Verdens gang de sidste 50 år og de næste 50 år

15. september 2019

50 års jubilar-tale holdt på Aarhus Katedralskole den 28. juni 2019

Kære studenter og øvrige elever – nuværende og tidligere lærere – kære rektor, jubilarer og alle andre!

Tak fordi jeg må komme tilbage til vores skole idag og sige lidt om verdens fremtid. Man skal jo spå, især om fremtiden.

Jeg gør det med udgangspunkt i mit virke som freds- og fremtidsforsker, international mægler i mange konflikt- og krigsområder samt et akademisk virke som forsker og gæsteprofessor rundt om i verden.

At dette har været mit liv kan jeg i høj grad takke Katedralskolen for – og særligt én person, nemlig daværende rektor Aage Bertelsen – en meget ukonventionel skolemand, humanist og pacifist, der i 1969 afgik efter 22 års tjeneste som rektor for Aarhus Katedralskole (1). 

Med udgangspunkt i hans værdier og håb for verden dér for 50 år siden skal jeg nu sige lidt om hvordan det så er gået og hvordan det vil være gået når I, der idag sidder her, kommer som 50-års jubilarer, i 2069.

Jeg vil gerne være tilstede og se om mine forudsigelser var rigtige, men jeg kan dog ikke love noget…

Aage Bertelsen – humanist, pacifist og skolemand

Aage Bertelsen var Danmarks ledende pacifist – altså imod krig og alle typer af vold. Denne livsfilosofi – kombineret med civilcourage og humanisme indebar at Aage og hans kone, Gerda, stillede sig i spidsen for arbejdet med at redde godt 7000 danske jøder i sikkerhed over Øresund i nætterne i oktober 1943.

”Oktober 43” også er titlen på den bog, han skrev om om denne civile modstand mod besættelsen. Forskellige udgaver af bogen har for- og efterord af daværende statsminister Hans Hedtoft, Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik, Victor Borge, Niels Bohr og Albert Einstein.

Som man forstår var Aage en mand, der i mere end én forstand ragede op og udover sin tid.

Det var en heltegerning af Danmarkshistoriske dimensioner. Og den minder os om at Danmark engang – frem til 1990erne – var et land, der hjalp nødlidende og var imod krig. Sådan er det desværre ikke idag.

Efter sin tid som rektor skabte han Oktober 43-Fonden. Baseret på indkomsten fra hans bøger og filmen om redningen af jøderne delte fonden penge ud til institutioner i Israel – f.eks. hospitaler – der havde både arabiske/palæstinensiske og jødiske børn.

Pacifisten Aage skrev også en meget omfattende bog om ikkevold i teori og praksis, Her Er Dit Våben, der udkom i 1962, samme år som Kuba-krisen indtraf; risikoen for atomkrig mellem USA og Sovjetunionen holdt menneskeheden i ulidelig spændingsfyldt angst. Vi var ekstremt tæt på menneskehedens og klodens undergang.

Hans fokus var netop risikoen for at den Kolde Krig skulle bryde ud i varm krig. Og Aage tænkte ikke kun kritisk men også konstruktivt: ikkevold og konfliktløsning måtte og kunne erstatte oprustningen og militærvæsen. 

Aage var ikke så lidt af en profet men – som alle andre, der har arbejdet for ægte fred i en militaristisk kultur – også kontroversiel. Bogen er aldrig blevet anmeldt i danske presse men er stadig en klassiker i ikkevoldslitteraturen.

Såvidt pacifisten og humanisten. Nu til skolemanden.

Jeg husker Aage engang kom ind ad døren som vikar  for min klasse. Stillede sig med sit store korpus i vide bukser med seler og kløede sig i sin hvide manke og sagde: ”Jeg véd godt I skal have matematik i denne time, men jeg vil hellere fortælle Jer om Albert Schweitzer og mit møde med Einstein”.

Det var de to vigtige ”Alberter” i Aages liv. Hans møde med Einstein endte med at denne sagde: ”Don’t forget Gandhi!” Og dét gjorde Aage aldrig.

Og det er derfor naturligt at der dengang hang et portræt af Schweitzer – der modtog Nobels fredspris i 1952 – ved hovedindgangen til vores skole.

Aage skabte to eksperimentlinjer med tilladelse af undervisningsminister Kresten Helveg Petersen – UNESCO-linjen og Russer-linjen. Den førstes idé var at eleverne skulle lære om samfundet ved at deltage aktivt i det i en periode udenfor skolen, f.eks. på fabrik; den anden at russiske og danske lærere skulle bygge bro og eleverne gå i hinandens skoler. 

Devisen var enkelt: Byg gode relationer og forsøg at forstå hinanden, så kan vi reducere risikoen for misforståelser, had og krig. Det var fredspædagogik i teori og praksis – længe før begrebet blev opfundet.

Og hvis I har hørt en skrøne om at vi dér for 50 år siden kunne samles hér i skolegården og neden for Aages vindue synge Frihed Er Det Bedste Guld – og han efter et antal gentagelser så ville slå vinduet op eller komme til syne i døren med et stort smil og sige – Ja, det er jo dejligt solskinsvejr i dag, så I må godt slippe for den sidste time – ja, så er det faktisk sandt. Jeg synes I skal opretholde denne fine frihedstradition i dag!

Den globale tid 1969-2019

1960erne var oprørets og forandringernes tid. Der fandtes en fredsbevægelse, de såkaldte u-lande kastede kolonialismens åg af sig og blev selvstændige. 

Medborgerbevægelsen med Rosa Parks og Martin Luther King Jr. tog til. USA var elsket og respekteret under John F. Kennedy – men ikke for den Vietnamkrig, der også optog alles sind. 

Det var ungdomsoprør, Flower Power, sex and rock n’roll, Beatles, Stones, Dylan. Det var en tid med visioner og håb – omend man kan smile lidt af noget af det, nu 50 år efter. Det var en idealismens og engagementets tid – ”gå ind i din tid” som Nordahl Grieg og Aage opfordrede ungdommen til.

Enhver kan se kontrasten til tidsånden i dag. I hvert fald i den vestlige verdens tidsånd.

Det vigtigste, der er sket i Europa de sidste 50 år, er ikke EU men afviklingen af Sovjetunionen og Warszawapagten under en klog, visionær statsmands ledelse, Mikhael Gorbatjov. Berlinmuren faldt, som det vil være de fleste bekendt, for 30 år siden, i 1989.

Vi burde have svaret med at nedlægge NATO og skabt et nyt sikkerheds- og fredssystem i verden. Alliancen eksisterede jo officielt som en beskyttelse mod netop Sovjetunionen og Warszawapagten. 

Men nej – under præsident Clinton udnyttede Vesten istedet at Rusland var helt nede på knæene og udviddede NATO op under Ruslands skørter, opløste Jugoslavien, kørte FN og folkeretten ud på et meget fjernt sidespor og førte en krig mod terrorismen – et relativt lille problem i vores verden også i forhold til atomvåbnenes såkaldte terror-balance – og deltog i ødelæggelsen af land efter land, kultur efter kultur: Somalia, Afghanistan, Irak, Libyen, Yemen, Syrien. Og nu står Iran tilsyneladende for tur.

Altsammen til ingen verdens nytte. Disse krigsfiaskoer har kun medført millioners død, ufattelige lidelse, flygtningestrømme og kulturel destruktion samt had. Målt i menneskeliv er terrorisme-problemet idag cirka 80 gange større end før 11. september 2001.

De atomvåben, Aage var bange for og som vi stadig bør være bange for, er der ganske vist færre af i dag end dengang, men de er blevet integreret i USAs og NATOs doktriner (og kun dér) på måder, der gør dem lettere at tage i brug. Atomtærsklen er dalet. Atomkrigstruslen er voksende.

Såvidt krigens problem, volden mod andre mennesker og kulturer. Det andet store problem er volden mod naturen, Moder Jord.

Siden 1950erne har forskningen utvetydigt fortalt os, at vi ikke kunne fortsætte med grænseløs materiel vækst og stigende forbrug og forurening uden at det ville gå grueligt galt – før eller siden. Men vi har faktisk ladet som ingenting.

Og dét peger så i retningen af det tredje store problem for os i Vest nemlig at demokratiet er også er i dyb krise.

Noget tyder på at det kun fungerer som beslutningsmekanisme når alt går godt og folketingskandidater kan love os guld og grønne skove – skønt der vel snart er hverken det ene eller det andet tilbage.

Kun meget få tror jo på at den, de stemmer på, virkeligt gør det, hun eller han lover. Og vi kan kun stemme men vi kan ikke vælge dem, der kan stemmes på. Politik er desuden blevet berøvet både visioner, værdier, idéer og etik.

Kort sagt, for dem der lever i Vesten som vi jo gør og altid har holdt af USAs kreativitet og dynamik (som jeg selv) så har de sidste årtier været de spildte muligheders.

Vesten har forsøgt at triumfere, dominere og missionere – med både Sværdet og med Biblen, kunne man sige – hvilket nu fører til at Vestverden selv går ned…synker:

” The Titanic sails at dawn –
Everybody’s shouting
”Which side are you on?” “

…som Bob Dylan synger på Desolation Row fra 1965.

De næste 50 år frem til 2069

Kære studenter! I vil derfor – ironisk udtrykt med et kendt citat – komme til at leve i interessante tider!

De to hovedproblemer vi skal have løst globalt – og dét har vi slet ikke 50 år til, måske kun 10-20 – er:

• at balancere forholdet mellem menneske og miljø;
• at reducere eller helt afskaffe krigen som accepteret social institution.

Under dem begge ligger volden.

Vi er derfor tvunget til at bekæmpe idéen om at volden – den direkte, fysiske, psykiske, kønsbetonede, strukturelle, økonomiske, militære og kulturelle vold – er OK.

Det er statsmandskløgt at skabe fred og udvikling. Mens enhver idiot kan starte en krig, kræver det viden og mod at skabe fred.

Det vigtigste, der vil ske i tiden, der kommer, er at det amerikanske imperium vil blive opløst – og dermed NATO – og at USA bliver en republik og kun dét, ikke en global magt med krig, CIA all over the place, 600 militærbaser i 130+ lande som alene USA har idag.

Hvis vi altså gør noget radikalt for at reducere volden og virkeligt bliver partnere med Moder Jord og ophører med voldtægten af hende og hvis vi overlever det amerikanske imperiums afvikling uden at nogen fyrer atomvåben af dér i de sidste timer – ja, så ser fremtiden lys ud:

• Det bliver en multipolær verden med mere samarbejde end konfrontation.

• En verden hvis tyngdepunkt er flyttet til the Orient og hvor vi i the Occident – som måske snarere er en Accident – stadig har en chance for at være med hvis vi samarbejder istedet for at isolere os selv.

• Der bliver ikke flere imperier – tanken om at ét land eller kultur skal lede alle de andre er forældet og umulig. Kineserne véd det. Vi er dømte til samarbejde. Til win-win i stedet for ulighed. Til at ”drive det vidt globalt når få har for meget og færre for lidt”, skulle jeg hilse fra Grundtvig og sige.

• Det bliver en global verden hvor nationalstatens betydning daler og det, der sker i f.eks. Folketinget, vil præge Danmarks fremtid mindre og mindre.

• Vi vil efter nogle generationer finde at et multietnisk Danmark er interessant og lærerigt, en berigelse. Det rene, danske Danmark? Glem det!

• Vi vil se en ny vækst i livskvaliteter og ikke i kvantiteter fordi, som Villy Sørensen så klogt har sagt det: ”Der er grænser for kvantitet men ikke for kvalitet”.

• Vi vil leve i en verden hvor mennesker løser sine – uundgåelige – konflikter med civile midler og hvor der kun bliver brugt vold som en sidste udvej for det fælles globalt bedste – som det står skrevet i Artikel 1 i FN-Deklarationen: “Fred skal skabes med fredelige midler!”
Tænk Jer, det har alle lande skrevet under på og ingen følger det!
Det gode samfund vil altid have konflikter, dem skal vi ikke afskaffe. Vi skal afskaffe volden.

• Der vil blive mange slags demokrati og styreformer, vi ikke kender i dag, og vi vil få globale beslutningsmekanismer, ikke kun nationale parlamenter i en verden, der ubønhørligt går mod globalisering både hvad gælder kultur, økonomi og militær.

Men hvordan det, vil nogen nok spørge? Hvordan kommer vi frem til en sådan meget mere tiltalende og human verden hvor vi finder enhed i mangfoldighed og ikke i enfoldighed og hvor vi har en global etik og ikke en naboskabsetik?

Det er forbløffende enkelt!

Vi begynder at tænke og handle i Gandhis, Einsteins, Bohrs, Schweitzers, Luther Kings – og Bertelsens – ånd!

Vi reducerer og afskaffer volden på samme måde som vi har afskaffet slaveriet, det absolutte monarki, børnearbejde og pædofili. Det er en civilisationsproces – og det er en overlevelsesstrategi.

Det andet der er brug for er lige så enkelt: At hver af os gør det som Nordahl Grieg og Aage – og mange andre sikkert også hér fra denne talerstol – har opfordret til: Gå ind i din tid, tage del, vær med – lev et otherfriend-liv istedet for et selfie-liv! For vi er kun noget sammen med andre.

Kort sagt også med Grundtvig: Lev et muntert og virksomt liv på Jorden. Gør det du selv er optaget af, føler passioneret for – men gør det kun hvis det også er til nytte for det samfund, du er en del af. Ask not what the world can do for you – ask what you can do for the world! – for nu at parafrasere John F. Kennedy.

Ligegyldigheden, underholdningen, luksuslivet, tankeløsheden og den naive tro på at det går jo nok altsammen uden at jeg behøver at løfte en finger – ja, de rejser på 1. klasse ombord på Titanic.

Og det er ikke nok at sige ”held og lykke”. Der skal også knokles. Og vi skal knokle videre sammen og på tværs af generationerne, ikke bare overlade ragnarok til Jer, der kommer efter.

Jeg selv er overbevist om at en mere menneskelig og mindre voldelig verden stadig er mulig. Det kan se svært ud men hvis vi ikke smøger ærmerne op og forsøger så vi vil aldrig lykkes.

Svære ting tager tid, de umulige ting tager lidt længere. Lad os komme igang.

Tak!

Note 1
Her en gennemgang af Aage Bertelsens gerning – med billeder