Og et par ord om militarismen som Gud.
I disse mørke tider med krig og krigstrusler går bølgerne af og til højt. Der er mere shitstorm end brainstorm.
De af os, der af forskellige grunde ikke køber USA/NATO/EU’s store forkromede fortælling om Ukraine, som promoveres så fint og tankeløst ensidigt i oceaner af vestlige mainstream-medier, får såvel ros og opmuntringer som det modsatte. Det handler om perfide personangreb, løgn, angreb på ens integritet og/eller profession, titel og gerning samt noget relativt nyt – nemlig inkvisitoriske spørgsmål om hvor man står. Hvilken side er du på? Er du med “os” eller med “dem”?
Det handler for 99% tilfælde om denne positionering eller positionskrig, guilt by association som altid er modbydeligt, kollektiv afstraffelse – og udelukkelse hvis du ikke helt og holdent er med os og imod de andre:
“Det er enten/eller, kammerat og forsøg ikke den dér med at der kan være fejl på begge sider. Det handler om at du skal bekende hvor du står og der er kun to muligheder, ikke fire.”
Derimod handler det ikke om hvad du faktisk har sagt eller skrevet, om ræsonnementer, forskellige udgangspunkter, analytiske finesser. Ikke om at vide noget. Ikke om at lære nyt eller forstå men om at (for)dømme.
Jeg har skrevet og talt vel en 100-200 sider i forskellige medier, hér på bloggen og på TFFs hjemmeside, The Transnational om det, der kaldes “Ukraine-konflikten” skønt det retteligt er NATO/Rusland-konflikten om Ukraine.
Jeg kan se på statistikken at højst 1-2% af inkvisitorerne har kigget på noget, jeg har skrevet. Men de véd fra en overskrift på et socialt medie og fra hvad andre har sagt hvor jeg står, nemlig på den forkerte side af historien.
Faktisk kan jeg ikke huske at diskussionen om internationale spørgsmål nogensinde har været på et så lavt niveau – intellektuelt eller vidensmæssigt, etisk, som debatkultur og sproglig vold – som det er i dagens situation.
•
Her kommer et par eksempler til skræk og advarsel, som jeg selv har oplevet i de sidste par dage:
Berlingske Tidende lod den 16. marts 2022 trykke en artikel af juristen og direktøren for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama. Her er den i sin helhed:
“Midt i gruen over Putins blodige invasion af Ukraine er der enkelte lyspunkter, der på længere sigt kan vise sig at være af vital betydning for Vestens indre sammenhængskraft. Også selvom det desværre ikke udgør nogen garanti for Ukraines fortsatte eksistens som en fri og uafhængig stat.
Putins angrebskrig og regimets stadigt mere stalinistiske fremfærd over for interne kritikere har mere end nogen anden begivenhed siden Murens fald gjort vesterlændinge opmærksomme på de værdier, der karakteriserer vores samfundsmodel. Der er meget få nulevende danskere, der oplevede besættelsen på egen krop, og selvom der stod meget på spil under Den Kolde Krig, var den i Europa mere kold end varm.
Derfor er mange i Vesten kommet til at tage vores sikkerhed, frihed og værdier for givet. For nogen er det endda slået over i at modsætte sig Vestens værdier om demokrati, retsstat, tolerance, pluralisme og individuelle rettigheder. Når man er født med en sølvske i munden kan disse værdier synes abstrakte og fjerne. I et mediedemokrati, hvor alle magthaveres adfærd granskes 24 timer i døgnet med kritik og latterliggørelse som følgesvend, er det også nemt at blive kynisk. For vores fokus er typisk på alle de forhold, der ikke fungerer. Vi zoomer ind på vores beslutningstageres og institutioners fejl og mangler, og medmindre man formår at zoome ud og få et bredere og mere nuanceret perspektiv, er det nemt at blive kynisk.
I autoritære og illiberale stater er billedet et helt andet. Her fremstår den store leder som handlekraftig og ufejlbarlig, hvilket selvfølgelig skyldes kombinationen af propaganda og censur, et træk, der tilfredsstiller et basalt menneskeligt psykologisk behov for at kunne identificere sig med en leder på et dybere plan end det rationelle. Men Ukrainekrisen har udstillet, hvor galt det går for de interne kritikere af det liberale demokrati fra både højre og venstre, når deres ideer går fra sværmerier i den abstrakte til virkelighedens blodige verden.
Den måske mest bizarre stemme på venstrefløjen er den såkaldte »fredsforsker« Jan Øberg , der ovenpå Vestens sanktioner og våbenleverancer til desperate ukrainere udtalte til Politiken: »Jeg er dybt chokeret og bekymret over det her forsøg på at presse russerne helt op i et hjørne« .
At NATO og EU svarer på en russisk invasion af et suverænt land i strid med FN-Pagten ved at indføre sanktioner og levere våben til ukrainerne, er altså lig med at »presse russerne helt op i et hjørne« .
Men det kan ikke undre, at Øberg har mistet evnen til at skelne sandt fra falsk og ret fra vrang. Generelt synes hele Øbergs verdensbillede at være baseret på en præmis om, at Vesten er aggressor, mens aggression fra ikkevestlige aktører udgør selvforsvar. Fra Muhammed-krise, til konflikten i Syrien og Kinas behandling af Uighurer har Øberg således turneret rundt som nyttig idiot i statsfinansierede propagandamedier som RT i Rusland, PRESS tv i Iran og kinesiske Global Times og People’s Daily med budskabet om Vesten som det onde. Til Global Times udtalte Øberg: »Jeg tror, at menneskeheden ville elske Kina, hvis det blev det første land til at foreslå en ny model for global sikkerhed og fred. NATO-modellen er ligeså forældet, som den er farlig« .
Her taler vi altså om det Kina, der dagligt truer Taiwan, har indført koncentrationslejre i Xinjiang (hvilket Øberg afviser) og på rekordtid har afviklet demokrati og frihed i Hong Kong.
Det mest bizarre er dog, at Jan Øbergs analyser har vækket genklang på den nationalkonservative højrefløj, hvor Marie Krarup i en række Facebook-opslag har henvist til Øbergs analyse som støtte til sin egen »nuancerede« forståelse af angrebet på Ukraine. Heldigvis står Øberg og Krarup isoleret. Det er således et fåtal af vesterlændinge, der er til fals for autoritær propaganda. Når lokummet brænder, bliver vores abstrakte værdier særdeles konkrete.”
• • •
Læs og læg mærke til Mchangamas små lurvede tricks undervejs i bevisføringen frem til dommen at Øberg er en nyttig idiot for de værste i verden. Jeg ville nok ikke bruge ham som advokat.
Han er naturligvis tvunget til at forvride argumenterne for at få sin dom til at se rimelig ud. Jeg taler f.eks. aldeles ikke om at Rusland efter/ovenpå sin invasion er trængt op i et hjørne. Hvad jeg sagde var, at konflikten handler om NATOs ekspansion over mer end 20 år helt op til Ruslands grænser og i strid med de løfter, samtlige vigtige vestlige leder gav Gorbatjov om at NATO ikke ville udvidde så meget som én tomme mod øst (hvad der var hovedårsagen til at Gorbatjov accepterede et forenet Tyskland i NATO).
De i indledningen nævnte tricks, der indgår i den aktuelt polariserede positionsdebat – med eller imod os, det gode Vest – findes alle i Mchangamas artikel. For eksempel den om at jeg jo er falsk – fredsforsker i citationstegn. At min kriminelle handling består i at have talt og skrevet i ikke-vestlige og statsfinancierede medier. Og så skyld gennem associering med Marie Krarup – som forresten er én af de få politikere, der véd noget og udtrykker sig helt fornuftigt – og altså så mit ståsted på venstrefløjen. Det kendte jeg ikke selv til, men det véd juristen.
Nuvel, Berlingske Tidendes debatredaktør, Pierre Collignon, sætter så en post på Facebook under overskriften Nyttige Idioter:
Det er jo spøjst att en debatredaktør har den holdning til forskellige meninger, at han omfavner begrebet “nyttig idiot,” der ofte knyttes til at være for fred og have forståelse for Rusland (Sovjetunionen). Jeg skal måske prøve at sende en tekst til ham… 😂
Som med fråde om munden kaster Berlingske-flokken sig over mig nyttige idiot – herunder også Enhedslistens Pelle Dragsted på Twitter:
Den synes jeg alle, der følger mig, skal se på Facebook, og jeg lægge ikke fingre imellem:
Pelle Dragsted forklarer så sit standpunkt i tråden, gentager sin løgn om at jeg var i Syrien på al-Assads invitation og skriver derpå en række ting, der i hvert fald i mine øjne nok så overbevisende viser, at han ikke kan noget som helst om konflikterne i Syrien men bare fordømmer den ene sides vold – og véd at det er politisk korrekt at se “slagteren” al-Assad som eneste årsag til år af helvede i Syrien.
Han er vred over at jeg ikke står dér hvor han står. Og han forstår det ikke, for han har aldrig læst – kan ikke have læst – en linje af hvad jeg har skrevet om sagen.
Når såvel Tante Berlingerne som Onkel Dragsted synes det er vigtigt at begå en slags karaktérmord på mig må jeg have sagt noget vigtigt.
Jeg har på fornemmelsen af debatklimaets ekstreme kulde er en indikator på Vestens intellektuelle nedrustning de seneste mange år og af at mennesker er blevet forført af medier med FOSI = Fake + Omission + Source Ignorance – i en sådan grad at de ikke længere aner hvad de tør tro på.
Dét er farligt for demokratiet. Det er farligt for Vestens fremtid, at den selv tilsyneladende er ved at blive lige så autoritær (på en anden måde) som dem, den angriber – ja, at den lukker ned for alle andre synspunkter end Vestens egen eneste Sandhed, der i stigende omfang helt bevidst blir krydret med løgne og udelukkelse.
Jo svagere Vesten bliver, jo mere vil den lyve og lukke medier, munde, meninger og mangfoldighed.
Det er gået rivende hurtigt efter Ruslands forkastelige invasion af Ukraine. Den vil blive brugt til yderligere opinions-styring, selv- og anden censur i månederne, der kommer. Kyse menneskene. Som ved en frokost, jeg var inviteret til i ellers debatlystne menneskers hjem – “vel, idag taler vi ikke politik.”
Pluralismen, rummeligheden, meningernes brydning, respekten for “de andre” vil snart være en saga blott. Den stimulerende, elegante samtale og dyst på vid, viden, fakta og analyse er forsvundet. Den forudsætter den frie tanke og den trygge positivt udfordrende tale hvor ingen bliver dømt på forhånd fordi de udforsker en problemstilling: Men hvad nu hvis vi ser det på den hér måde?
Nej, det gør vi ikke, du! Der skal ikke stilles spørgsmål eller diskuteres alternative forklaringer. Der er kun én måde og derfor kun én sandhed.
Denne intellektuelle nedrustning og inkvisitoriske positioneringskamp har nu vundet indpas langt ind i spørgsmålene om krig og fred, udenrigspolitik og menneskerettigheder. For eksempel i alle partier i Danmark og stort set hele pressen.
Den er tillige den vigtigste ingrediens i den kommende patologiske oprustningsspiral, som er så massiv at den vil underminere vores velfærd og udviklingskraft samtidig med at den vil øge risikoen for menneskehedens undergang.
Vesten og NATO er i den grad usikre på sig selv. Groupthinks autisme har rodfæstet sig.
•
Skal man måske se det sådan at Vesten egentlig er på vej til at gøre militarismen til den nye sekulære Gud? Fordi den ikke har andet og bedre at tro på?
At et splittet Vest, der hidtil ikke har kunnet finde sammen internt mod nogen større udfordring eller skabe en ny positiv vision om hvor vi skal hen på denne klode – endelig står helt tæt sammen omend om den forkerte politik – hadets?
Ville det være så mærkeligt at en hel civilisation i dyb krise og nedgang tyr til en slags Gud – akkurat som mennesker ofte gør det når slutningen nærmer sig?
Man kan afgjort se militarismen som en sammenholdende kraft. Krig handler om polarisering, om at være i modsætning til de andre – ugudelige – dem, der tænker kætterske tanker i vor egen kreds. Ingen slinger i valsen, forrædder! Som en gudsopfattelse, der isolerer dem, der tænker anderledes og er anderledes og udenfor os selv? En styrkens beskyttende struktur eller billede, der kræver lydighed men også lover os frelse? Og fylder i hvert fald en del af det eksistentielle tomrum – void – som det materialistiske vækst-Vest aldrig har klaret at fylde meningsfuldt?
Eller måske længere nede i det kollektive ubevidste: Atomkrigen som den ultimative frelse, eskatologi (de sidste yderste ting og døden) og katharsis (renselsen) fra og af fortiden frem mod den nye, fjendefrie verdens (gen)opståen?
Den, der tror på atomvåbnenes nødvendighed må jo dog mene, at hun eller han og i hvert fald en del af verden selv overlever?
Og vil have Gud på sin side?
Noter
• Mens jeg skrev dette dumpede en meget træffende analyse af norske Terje Alnes ind i min inbakke – “Innsnevring av kampsonen.”
• I den findes der også et link til en heksejagt på en norsk forsker og professor, Glenn Diesen fordi han har skrevet i RT – tidligere Russia Today.
Mange tak til Jan Øberg og mange andre tænkende og passionerede mennesker, der har deltaget i denne debat på Jans facebook.
Det er meget sørgeligt at se hvordan en af Enhedslistens ideologiske “hoveder” udstiller det fænomen, som ihvertfald for mig, har været alt for tydeligt i mange år.
At hvis man vil overleve i dansk politik er man (åbenbart!) nødt til at korrumpere sig. For kampen står om stemmerne, og ikke længere om ideologien og værdierne.
Sådan behøvede det ikke at være, men det har de sidste rester af “venstrefløjen” ikke destomindre valgt at gøre.
Det betyder at Dragsted og hans fæller lige så stille fortsætter med at skrive sig ud af den stolte historie de ellers har været en del af.
For os andre – ihvertfald for mig – slår det fast at vi må forfølge andre kamppladser. Men måske er der stadig håb for at mennesker, der reelt er interesserede i at opbygge en fredelig verden, hvor mennesker sammen med hinanden arbejder for frihed, lighed og broderskab, også bruger parlamentarismen som kampplads. Men hvis ikke, så klarer vi os nok foruden.
Egentlig sært (- og MEGET forstemmende), at folk som Jacob Mchangama og Pelle Dragsted ikke bemærker ligheden mellem deres frådende angreb på Jan Øberg – og Sovjet-systemets behandling af – – –
dissidenter.
[…] præcist kalder NATO/Ruslands-krigen om Ukraine – og så ville stille nogle spørgsmål med udgangspunkt i Jacob Mchangamas artikel – den hvor han forsøger sig på et karaktérmord på mig og bruger begrebet nyttig […]
Ligesom Putin, ligesom Milosevic, ligesom Assad, der alle føler sig ’misforstået’, så vil Jan Øberg tigge om sympati som en stakkels offer for censur, Øberg har fået 2 siders mikrofonholderi i Politiken, interview i Kristelig Dagblad, osv osv. Øbergs ønske om ’forståelse’ for Putin og for russernes projekt er i stærkt kontrast til hans vedvarende fordømmelse af alt med Vesten og Nato. Selve Putins brutale invasion af Ukraine er åbenbart Nato’s skyld. Please! Øberg har åbenbart overset at det ikke er Nato der har invaderet Ukraine, ikke Nato der har bombet Mariupol, Kharkiv, og Kiev. Det er ikke Nato der har dræbt hundredevis af ukrainer og skabt millioner af flygtninge. Det er ikke Nato der dræber ukrainerne. Det er Putin. Putin har besluttet at gøre det. Putin er een og alene ansvarlig for denne death and destruction. Han kunne har ageret anderledes. Fælles for alle de ledere som Øberg vil have os til at ’forstå’ – Putin, Milosevic, Assad, Kina, osv – er ikke bare at de føler sig misforsået. Øberg nævner aldrig at disse autoritære ledere har også en ting til fælles: at de har også ført krig mod deres egne befolkning! Som autoritære diktators har de terroriseret deres egne lande først langt før de begyndte at invadere andre lande og undertrykke andre folk. Det er ikke NATO eller Vesten der har fået Putin til at undertrykke den russiske civil samfund, at lukke al fri media, at sætte Navalny i fængsel at forsøge at dræbe oppositionspolitikere. Det er Putin og hans regime. ’Foreign policy begins at home’. Putin agerer i Ukraine som han har ageret i Rusland. Sådan er det med de alle de diktatorer som Øberg vil have at vi skal ’forstå’. Trods Øbergs fordømmelse af Vesten og Nato, er NATO og Rusland ikke lige skyldig i Ukraines tragedie. NATO har naturlig lavet mange forkert strategiske fejltagelser. Men NATO har ikke ’ekspanderet’ som en imperie. Tværtimod har flere ex-Sovjet lande, der med gode grund var bange for Rusland, ønsket de sikkerhedsgarantier som Nato kunne give dem. Balterne, rumænerne, polakkerne har alle deres egne tragiske historie med Rusland. Øberg skal holde op med at leje offer, og erkender at det hæftige debat i Danmark, noget som vi har i en demokratiske lande med en fri presse hvor selve Jan Øberg kan få spalteplads i aviserne, har intet at gøre med hvad Putin og andre autoritære styre gøre mod dem der stille kritiske spørgsmål. At Øberg synes at det er helt OK at tale på RT eller kinesisk media, media der bevist støtter disse to autoritære styre, ja, det giver stof til eftertanke. En russisk Jan Øberg type would not last 5 minutes i Putins Rusland.