9. november 2019
Denne dag markerer 30 året for Berlinmurens fald. USA har mere end noget andet land bidraget til at de nye muligheder denne begivenhed – takket være folkelige bevægelser i begge dele af Europa samt Mikhail Gorbatjovs ikkevoldspolitik, mod og vision – åbnede i stedet er endt i en ny Kold Krig.
Den forhenværende skuespiller, skønhedsdronning, kiropraktor og investor, Carla Sands, der også – tilfældigvis som det virker – er USAs ambassadør i Danmark skrev i Information den 22. oktober en gyseligt selvhævdende og faktuelt uhæderlig artikel om hvad Danmark burde gøre vedrørende sikkerheden – sikkerhed hører sammen med fred og forsvar til blandt de mest misbrugte ord i vore anti-intellektuelle tid.
Hvem sagde intimerende indblanding i andre landes interne anliggender?
Hvordan havde danske politikere og medier reageret hvis andre landes ambassadører havde skrevet en lignende belæring – Tyrkiet, Kina, Rusland, Iran? Man ville formodentlig have råbt og skreget om Danmark som suveræn stat, der ikke accepterer eller lader sig kyse af den slags?
Nå, men vi kan da håbe på at udenrigsminister Jeppe Kofod i det mindste kalder hende “op” og giver hende en afhøvling med henvisning til hvor blindt loyalt Danmark har været de sidste tyve år siden US/NATO-bombningen af Jugoslavien og hvad den politik også har kostet i danske menneskeliv og anseelse ude i verden.
Nej vel!?
Iøvrigt må man spørge i hvilken verden lever ambassadricen lever? Og hvor meget man kan påstå udokumenteret, fordreje og fortie – og alligevel blive publiceret?
Hun véd jo godt at Ruslands militære udgifter er 8% af de 29 NATO-landes, men nævner det ikke. Hun fortier USAs egen oprustning og stribevis af – fallerede – krige.
Målet om at bruge 2% af bruttonationalproduktet, BNP, på forsvaret filosofisk humbug. Hvis “forsvaret” handler om at imødegå trusler fra andre stater og/eller udviklinger i verden så skal jeg hilse og sige at disse ikke stiger og falder i takt med et lands økonomiske udvikling.
Hvis altså Danmarks BNP skulle stige 25% på et par år så ville det ifølge denne filosofi også øge sine militærudgifter med 25% uanset hvordan verden så ud.
Trusler og udfordringer sam-varierer ikke med økonomisk formåen – og det omvendte er heller ikke tilfældet. 2%-målet har reelt én funktion, nemlig den at sikre militærindustrien en fast andel af NATO-landenes økonomi og for at få fingre i den må man til stadighed opfinde fjendebilleder med hvilket dette konstante tyveri af produktive resourcer kan fremstå som acceptabelt i skatteydernes øjne.
Carla Sands artikel har ikke en høstblomst med kyndig og begavet sikkerhedspolitik at gøre. Men den er en fin illustration af det faktum at hvor militarismen går ind går sund fornuft og intellektuel hæderlighed – ja kundskab selv – ud.
Hun er som sagt tidligere skuespiller, kiropraktor, investor og skønhedsdronning.
Fint ville det være hvis hun tog sit tøj og vendte tilbage til nogle af disse – for ambassadørprofessionen åbenbart så relevante – roller.
PS En af de film, Carla Sands har medvirket i, er Death Stalker. The Warriors From Hell (1988) i hvilken hun spiller Princess Carissa.
Det kan mærkes, at dette indlæg er skrevet med glødende taster. Jeg giver dig helt ret i, at det er galimatias, at Trump kræver, at vi reserverer 2% af bnp til militæret. Især fordi vi samtidig står med følgevirkningerne af de krige USA fører (med egne eller stedfortrædende styrker) i Mellemøsten, Østeuropa og Afrika.
[…] Sands er, som jeg har påpeget tidligere, en skandale for begrebet diplomati og har ingen baggrund, der gør hende værdig til jobbet som […]