Politisk korrekt repræsentativitet i kulturlivet?

14. september 2020

Den 11. september 2020 kunne man på DR.dk læse at en ung forsker har undersøgt repræsentativiteten i dansk film og kommet frem til at der er problemer. I inledningen står der at:

– Muslimske unge mænd er kriminelle, utilpassede og farlige for samfundet. Og muslimske kvinder er undertrykte eller succeser på trods. Det er nogle af de stereotyper, vi møder i filmverdenen, mener forsker Tess Skadegård Thorsen. Hun har netop forsvaret sin ph.d. om, hvordan den kreative branche tænker om repræsentation i film.

– Langt de fleste mennesker, jeg har talt med – instruktører, castere, skuespillere – er enormt opmærksomme på problematikken og har mange overvejelser omkring diversitet både foran og bagved kameraet, siger Tess Skadegård Thorsen.

Men det er netop målet om diversitet, som Tess Skadegård Thorsen ikke tror, er løsningen i sig selv. En af konklusionerne i afhandlingen er, at det ikke er nok, at man skruer op for antallet af kvinder eller minoriteter foran skærmen: De skal også have de rigtige roller.

Tess Thorsen har da givetvis fat i noget vigtigt – i det mindste set indenfor rammerne af den omsiggribende identitetspolitiske diskurs. Alligevel rejser artiklen – læs den i sin helhed – alle de røde lamper hos mig:

  • Skal der overhovedet være/indføres en norm omkring repræsentativitet vedrørende minoriteter?
  • Hvem skal i så fald være dommere vedrørende hvad der er akceptabelt og hvad der ikke er det i denne kunstform?
  • Og, for det tredje, skal det gælde alle kulturområder – eller i så fald bare på filmens område?

Med en snert af sarkasme skrev jeg denne kommentar på min Facebook-side:

“Ih ja, lad os snarest få indført et kvote- og identitets-diversitets-balance-kriterium og overlade til en ny statslig myndighed at afgøre hvad der er politisk acceptabelt og hvad der ikke er politisk korrekt nok. Så kan vi kede os ihjel af forudsigelighed og mangel på enhver form for fri kunstnerisk kreativitet. Hvor den politiske korrekthed går ind, går kunsten ud. Og samfundet dør!
Dette er Rindalisme anno 2020 – et krisetegn, der råber til himlen af dumhed. Gad vide hvor langt det hér skal gå før nogen stopper op og begynder at tænke?

PS Fredsforskere og andre, der arbejder imod volden, er definitivt en helvedes lille minoritet. Jeg vil føle mig krænket hvis der ikke indføres en kvote for denne minoritet i alle fremtidens film, bøger, forskning, teater, nyhedsmedier, billedkunst, ballet, og i folketinget.

Og hér kan du læse debatten som den kommentaren afstedkom.

I et svar på et indlæg dér morede jeg mig over en forudsigelig konsekvens hvis vi skal have proportionel repræsentativitet – “der skal så bare være en 1200-1500 medvirkende i alle film, baletter og på teaterscenerne så alle grupper kan være repræsenteret. Arbejdsløsheden vil snart være en saga blott.”

Jeg har naturligvis ikke læst selve afhandlingen men reagerer udelukkende på hvad Danmarks Radio formidler om den.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.