over at være på forsiden af Jyllands-Posten, som jeg har kendt siden min barndom i Aarhus 🙂

Og en nydelig opsætning – omend ikke så iøjnefaldende dér på forsiden i nat som den med de to vurderingsmænd, Peter Viggo Jakobsen og Flemming Splidsboel Hansen, som I har pudset på min tekst. (Hvor I tilfældigvis har deres men ikke min akademiske titel og institution med). En fredsprofessor som jeg kan naturligvis ikke stå uimodsagt uden gedigen militær/NATO ekspertise.

Helt fint. De siger gode ting, der i vid udstrækning støtter hvad jeg har givet udtryk for.

Splidsboels påstand om at Rusland har “diskvalificeret” sig selv i forhold til NATO pga krigen i Tjetjenien – som vel er det punkt, I redaktionelt fremhæver – er jo nok så enøjet al den stund et par NATO-lande har pulveriseret en række lande, som i så fald skulle diskvalificere NATO i Ruslands og for så vidt andres øjne.

Vel, Lukas’ udsagn om splinten og bjælken er altid lige i øjet i enhver propaganda.

Jeg ser at Jyllands-Posten har brugt Splidsboel Hansen over 20 gange alene i år. Nu I har glemt det så mange gange vil jeg da lige minde Jer om – også med glimt i øjet 😉 – at jeg gerne står til rådighed og kommenterer hvad han og Jakobsen siger fremover i Jyllands-Posten.

Så bliver der fin folkeoplysning og intet forbliver stående uden god, mangesidet journalistisk behandling.

Alt godt fra
Jan

•

Her er den fulde tekst hvis du ikke kan komme ind til artiklen på Jyllands-Posten:

• 19/03/2022 KL. 19:15
• For abonnenter

Fredsforsker: Vesten bliver nødt til at lytte til Ruslands behov for sikkerhed

Ifølge fredsforsker Jan Øberg har Vesten i 30 år forsømt at lytte til Rusland. Han er skræmt over kombinationen af had til russere og det, han ser som Vestens optrapning af konflikten i Ukraine. Det kan blive ragnarok og en ny og større kold krig. Han foreslår, at man går en helt anden vej.

De seneste uger har det meste af verden fordømt Rusland og Vladimir Putins invasion af Ukraine, og vi har talt om og hørt på, hvad Rusland gør forkert – og hvad vi kan gøre for at ramme Rusland og hjælpe Ukraine.

Men en anden stemme blander sig nu i debatten. Det er den mangeårige fredsforsker Jan Øberg, der har en helt anden analyse af, hvorfor det er et endt med krig, og han har også et andet syn på, hvilket ansvar Vesten har for, at det er gået så galt.

Inden Jan Øberg går i gang med at forklare sig understreger han, at han ikke støtter Ruslands invasion, der er i strid med folkeretten og FN. Putin havde alternativer, siger han. Han ærinde er at indtage rollen som mægler, der ser på de underliggende konflikter, dvs de problemer som volden og krigen lige nu kun er symptomer på. Fortsætte vi med at undlade at lytte til Rusland, med sanktioner og med at fremstille Rusland som det onde, kan det gå helt galt, mener Øberg, som i mere end 40 år har arbejdet med med fredsforskning og konfliktmægling i mange krigsområder og som gæsteprofessor rundt om i verden.

»Jeg er skræmt over det her. Der sker uheld i en krig. Rusland kan komme til at skyde et NATO-fly ned, en idiot kan komme til at trykke på en knap og sende et missil ind over grænsen. Og så vil der ikke være andet at gøre end at bede til min gud, hvis jeg ellers havde sådan en.«

Et særligt sæt regler for Rusland

Jan Øbergs pointe er, at Vesten og NATO i 30 år har håndteret forholdet til Rusland forkert. Inden Sovjetunionens fald i 1991 lovede alle vigtige vestlige ledere den russiske præsident Mikhail Gorbatjov lovet, at NATO ikke ville ekspandere mod øst, men allerede i 1994 oprettede NATO alligevel et kontor i Ukraine, og man gik i gang med at forberede Georgien og Ukraines optagelse i NATO. Siden har man kørt videre med planerne om en udvidelse, selv om det var et brud på løftet til Rusland.

---

Jan Øberg

Født 1951. Bosat i Lund, Sverige.

Dansk freds- og fremtidsforsker, ph.d. i sociologi .

Gæsteprofessor rundt om i verden. Konfliktanalytiker i Jugoslavien, Georgien, Irak, Burundi, Syrien, Iran, Kina.

Direktør i tænketanken Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning.

---

»Putin har flere gange spurgt NATO: ”Hvorfor opruster i?” Han har sagt, at Rusland gerne vil være medlem af NATO, men han har fået en kold skulder. Han har fået det svar, at han ikke skal blande sig i, hvilke lande der bliver optaget i NATO. Han har lært, at Vesten ikke tager Rusland alvorligt, og at man ikke lytter. Tænk på, hvad der sker i hverdagen, hvis du ikke vil lytte til et andet menneske. På et eller andet tidspunkt, vi det menneske sige: ”Nu skal jeg få ham til at lytte”.«

Ifølge Øberg har beskeden fra NATO til Putin i 30 år været, at Rusland ikke har ret til den samme sikkerhedszone, som alle NATO-lande selv anser som naturlig.

»Der er et sæt regler for Rusland og et sæt regler for resten af verden. For amerikanerne er hele verden deres sikkerhedszone – det er derfor USA har 700 militærbaser i 130 lande. Men vi har ikke har haft respekt for det russiske sikkerhedsbehov – vi har afvist alle russernes ønsker. Putin er ikke blevet sindssyg. Han er en erfaren politiker, der har vist vilje til at være Vestens samarbejdspartner,« siger Jan Øberg, som mener at Vesten i mange år har begået den fejl, at man vil løse alle mulige konflikter med udelukkende militære midler. ​

»Vi burde have nedlagt NATO«

Men hvordan hænger det sammen med, at der stort set har været fred i Europa siden Anden Verdenskrig?

»Der har ikke været fred, der har været ikke-krig. Fred er at udvikle sikkerhed og sikr udvikling for alle i et system, et stort indslag af ikkevoldelig interaktion of civil konfliktløsning. Der er mange konflikter, der ligger og simrer. Fred handler om at have tillid til hinanden og om muligheden for at udvikle et samfund i tryghed. Man udvikler ikke et samfund ved 24/7 at true hinanden på eksistensen.«

Hvad er det, du mener, at man burde have gjort?

»NATOs eksistensberettigelse var Sovjetunionen og Warszawa-pagten, så da de forsvandt burde man have nedlagt NATO og oprettet et fælles sikkerhedssystem. Man skulle have oprettet defensive forsvar med våben med kort rækkevidde, men man gjorde det modsatte og NATO angreb Serbien i strid med sin egen traktat og FN. I dag har begge parter atommissiler, der kan række tusindvis af kilometer og udradere hinanden. Hele denne tankegang er forældet.«

Men er der ikke en logik i verden er delt op og at vi definerer os selv i forhold til ”de andre”?

»Nej. Det er vestlig dikotomi, der er kørt helt af sporet. Vi deler verden op i de gode og de onde – som USA’s præsident Bush sagde efter terrorangrebet i 2001: ”Enten er du med os, eller også er du med terroristerne”. Men sådan behøver det ikke at være,« siger Jan Øberg, som mener, at netop den tankegang er en del af problemet i dag.

»Når Rusland nu siger, at man ikke vil have, at Ukraine bliver medlem af NATO, hvorfor har man så ikke sat sig ned og lavet en brainstorm for at finde ud af, hvilke andre muligheder der kunne være? Det eneste valg for Ukraine og de andre Østlande har været et medlemskab af NATO.«​

Men hvad er de andre muligheder da?

»Neutralitet. Efter Anden Verdenskrig sagde man, at lande ikke længere kunne være neutrale. Men det passer jo ikke. Hvordan kan det så være, at Schweiz har klaret sig så godt som et neutralt land? Men i stedet har løsningen være mere og mere militær oprustning. Vi har sat de bedste hjerner til at udvikle våben – det er intellektuel nedrustning og militær oprustning. Militarismen er blevet en slags Gud i det sekulariserede Vest – kittet der nu binder os sammen. Istedet for positiv visioner om en fremtid for alle.«

Vestlige værdier er blevet universelle

Jan Øberg mener, at den del af årsagen til udviklingen er Vestens triumf. Vi føler, at vores samfundsmodel, vandt over Sovjetunionen og kommunismen, og den der føles sig som en vinder, holder op med at lytte, lære og at tage imod indtryk fra andre. ​Vi forsøger i stedet at dominere og at få de andre til at tænke og blive som os. Kristelig missionsviksomhed, gå ud i alverden og gør…«​

Jan Øberg mener, at Vesten ligefrem leder efter nogen, der kan fungere som fjender og gøre os selv til offer og truede – i Somalia, med Saddam Hussein i Irak og med de islamiske terrorister. I dag er russerne de onde, og vi taler om at vi skal frygte Rusland, men vi taler ikke om, at NATO’s militærudgifter er 12 gange højere end Ruslands.

Men Ukraine vil gerne være medlem af NATO, hvorfor skal Rusland have lov til at bestemme, at de kan blive det?

»Stop, stop. Hvor er den folkeafstemning, der viser, at ukrainerne gerne vil være medlem af NATO?«

Landets valgte ledere ønsker et medlemskab?

»Ja, men NATO har siden 1994 bejlet og presset Ukraine, man har fortalt landets regering, at man vil uddanne deres officerer, give dem våben og penge til udvikling, gennemført et statskup i 2014 så det fik en vestvendt ledelse. Med guld og grønn skove er det ikke let for Ukraines ledere at gå i en anden retning nu. Hvis Ukraine får lov til at afholde en folkeafstemning så skal man have mindst 75-80% for NATO-medlemsskab for at for evigt binde sig til en militær alliance og orientere sig så stærkt mod Vest. Man kunne måske forestille sig et blødt medlemskab, inspireret af Danmarks forbehold, hvor der ikke kan være udenlandske tropper, oplagring af våben eller atomvåben på ukrainsk jord,« siger Jan Øberg. Men neutralitet garanteret af alle sider i en traktat ville klart være at fortrække.

Sanktionerne

Ham mener, at vi i Vesten lige nu opfører os som om Rusland slet ikke skal eksistere i fremtiden. Er det endnu et forsøg på regimeforandring vi ser nu? Sanktionerne mod Rusland er for voldsomme, uigennemtænkte og ubegrænsede i tid.

»Hvis der er økonomiske sanktioner mod Rusland de næste 30 år, kommer det til at smadre udviklingen i det russiske samfund, som sanktioner f.eks. har gjort i Iran. Over længere tid er sanktioner ikke et blødt våben, det er et masseødelæggelsesvåben. Det er systematisk krigsførelse mod civilbefolkningen – kollektiv afstraffelse, som er forbudt i folkeretten. Det bliver gruopvækkende,« siger Øberg som peger på, at når Vesten lukker for adgang til de russiske medier Russia Today og Sputnik, er det et brud på Vestens egne værdier, på FN-Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder af 1966, Artikel 19 og 20 om retten til frit at kunne søge information ovealt.

Men meningen med sanktionerne vel at befolkningen skal rejse sig mod Putin. Giver det ikke mening?

»Med hvilken ret? Hvordan ville du reagere hvis nogen gjorde det mod Danmark? Og nævn ét land i verden hvor sanktioner har udløst den reaktion. Det skete ikke i Serbien under Milošević. Det er ikke sket i Iran. Istedet ødelægges den middelklasse, der skal stå for at forandre et land. Når en befolkning oplever en eksistentiel trussel fra udlandet rykker man sammen om regeringen, man vælter den ikke. Og dertil kommer, at det rent moralsk ikke er vores opgave at ændre det politiske system i Rusland. De har valgt Putin. Det værste vi kan gøre for Ukraine, er det, som vi gør lige nu. Det bliver en ”noget-for-noget-tankegang”, som eskalerer konflikten. Nogen bliver nødt til at spørge: ”Hvad er det egentlig, vi har gang i? Og hvad bliver konsekvenserne for dem og for os selv på en 20-30 årig horisont. Ingen – ingen – har gjort det.”​«

Men er man ikke nødt til at reagere, når et land invaderer sit naboland?

»Jo, men man skal reagere med konkrete tidsbegrænsede og konditionerede sanktioner, FN-fordømmelse plus forhandling og peacekeeping. Vi skal i hvert fald ikke gøre det, som vi gør nu med sanktioner, had og at sende tonsvis af våben ind i Ukraine sammen med tossede lejesoldater, uden at der er lavet analyser af de langsigtede konsekvenser. Men holdningen er, at Putin og Rusland bare skal knækkes. Vi skal ikke engang opretholde kontakt med Rusland. En russisk diplomat kan ikke længere taget et fly og lande i New York og tale i FN. Man kan ende med at skubbe Rusland i armene på Iran, Indien og Kina, og så får vi en helt ny og større kold krig, hvor landene øst for Ukraine vil samle sig mod Vesten. Og så er det os, der bliver de små.«

Chokeret over »russofobi«

Jan Øberg siger, at han er chokeret over omfanget af den »russofobi« der er dukket op frem siden invasionen.

»Det er had for fuld udblæsning, og det minder alt for meget om anti-semitismen i sin dynamik. På Charlottenborg lukker man en russisk prisvindende kunstnes udstilling, og en ung russisk pianists turné i Canada bliver aflyst. Begge har taget afstand fra invasionen. De straffes – helt modbydeligt – udelukkende fordi de er russere. Jeg har ikke oplevet noget lignende i min levetid. Vi siger ting om russere, som vi ville fordømme, hvis det blev sagt om andre mennesker, f.eks. jøder. ​Hvis Rusland falder sammen og der kommer sult og borgerkrig, vil russere flygte i millioner mod vest. Men vil Europa åbne grænserne for flygtende russere? Jeg tvivler på det idag,« siger Jan Øberg.

Spørgsmålet er, om man risikerer at komme til at legitimere Putin og invasionen, når man siger, at det også er Vestens fejl, der har ført til krig. Jan Øberg svar er, at det ”at forklare” ikke det samme som ”at forsvare”.

»Vi bliver nødt til at kunne tale om, hvorfor Putin har gjort dette, og vi er nødt til at tale om, at vi har et konfliktmæssigt, historisk medansvar for det, der sker,« mener han.

Hvordan mener du, at man kan skabe varig fred i Ukraine?

»Det er en kompliceret opgave at forhandle sig frem til en varig fred i Ukraine – det kan tage tre til fire år. Udfordringen er, at parterne i en konflikt fokuserer på fortiden. De vil have oprejsning for det, der er sket i fortiden.​ For at nå frem til en fredsaftale må partnerne imidlertid stimuleres til at se fremad: Hvad er i bange for? Hvad vil I gerne fremover? Hvad kan i leve med sammen med de andre? Hvis den ene part kun får 70 pct. af sine ønsker opfyldt, må man finde frem til, hvordan man kan kompensere: Hvis Ukraine gerne vil være medlem af NATO, men man når frem til, at det kan ikke lade sig gøre, så må man give landet noget andet. Det kunne f.eks. være at flytte FN’s hovedkvarter eller andre globale organisationer til Kyiv. Så kan hele verden komme til Ukraine og tale om fred og samarbejde. Enorme hjælpepakker til dette fattige og ødelagte land, integrere det med Vesten/Europa, med Rusland og med Kinas nye Silkeveje. Meget bedre! Men alt dét skal alle parter i og uden for Ukraine bestemme, jeg foreslår bare ting som illustration af den kreativitet, der så desperat savnes. Alt er da bedre end at være tumleplads for to atombevæbnede magter,« siger Jan Øberg, der mener, at det kun vil være FN, der kan afvæbne parterne i krigen i det der vil blive historiens hidtil største FN-mission. Lad FN komme på banen, det er de eneste der kan det her.

Tror du på, at Rusland ønsker det, som du beskriver her?

»Ja. Ingen af parterne ønsker at dette skal fortsætte, og Rusland har ikke ressourcerne til at kontrollere Ukraine. Og hvis vi ikke får stoppet det her, frygter jeg, at der vil komme mennesker fra hele verden for at deltage i krigen. Det kan blive et ragnarok. Gør kort sagt alt andet for som Gandhi har sagt det: Princippet om øje for øje vil en dag gøre hele verden blind.«

• •