Danmarks udenrigspolitiske udfordringer (2015)

I 2015 skrev jeg et længere manus til en bog, Hvor Står Danmark Nu? 8 Analyser af de udenrigspolitiske udfordringer for Danmark – redigeret af Clement Behrendt Kjersgaard og udgivet på Ræsons Forlag. Det havde overskriften som ovenfor, blev forkortet og indgik i bogen som “Militærmagt hører fortiden til” (s. 100-120).

Det er det oprindelige, længere manus, jeg nu publicerer hér – simpelthen fordi jeg kom til at tænke på det, da jeg for et par dage siden skrev min kritiske artikel om den danske regerings Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi fra januar 2022.

Denne artikel vil muligvis kunne fungere som en slags forståelsesbaggrund til min kritik af UM’s Strategi. Men den kan naturligvis også stå alene sådan som den altså blev skrevet i efterået 2015.

•

Udfordringer og trusler i den nye verden

Ordet ”udfordringer” kan bruges om så meget, både positivt og negativt. Trusler derimod er negativt ladet.

Udfordringer afhænger af øjnene der ser, hvilket perspektiv og kultur de ses fra og på hvilken tidshorisont. Jeg tillader mig at se på Danmark udefra, anlægge et globalt perspektiv og vælger en tidshorisont, der er sådan omtrent 10 x den sædvanlige politiske på 4 år.

Udfordringer kan være realistiske og håndgribelige – eller mere tænkte, ”futuristiske”, heuristiske og diffuse. Nogle vil vel også inkludere en sandsynlig/usandsynlig vinkel på begrebet udfordring.

”Usandsynlig” er vigtigt hér. Ved en bedømmelse af hvilke udfordringer, der foreligger på en så eller så lang tidshorisont kan vi være sikre på at der vil dukke noget op, som vi ikke er – og måske ikke kan være – forberedte på.

Højst en håndfuld eksperter forudsagde f.eks. Sovjetunionens og Warzawapagtens opløsning for omkring 25 år siden, ingen af de store efterretningstjenester så den komme.
Det samme gælder 11. september 2001.

Ingen forudså vel heller at Rosa Parks’ forbliven på et sæde i bussen i Alabama skulle blive startskuddet for medborgerbevægelsen på i USA. Da Gandhi bøjede sig ned og samlede en håndfuld salt op i Dandi som afslutning på Saltmarchen i 1930 indledtes afslutningen på det britiske imperium og vejen til Indiens selvstændighed i 1947.

Eller hvad med Mohamed Bouaziz, den tunesiske frugtsælger som satte ild til sig selv og derved blev dråben, der flød over i det arabiske forår.

Livet og verden er fuld af små ting, der ikke kan forudsiges men udfordrer os med sine – i hvert fald af og til – meget omfattende konsekvenser. Disse små ting der får uanet store konsekvenser kaldes i litteraturen for ”sorte svaner.” Og dem er historien fuld af.

Derfor er det vigtigt at udenrigs- og forsvarspolitik ledes og udredes af mennesker, der ikke bare har fagkundskab på en række områder men også bruger intuition og betjener sig af de metoder, der findes indenfor f.eks. fremtidsforskning, laver projektioner af nuværende trender men også ser på brudflader, kulturelle skæringspunkter og strukturers krakelleringsmønstre – herunder de sorte svaner.

Visse ting kan vi bare have et generelt beredskab for. Nogle trusler og udfordringer er så store at et forsvar er meningsløst, f.eks. storkrig eller atomkrig på dansk/nordisk område eller risikoen for et altødelæggende jordskælv. Andre kan frasorteres fordi de betragtes som urealistiske inden for en vis tidsramme.

Lande og statsledelser definerer og vælger selv sine udfordringer og trusler. Det beskrives udfra to hensyn:

A) at man skal maksimerer nytten af det beredskab og de resourcer man allerede har investeret i. Hvis man har et militær men stort set ingen andre elementer af et bredere sikkerhed- eller fredsbegreb vil der være en tilbøjelighed til at definere udfordringer og trusler så relevansen af dette militær bekræftes – hvad der også kan kaldes inerti og selvsving.

B) Udfordringerne beskrives som så pas store og/eller sandsynlige og/eller alvorlige at de kan passe til den evne landet og dets regering har til at gøre noget ved dem, enten alene eller sammen med allierede. Stormagter med stor kapacitet til at projicere militærmagt rundt om i verden ser naturligvis trusler overalt – og jo mere man ejer, jo mere kan man miste. En mindre magt ser anderledes på trusler – bekymrer sig om de mindre ting, den kan gøre noget ved.

Danmark har intet forsvar mod atomkrig (eller folkeoplysning om hvordan vi skal krybe ind under et bord hvis den kommer). Det havde vi i 1960erne. Truslen opleves som for stor (rigtigt) eller for usandsynlig (forkert!) til at vi kan gøre noget ved den selv.

Den – evige – psyko-politiske projektion af Sovjetunionen-Rusland som den store fjende defineres som så stor at den skam bør imødegås ved militære foranstaltninger hjemme (som kampfly og medieoprustning) og i NATO – men ikke så stor at vi ligeså godt kan indføre den glistrupske telefonsvarer med meddelelsen om at vi overgiver os.

Trusselsbilleder basere sig nok på visse faktuelle forhold men størstedelen af dem er således rent psyko-politiske konstruktioner. Og konkrete fjendebilleder er ofte projektioner af ens egne mere mørke sider over på en fjende.

De fleste definerer stadigvæk – helt ude af trit med tiden – sikkerhed og forsvar som noget, der er nationalt og i første række skal afhjælpes ved militære midler. I medier og politik betyder ”forsvar” noget med våben og doktriner – og kun dét.

Den der i stedet snakker om defensivt militær og civilt forsvar, ikkevoldelig eller civilmodstand, konfliktløsning, voldsforebyggelse osv. bliver troet ungefær lige så meget som den, der i Kierkegaardsk forstand råbte at teatret brænder.

Men i virkeligheden er de store udfordringer, der truer os alle, noget der stort set ikke kan afbødes, mødes, eller løses ved militære midlers brug eller inden for nationalstaten.

Her kan man tænke på miljøets mange undergangsaspekter, arternes udryddelse, den globale økonomis vanvittige skævvridning i overudvikling for de få og underudvikling for de mange; det gælder overgangen til det balancerede samfund med vedvarende energi og det gælder sameksistensen mellem forskellige kulturer, religioner og identitetsbegreber – for nu at nævne nogle få.

Men partikulære fåtals-interesser som dem, der indgår i det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks (MIMAK), vedbliver dog med at på bekostning af skatteyderes penge og sikkerhed at tilfredsstille sine egne, ikke menneskehedens eller den danske befolknings sikkerhed og ønsker om at leve i fred og fordragelighed.

Derfor racer vi derudaf med militaristiske svar på i grunden civile (og civilisatoriske) udfordringer og tror at militære midler kan forbedre ”humanitære” behov for f.eks. retfærdighed, demokrati, menneskerettigher, kvindens ligestilling og moderne udvikling.

Det eneste vi har fået ud af dette mismatch de seneste 20-30 år er død og ødelæggelse i land efter land. Vi ser had og boomeranger (”blowbacks”) – læs øget modstand, terrorisme, flygtningestrømme – og et afsindigt spild af resourcer i en verden, der uden denne militarisme ville kunne være et meget bedre sted.

I dette kapitel skal vi se på følgende valgte udfordringer

1 • Terrorismen, den statslige og den private – samt ‘krigen mod terroren’ som indledtes 11. september 2001.

2 • Nødvendigheden af at omstille den militaristisk aktive udenrigspolitik til en ny, fredeligere men endnu mere aktiv udenrigspolitik. At skabe forudsætninger for at vi og vore venner i langt langt højere grad følger FN-Deklarationens kapitel 1, artikel 1 om at fred skal skabes med fredelige midler. Det betyder en fortsat meget aktiv udenrigspolitik men med langt mindre hang til vold end vi har haft siden 1999.

3 • At successivt distancere os fra USA men forblive venner – det vil sige at skabe en ny grundlæggende selvstændig udenrigspolitik i stedet for at have et udenrigsministerium og et statsfinansieret forskningsmiljø, der mestendels forklarer og legitimerer at vi bør følge hvad der allerede er besluttet i Washington og Bryssel.

4 • Skridt for skridt orientere os mod hele verden, ikke mindst BRICS m fl samt en verden hvor Vesten spiller en relativt mindre rolle og verden ikke i første række består af nationalstater.

5 • Forberede os på den ikke helt usandsynlige eventualitet at EU bryder helt eller delvist sammen og at vi da må alliere os med et nyt Stor-Norden med omkring 25 millioner indbyggere. Samt afvikle den nye kolde krig med fokus på Ukraine.

6 • Bidrage til afskaffelsen af atomvåbnene og krigen som accepteret social institution, bevæge os frem mod en fremtid uden dem og derfor også uden NATO. Et Europa og en verden, der lægger disse ting bag sig på samme måde som vi af civilisatoriske grunde har sagt farvel til det absolutte monarki, slaveri og kannibalisme.

Der er mange andre udfordringer, f.eks hele miljøproblemet inklusive den globale opvarming, men et kort kapitel kan ikke behandle alle mulige, sandsynlige og usandsynlige, udfordringer.

Afsluttende i denne indledning blot dette: Det må indgå i alle overvejelser at nationalstaten og dens regeringer spiller en stadigt mindre rolle. I disse år undermineres nationalstaten nedefra ved hjælp af civilsamfundet, global kommunikation, sociale medier og kulturelle sub-grupperingers autonome liv. Og den undermineres oppefra i den forstand at de store problemer kun kan løses på højere niveauer end nationalstatens – at den enkelte regering kun kan spille en betydningfuld rolle ved at samarbejde transnationalt (ikke over-nationalt), dvs. på alle niveauer fra det enkelte menneske til menneskeheden.

Udenrigspolitik forstået som inter-nationale relationer er derfor på retur. Vi går en fremtid i møde hvor det er globalpolitikken, der vil stå i centrum og national(ismen) vil blive en saga blott. Folketinget bestemmer i stadig mindre omfang hvad der vil være Danmarks fremtid; den afgøres i stadig højere grad ude i verden – af organer og mennesker, vi ikke har valgt, såsom de store selskabers bestyrelser, børserne, finansinstitutionerne, regionale organisationer, FN, EU, NATO, BRICS, etc.

På sigt kommer dagens udenrigsministerier derfor sandsynligvis at have udspillet sin rolle og blive omdannet til globalministerier. Det samme gælder medier, der har lokale og nationale sider og en sides udenrigsnyt – men intet om den transnationale eller globale virkelighed.

Een måde at tage hul på denne fascinerende globale verden er at den politiske sfære matcher den økonomiske og den militære sfæres progressive globalsyn. De tænker ikke i nationalstater, de ser hele verden som en enhed.

Således burde vi have ikke bare folketingspolitikere på valg men også alle, der repræsenterer Danmark i vigtige internationale fora. I en globaliserende verden vil demokratiet tabe hvis det sidder bundet i den stadigt mindre væsentlige nationalstat.

Demokratiet må globaliseres på linje med de andre sfærer – og dét er anden nok så stor udfordring, som vi ikke skal behandle i det følgende og endnu et område hvor militære midler er irrelevante.

Terrorismen som udfordring: Stop den nuværende krig mod terror

Terrorisme er et politiske begreb og der findes snesevis af definitioner. Hér holder vi os til den, der siger at det er en handling med et politisk formål, der direkte tager sigte på at skade eller dræbe u-skyldige og mennesker, der ikke er delagtige i en konflikt – f.eks. børn i en skolebus.

Terrorismen karakteriseres desuden ved at være overraskende – bygge på ”fear-ology” altså det at få mennesker til hele tiden at frygte og derfor opgive deres vigtigste værdier for at opnå beskyttelse. Den strider mod folkeretten, mod anstændighed og moralske grundværdier, den er modbydelig og skal per definition overraske. Men grundlæggende er altså at den rammer uskyldige og skaber skræk.

Dette leder til to hovedtyper: a) Smågruppers terror som f.eks. den zionistiske Irgunbevægelse eller Baader-Meinhof i sin tid, Al Qaeda, ISIS og hvad de nu hedder i dag; b) Statsterrorisme, der udøves gennem atomvåben (terror-balancen), krigsførelse med civile ofre som stadigt større andel af alle sårede eller dræbte; ødelæggelse af livsmuligheder, der bringer folk på flugt; klyngebomber, miner og droner; i visse tilfælde økonomiske sanktioner, der er rettet mod civilbefolkning som tilfældet var i Irak hvor omkring én million døde, i højere grad som følge af 13 års sanktioner end som følge af invasionen, krigen og besættelsen.

Statsterrorismen er den, regeringer og enheder som EU og NATO samt vore statsloyale medier helst ikke taler om. Vi skal forstå at terrorisme er ikke-statslig, stater bruger ikke terror – de bekæmper den ædelt og beskytter kun sine medborgere. Terroristerne, det er ”de andre”. Og hvis vi bliver ramt hér i Europa så er vi de historisk uskyldige ofre, der har ret til at svare igen med overvold, med mere bombninger.

Det vi ser udspille sig i tragedier som Paris 13. november 2015 er kampen mellem de to hovedtyper af terrorisme. Frankrigs og andre vestlige landes historiske adfærd i store dele af Mellemøsten og Afrika har fundamentalt bygget på terrorismens grundidé, uanset de mere ædle motiver med hvilken den er blevet motiveret.

Det er også udtryk for en direkte vold som svar på vestverdens historiske strukturelle vold, herunder kolonialisme og imperialisme som tankestrukturer og interaktionsmønstre. Og på kulturel euro-racisme.

Da tårnene faldt den 11. september 2001 indledte George W. Bush ‘krigen mod terror.’ Konkret skete det med angrebet på Afghanistan 10/7. I årene op til 9/11 døde ifølge State Department omkring 400 mennesker verden rundt (og 700 blev såret) i terrorhandlinger. Ifølge det såkaldte Global Terror Index, der blev offentliggjort i november 2015, er tallet for 2014 ikke færre en 32.600. Af vores presse kan man få det indtryk at det altid rammer os – de uskyldige. Imidlertid står kun 5 lande for 78% af alle døde, nemlig Afghanistan, Irak, Nigeria, Pakistan og Syrien.

Hvis man har bekæmpet terrorismen i snart 15 år og har som facit at der nu dør 80 gange flere mennesker som følge af terrorisme end da den indledtes turde det være ret indlysende at a) indsatsen ikke bare er en fiasko men at b) indsatsen i sig selv bidrager til at øge problemet. Hverken den amerikanske, den franske eller den danske regering har andre svar på smågruppeterrorismen end den at øge volden – ”we kill people who kill people because it is wrong to kill people.”

Spiraleffekten er indlysende. Det vil kun blive værre til den dag nogen standser op og begynder at tænke.

At udvikle alternativer til ‘krigen mod terroren’ er derfor en meget central udfordring for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske administration. Og som gamle Einstein sagde kan man ikke løse et problem på samme niveau som det er blevet skabt på – ejheller ved at bruge mere af de midler, der skaber problemet.

En helt anden diagnose, en dybere og mere historisk betonet analyse af terrorismen og hvorfor den er dukket op som isme i disse år må erstatte den vestlige klynken over relativt få tab (se ovenfor) og spillen uskyldigt offer. Og erstatte det frie samfund med en politistat – lige netop hvad mange terrorister har ønsket at vise: at demokratiets fernis er endog meget tynd.

For hver eneste vi slår ihjel står mange parate – fordi de til forskel fra os er villige til at ofre livet for det, de tror på. Det klarer vi – nok så fejt, kan man sige – ved hjælpe af high tech og krig på dataskærme på betryggende afstand.

Vi vil aldrig kunne bekæmpe en isme ved at slå enhver tilhænger af ismen ihjel. Kriminalitet kan heller ikke bekæmpes ved at slå alle kriminelle ihjel. Sygdomme ikke ved at slå alle syge ihjel. Det er eksistentielt nødvendigt at vi tænker på en helt anden måde – inden ”de andre” får endnu flere avancerede våben (fra os) endog måske taktiske atomvåben.

Den der siger at disse ting ikke skal diskuteres for så risikerer man at forsvare terroristen/ismen tager fejl. Det gjorde alle partiledere desværre i en TV-debat fra Christiansborg dagen efter drabene i København på Krudttønden og ved Synagogen. At forklare er på ingen måde at forsvare; det er et første skridt til at finde løsninger.

Hvad er man egentlig så bange for at tale om?

En ny dansk aktiv globalpolitik – mere tanke og etik, mindre vold

At småstater skal være på tæerne for at navigere klogt og klare sig godt i en enormt kompliceret tid er indlysende. Men hvordan gør man så dét? Der er i hovedsag to veje at gå. Den ene er at hele tiden vælge en allieret, indordne sig for at opnå beskyttelse – og i praksis afgive suverænitet og selvstændig tænkning. På den måde risikerer man dog at blive ramt af ”guilt by association.” Det er alliance-politikkens dilemma – og der er ingen garanti for en lykkelig udgang. Vi kan blive revet med i faldet.

Den anden vej er at gøre som Schweiz i Europa, Costa Rica i Mellemamerika, Island i Nord eller Iran i Mellemøsten – kort sagt, at gøre noget andet, tænke på andre måder og sige farvel til flokmentaliteten. Denne vej har også sine dilemmaer, men den selvstændige navigation baseret på egne analyser og ikke på bare at følge den ene eller den anden åbner principielt for både respekt i andres øjne og en rolle som mægler. Og for mangfoldighed, alt er ikke sat på ét brædt.

Schweiz har en anden forsvars- og sikkerhedsfilosofi (og et anderledes demokrati) end alle andre og det er til nytte for andre lande i verden – ikke kun med FN og forhandlinger men også med at gemme sort kapital. Hvem vil ødelægge et sådant land? At være til nytte for andre, gøre noget godt for andre – f.eks. de nødlidende i verden – skaber nye venner, respekt og beundring og reducerer antallet af mulige fjender.

I den kyniske tid vi lever i er denne niche endog meget bred.

Danmark har siden 1999 været en aktiv bombe- og krigsnation. Det er som om det endnu ikke er gået op for danskerne eller deres politikere hvad der er sket med dem.

Havde man forudsagt i 1970-80erne at Danmark ville ligge længst fremme med deltagelse i krig både politisk og militær ville de fleste have grint en vis legemsdel i laser. Hér i det lille smør- og ølhul snakker vi om tingene for vi har både uddannelse og dannelse, højskoler, Grundtvig, velfærdsstat, socialdemokrati og andet demokrati, internationalisme og solidaritet. Og vi véd godt fra de mørke år hvad krig er for noget.

Det er historie nu. Dagens politikere tilhører en generation, der ikke aner hvad krig er og ikke forstår dens væsen. Krig er noget, der foregår ude i verden – det nye er, som statsminister Løkke Rasmussen sagde i nævnte paneldebat at nu føres den også i Europa.

Inden man helt mister kompasset bør man tænke på at det er forsvindende få, der bliver dræbt i krige og terrorhandlinger. At der f.eks. hver dag dør over 25.000 børn under 5 år – hvortil kommer ældre børn og de voksne – fordi de savner de grundlæggende ting som vort økonomiske system nægter dem at få – ”når få har for meget og mange flere har for lidt da har vi i dårskab det drevet vidt” kunne man sige for at parafrasere Grundtvig. Lad os sige at der mindst dør 50.000 unødvendigt hver dag på kloden. I dét perspektiv er 32.600 per år et meget mindre vigtigt problem.

Statsminister Løkke Rasmussen har i et eksklusivt interview med DR’s Ask Rostrup den 6. oktober 2015 givet udtryk for at Danmark efter hans opfattelse skal fortsætte at den hårdtslående vej. Han taler hér om at Danmark også skal bombe i Syrien – vel at mærke ikke som udtryk for folkeviljen men derimod hvis den internationale koalition ønsker vores medvirken. Han mener videre at det vil være godt hvis der oprettes sikre zoner men at han ikke kan se for sig selv med en spændstig fantasi, som han udtrykker det, at der nogensinde vil komme boots on the ground.

Nogen politisk løsning, en vision om fremtidens Mellemøsten nævnes ikke. Bombninger fremstilles, i hvert fald i dette interview, af statsministeren som en løsning. Den og de sikre zoner hænger sammen med at Europas samfund ikke kan bære at millioner af flygtninge fortsætter at kommer hertil. (Og hér kan man så minde ham om at der bag enhver flygtning står en våbenhandler og krigspolitiker).

Alt dette savner både etik og faglighed og og derfor burde vække et ramaskrig. Men det har det ikke gjort. Det er uetisk at genne medborgere ud af huse og ind i flygtningelejre for så helt at kunne pulverisere deres land. En slags apartheid-tænkning med bantustans. For at redde Europa fra den naturlige konsekvens – flygtningene – af europæiske landes militaristiske politik.

Hvis man har så store fredsskabende ambitioner, så vis dog at vi mener noget med det og sæt danske soldater på marken og betal prisen. Men nej, vi skal bombe først og så sikre de sikre zoner fra luften med vore kampfly. Statsministeren må være undskyldt at han ikke kan vide alt om disse ting, men har han ingen rådgivere?

I Srebrenica i 1995 kunne FN ikke sikre de seks sikre zoner med tusinder af fredsbevarende soldater, dels fordi det gik hårdt for sig, fordi amerikanerne havde foreslået den bosniakiske regering under Izetbegovic i Sarajevo at fylde de sikre zoner med ammunitionsdepoter og så skyde indefra zonerne ud på serberne udenfor, der i lang tid ikke gengældte ilden fordi de ville have dræbt flygtninge.

Chefen for FN i Jugoslavien havde krævet 32.000 flere fredsbevarende soldater for virkeligt at kunne sikre de seks zoner – men fik kun 1200 tyrkere. Og endelig var FN på daværende tidspunkt bankerot på grund af manglende indbetalinger fra medlemsstater, først og fremmest USA.

Med erfaringen fra vel omkring 7.000 døde i Srbrenica taler Løkke Rasmussen altså nu om at sikre enorme zoner med tusinder og atter tusinder af civile i Syrien udelukkende med fly fra luften. Han taler ikke om en ny stor FN-mission og bestemt ikke om danske soldater. Da jeg går ud fra at statsministeren er et moralsk mennesker, der ikke ønsker at se massemord i såkaldt sikre zoner må man konkludere at han og den danske udenrigsadministration ikke er kyndige på disse områder. For det han hér argumenterer for er ikke ét men flere nye Srebrenica. Man kan ikke sikre flygtninge i sikre zoner med F16 fra luften. Sådan er det bare. Den er ikke længere.

Distancere sig fra USA, forblive venner og hjælpe det ud af krisen

Vestverden er træt. Og resten af verden er træt af vestverden. Uheldigvis tilhører Danmark denne vestverden i både politisk, kulturel, økonomisk, religiøs, militær – og udenrigspolitisk – forstand.

Vesten med det amerikanske imperium i spidsen er på tilbagegang i forhold til resten af verden. Indikatorerne er så mange at de ikke skal diskuteres hér. Alle imperier går ned, før eller siden – f.eks. når de bliver uhåndtérligt store, militariserer sig ihjel (Sovjetunionen), mister legitimitet i andres øjne og går nedad i relativ økonomisk styrke. USA har haft det hele siden 1945, men altså ikke idag. Kun på det militære område er man ”second to none.”

Der i hovedsagen to måder at se denne udfordring på for Danmarks vedkommende.

Man kan fortsætte som hidtil og lade som ingenting – remain in denial – og tage skraldet når faktum ikke længere går at se bort fra. Det vil blive en brat opvågnen og vi vil stå uden planlægning af den nye epoke i verdens moderne historie.

Den anden måde at forholde sig til denne udfordring vil være at forberede sig på den de næste 10-15 år og står rimeligt vel forberedt når den nye multipolære verden er blevet den dominerende og USA en republik uden imperium og NATO derfor er blevet nedlagt.

Denne vej vil være den objektivt bedste for Danmark, vores sikkerhed, udvikling og mulige positive bidrag til den nye verden. Det vil kræve at vi fortsætter med at føre en på alle måder venligtsindet politik med USA men samtidig begynder at gå på to ben og fører en af Washington selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til resten af verden.

Det har hidtil været utænkeligt at vi skulle gå direkte imod USA. Det udenrigspolitiske miljø i Danmark har brugt megen tid på mere eller mindre sofistikerede analyser der – tilfældigvis – altid munder ud i at det tjener os bedst at gøre hvad Washington foreslår eller kræver.

Vi skal tilbage til 1980erne for at finde en vis selvstændighed f.eks. da man i Sikkerheds- og Nedrustningpolitisk Udvalg, SNU (hvor jeg var ekspertmedlem i 10 år), udarbejdede en gedigen rapport om Norden som atomfri zone.

Siden da er udenrigs- og sikkerhedspolitikken blevet mere eller mindre en ekspeditionssag – som da daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt en torsdag eftermiddag blev ringet op af Washington, der anmodede om at vi skulle deltage i ny bombninger (efter 4 år som besættelsesmagt) i Irak og på en pressekonference fredag kl 12 meddelte den måbende hob at Danmark atter skulle i krig. Så lemfeldigt og analyseløst kan det gøres i Danmark anno 2014 – and no questions asked by the media.

Dette at gå i krig turde dog være den vigtigste beslutning en regering overhovedet kan tage.

Men hvilken vej er Danmark så på vej ud af? Ja, det er næppe erkendelsens eller fornyelsens politik, der står lige om hjørnet. Statsministeren meddelte 15. september 2015 at man har nedsat en enmands-kommission bestående af ambassadør og jurist Peter Taksøe-Jensen, der skal udrede hele spektret af udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik.

Den skal give et friskt nyt perspektiv, siger udenrigsminister Kristian Jensen og danne grundlag for forsvarsforliget 2017. Mandatet beskrives her http://www.politiko.dk/nyheder/dokumentation-her-er-peter-taksoee-jensens-arbejdsopgaver

Taksøe-Jensen er tidligere ambassadør i USA og har en nærmest næsegrus beundring for landet og dets politik. I et afskedsinterview i Washington Post 29. juni 2015 siger han blandt andet at den vigtigste sted man bør se i USA er Arlington-kirkegården ”fordi den får dig til at reflektere over alle de ting dette land har gjort for verden.”

Nok så vigtigt er at Taksøe-Jensen var chef for Udenrigsministeriets folkeretskontor og var den, der strikkede det notat sammen, der skulle få det at se ud som legalt at Danmark deltog i Irak-krigen og derfor stod først på listen over vidner i den Irak-kommission, der blev nedlagt. (Politiken 30. juni 2015). Dagbladet Information havde meddelt den 28. juni at regeringen ville nedlægge kommissionen.

At man overhovedet kan komme på at ét menneske kan udrede dette enorme område (og han selv synes at tro at han kan) er stærkt urovækkende. Hvis der var seriøse motiver bag ville man have etableret en kommission med tilstrækkeligt stor budget og med åbenhed og politiske og intellektuel og professionel bredde.

Den linje, der blev lagt af Fogh Rasmussen, der kombinerede aktiv militaristisk udenrigspolitik med foragt for intellektuel kompetence og politisk bredde i udformningen af politikken, synes at blive fortsat. Mens den virkelig verden passerer forbi udenfor murene.

En dag vil konsekvenserne heraf blive nok så mærkbare for Danmark.

Resten af verden

Det går rivende hurtigt i disse år. Det afrikanske kontinent vokser så det knager. Kina er blevet den største økonomi og temmeligt velkonsolideret med sin blandøkonomi og reserver. Det har hevet 400 millioner ud af fattigdom på bare 20 år – aldrig før gjort i verden. Sådan gør man noget for menneskerettighederne!

Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika har formet BRICS. Nye valutafonde og handelsmønstre, Silkevejen etc. Iran vil rejse sig efter alle elendigheder siden CIA/MI5’s kup mod den demokratisk valgte Mossadegh i 1953 og formentlig blive Mellemøstens Schweiz med en sin guiness-lignende rekord – at man ikke har invaderet nogen anden stat i omkring 250 år.

På en lang række menneskelige indikatorer går det bedre i verden. Der vil opstår muslimsk, buddhistiske og andre økonomier, nye økonomiske blandformer vil erstatte neo-liberalismen – kapitalisme til visse ting, adre typer af økonomi til andre. Den nye ”valuta” er information, socialt entrepreneurship og civilsamfundene vil blive styrket og regeringer svækket. Vi vil få helt nye måder at stemme på, også globalt – muligvis via Internettet.

Frøene til og dynamikken for disse ting findes i stadigt større grad uden for den kreds, vi kalder Vestverden – omend vi vil hænge ved en stund til.

Det turde nu være klart for enhver seende at vestverden har spillet fallit i Mellemøsten siden Sykes-Picot i 1917 og at det er payback time. Det skal gøre meget mere ondt, før det bliver godt i verden igen.

Selvom USA økonomi kan fremstå som stærk har den nok så mange korthus-egenskaber såsom gældssætning og overmilitarisering. Det koster en hel del at konstant føre krig og have 600+ basefaciliteter i 130 lande.

Vi går imod en multi-polær verden med en ny dynamik. FN vil blive reformeret, samarbejde ikke dominans vil blive tidens melodi og med-os-eller-mod-os et levn fra den gamle kristne, dikotomiserende verden.

Fremtidens ledere vil indse – eller blive tvunget til at indse – at samarbejde er den eneste vej frem og at konflikter om f.eks. vand kan vendes til samarbejdsprojekter. Nedrustning vil bllive en realitet og den lille minoritet af lande, der opretholder atomvåben som legitime vil blive marginaliseret. Det vil gå med krigen som med rygning – på få år vil det normativt ”normale” blive fordømt – uanset de stærke økonomiske interesser i både det tobaks- og det militærindustrielle kompleks.

I realiteten har vi ikke noget valg hvis vi skal overleve på længere sigt. Men hvert et land og region kan naturligvis vælge hvornår det vil orientere sig mod fremtiden og hvor længe det vil holde krampagtigt fast i fortiden. Sidstnævnte er dog – at the end of the day – et overstået stadium.

Så medierne ville gøre klogt i at sende langt flere korrespondenter ud i den store ikke-vestlige verden. Og det udenrigspolitiske Danmark vil enten være med dér hvor det nye foregår eller sakke agterud. At holde sig fast i rælingen på det amerikanske imperiums synkende skude vil ligne Honeckers loyalitet med Moskva.

Europæiske udfordringer – Ukraine/Rusland og EU

Det kan ikke udelukkes at EU vil bryde helt eller delvist sammen. Den horisontale ekspansion og den vertikale er ude af trit; Grækenland er et andet stikord, et hurtigt-langsomt EU et andet. Med alle flygtninge, der også fremover vil komme til Europa bliver der let grænseproblemer, mangel på fælles fodslag, store problemer med at fordele byrden og med hvordan man skal reagere på de næste terrorangreb.

EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er aldrig blevet til andet og mere end ord i Lissabon-traktaten; den eneste gang den er blevet prøvet gik det helt galt: Den hovedløse anerkendelse af Slovenien og Kroatien d af Jugoslavien gjorde krig i Bosnien-Hercegovina uundgåelig.

Få, om nogen, ser EU som en fælles regional institution med stimulerende visioner for en bedre verden. EU-medlemmernes ledelser sidder fast i det nationale eller nationalistiske paradigme med nationale interesser, ikke EU. Den anden del af Unionens formålsparagraf, nemlig den at bidrage til fred uden for unionen selv, er svær at få øje på. EU’s nærmeste samarbejdspartner er NATO, ikke FN eller OSCE.

EU og neokonservative kreds i Washington var hovedårsagen til Ukraine-krisen – regimeskifte og forsøget presse Ukraine til at vælge enten dem eller os, ikke begge. I stedet for at gøre nytte fra alle sider for et Ukraine hvis økonomiske elendighed svarer til dagens Iraks. Ufattelige problemer for en stat i Europa som både Rusland, USA og EU bruger som brik i sine egne spil.

Ved Ukraine stoppede altså den NATO-ekspansion som vestlige ledere lovede Gorbachev og hans udenrigsminister Shevardnadze aldrig ville finde sted. Clinton var den, der påbegyndte den i 1994, i det siden så problemskabende Georgien.

Men Rusland er vel den store tilbagevendende trussel? Vel, det har 8% af NATOs militære udgifter og synes – ret naturligt – ikke meget om et oprustende, ekspansivt NATO helt ind på livet. Ingen vestlig nation i samme sitation ville gøre det heller. Men indlevelse i andres måde at se os på er ikke den første egenskab f.eks. NATOs ivrige og provokerende generaler og den ellers så kløgtige Stoltenberg synes at være i besiddelse af.

I 25 år har vestverden kørt sit eget løb – Kosovo som et eksempel. Og har derfor ikke megen goodwill kapital når man belærer Putin om at ”you just don’t bully small countries for no good reason” eller hvad det nu var den amerikanske udenrigsminister John Kerry fik sagt i et ufrivilligt (tragi)komisk øjeblik.

Danmark kunne – hvis vi havde en selvstændig udenrigspolitisk kapacitet – have taget et mæglingsinitiativ sammen med like-mindede lande. Dét og ikke ny fremskudte reaktionsstyrker, nye baser og vanvittigt kostbare og provokerende militærøvelser over hele Europa ville have meget mere at gøre med Danmarks – og danskernes – krav på at leve i sikkerhed og fred.

De klogere ledere under den første kolde krig – som Brandt, Palme, Kreisky, Kekkonen, Finnbogadottir, Jørgensen m.fl. for nu at nævne nogle dygtige socialdemokrater blandt dem – vidste hvad ingen synes at vide idag med deres sindsstemning af hybris: At der ikke kan etableres sikkerhed i Europa mod, kun med, Rusland.

Det betyder ikke at vi skal føje os i alt Moskva gør, men det indebærer at afstå fra åbenlyse provokationer à la et vel planlagt regimeskifte i en nabostat, finansieret over en række år af neo-konservative kredse i Washington, herunder organisationer der sandsynligvis er frontorganisationer for CIA. Det er at overholde løfter og aftaler og det er at afstå fra ting som missilskjoldet, der utvetydigt er rettet imod Rusland hvis man har forstået en pind af de aktuelle atomare og konventionelle doktriner, der har til formål at muliggøre snarere end at afskrække fra krig.

Til løsning af Ukrainekrisen kræves en analyse af ukrainernes holdninger til forskellige spørgsmål af civil og militær natur, deres billede af fremtiden, samt en meget omfattende peacekeeping mission i FN’s regi med de tre klassiske ben – militær, politi og civile.

Den skal sikre sikre stabiliteten i de år, der måtte gå fra Minsk-våbenhvileaftalerne til en holdbar fredsaftale for hele området og alle involverede parter. At stort set ingen (andre end undertegnede) på et tidligt tidspunkt pegede på FN i denne sammenhæng kan kun bekræfte hvor militariseret Vestens tænkemåde er blevet.

Hvis EU i de nærmeste 5-10 svækkes i betydelig grad vil det være nok så klogt at have en Plan B – en plan der handler om fleksible civile alliancer, et forstærket Stor-Norden – noget der også vil være relevant i forhold til Arktis al den stund vi nordboer har mere tilfælles med hinanden end vi har med f.eks. USA, Rusland eller Rumænien.

Det som finnerne i sin tid kaldte ekvi-distance til de store lande ville være en begavet, forsigtig politik, der holder os uden for konfrontationer mellem de store og samtidig muliggør en rolle som samarbejdende til alle sider indenfor et naturligere fællesskab.

Afskaf atomvåbnene og balancér militære midler med civile

Atomvåben er deklareret i strid med folkeretten af Den International Domstol i Haag, i 1996, snart for tyve år siden. Ifølge FN skal Mellemøsten være fri for atomvåben. Ingen af NATO-landene tager disse ting med den alvor som alvorlige ting bør tages med.

Størstedelen af verden er atomfri – snesevis af lande har deklareret, vedtaget love eller betonet de i sine grundlove at man aldrig vil anskaffe atomvåben. Kun en lille arrogant elite af mennesker, der a) aldrig har spurgt nogen om atomvåben i en folkeafstemning og b) betjener sig af terrorismens filosofi – opretholder denne type af våben. Uden dem og doktrinen om at være den første til at anvende dem endog som svar på et udelukkende konventionelt angreb ville NATO ikke være NATO.

Der har været uhyggeligt mange eksempler på menneskelige og tekniske fejl i atomvåbenanlæggene. Mange tror at fordi vi fik dem ind i verden i juli 1945 og USA brugte dem på Hiroshima og Nagasaki som et signal til Stalin, ja så er de kommet for at blive. Det er naivt – fordi en dag vil de blive brugt af den ene eller anden grund, bevidst eller ved et uheld. Der findes imidlertid intet legitimt politisk mål, der kan motivere drabet på millioner af medmennesker.

Dansk udenrigspolitik kunne meget vel opgradere dette spørgsmål – igen hvis vi ikke måtte optræde som lydstat men havde en selvstændig analysekapacitet og politik.

Atomvåben kan ikke defineres som værende i Danmarks interesse. Og tesen om at de kun er her for aldrig at blive brugt holder ikke en meter. Hvis parterne viste dét om hinanden ville de jo ikke have nogen afskrækkende virkning overhovedet.

Og resten af det militære?

Jeg er tilhænger af militært forsvar af Danmark om ikke andet så fordi et flertal af danskerne ønsker en eller anden for for militær. Men under to forudsætninger: a) at det kun kan bruges til netop forsvar og i den forstand er defensivt og ikke truer nogen medmindre denne nogen kommer til os; og b) at det får en passende status i en bred værktøjskasse sammen med mængder af civile voldsforebyggende elementer.

I dagens verden synes specielt politiker, der ikke véd hvad krig er, at højteknologiske militære midler kan bruges til hvad som helt – forsvar, angreb, besættelse, danskeres sikkerhed mod terror, fremme af menneskerettigheder, indførelse af vestlige værdier i andre kulturer og – Gud hjælpe os alle – til at redde menneskeliv – R2Protect/humanitær intervention – men tilfældigvis kun i lande vi har geo-strategiske interesser i, ikke dér hvor der virkeligt ville være brug for en rent humanitær operation til redning af truede menneskeliv.

Jo mere vi uddanner os til at forstå og håndtere konflikter, jo mindre vold vil der være brug for. Det er den måske største enkeltudfordring for det lille, ny-militaristiske Danmark – men den er gammel: Det er dét vi har forpligtet os til ved at være FN-medlem, nemlig at krigen skal afskaffes og at konflikter skal løses først med fredelige mider og hvis dét ikke er muligt så ved en fælles FN-ledet militæraktion. I disse tider er det værd at minde om dét.

Verden har ikke brug for unipolaritet med enhed i enfoldighed og evig konfrontation men for multipolaritet i mangfoldighed og mest mulig fred med fredelige midler når problemer opstår.