Det spørgsmål tager Arbejderen op på torsdag den 14. oktober – naturligvis som den eneste i dansk presse – og det skal avisen sørme have en stor og varm tak for:
Emnet er enormt vigtigt i en tid hvor USA vender sig mod Kina i stedet for Europa – hvilket for så vidt bare viser hvorfor NATO eksisterer og ledes af USA: for USAs skyld, ikke for europæernes. Dem ignorer man når andet ser vigtigere ud. Det lyder nu fra mange sider at Europa må “gøre mere for sig selv” og det eneste alternativ man kan komme op med i vår anti-intellektuelle og anti-freds-tid er – ja naturligvis: Et EU-militær, en Europa-hær – forsvar betyder våbenmagt.
Vi véd fra NATO’s virke siden 1949 at der ikke bliver fred gennem våbenmagt, afskrækkelse og selvopfundne fjendebilleder, men kritiske stemmer lukkes idag sustematisk ude af det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK.
At freden skulle kunne sikres på andre måder end med stadig flere og dyre våben, at man skulle kunne lave et nyt sikkerhedssystem i Europa med begavet konflikthåndtering i centrum og militær som den absolut sidste udvej helt i pagt med FN-Erklæringens Artikel 1 – nej, det diskuteres hverken i politik, forskning eller medier. Heller ikke på dét punkt har EU nogen vision.
Det er for intellektuelt, urealistisk eller blåøjet – eller hvad nu dagens “realister” bruger af ord fordi de ikke magter nytænkning – alternativer.
Militarismens velfinancierede interesseer har kvalt fredens diskurs de sidste 20-30 år. Folkene og freden betaler priser hver eneste dag.
Jeg har derfor gjort arrangørerne opmærksom på at jeg for 16 år siden, i 2005, skrev en længere enmandsudredning – eller lille bog – om EU som freds- eller krigsskaber. Den er vistnok stadig den eneste af slagsen.
Der er selvsagt sket meget vedrørerne EU og sikkerhedspolitikken siden da, men den indeholdt så mange principielle analyser baseret på teori og praksis i fredsforskningen at den, der ikke bare vil snakk dagsaktuelle tiltag, vil kunne have en vis glæde af den. Du kan læse om den hér:
Fremmer EU freden?
Analyse, kritik og alternativer
Den blev udgivet af Ny Agenda i 2005 og kan også downloades som PDF. Nok så nyttig for studiekredse og anden – lidt bredere – reflektion om begreber, principper og alternativer forud for den kommende debat mod EU’s fortsatte militarisering – mod “Forsvars-Unionen”.
Selv står jeg dér at det hele er galt tænkt og at hvis det var rigtigt tænkt så skal man heller ikke have et fælles militær hvis man ikke magter at have en fælles politik. Og det har EU kun haft på ét vigtigt punkt i årtier: Da det i strid med folkeretten anerkendte Slovenien og Kroatien som selvstændige stater, dermed formelt opløste Jugoslavien uden at have én tanke om Rest-Jugoslaviens fremtid – og dermed gjorde krigen i Bosnien-Hercegovina uundgåelig…
Dette var så hvad der kom ud af det. Ikke meget om EU og endnu mindre om reelle alternativer. Ak ja.
