//////

Åbent brev til minister Støjberg: Rejs til Somalia sammen med dem, De vil udvise

Lund, 17. december 2018

Til udlændings- og integrationsminister Inger Støjberg

Jeg ser idag – med bestyrtelse – på DR.dk at De har til hensigt at sende omkring 1000 somalier hjem til Somalia. Underoverskriften lyder: “Ifølge Udlændingestyrelsen er der sikkert nok i Somalia til at rejse tilbage. Så det skal de gøre, siger ministeren.”

Jeg kender Somalia, dets kultur og politik, nok så godt fra 4 års arbejde der 1977-81. Allerede i 1981 blev jeg af samtlige somaliske venner, akademiske venner og ministre, inklusive premierminister Omar Arteh Ghalib, med beklagelse advaret mod at komme tilbage. For farligt for udlændinge. Flere af min venner forsvandt.

Siden da har jeg ikke truffet én, der mente at det ville være klogt af mig at rejse dertil. Jeg ville det gerne for det var et land og folk, der har betydet en del i mit personlige og intellektuelle liv.

For et par år siden rejste jeg istedet rundt i det meget meget sikrere Somaliland i nord, der som De ved har revet sig løs fra resten af Somalia og betragter Hargeisa som sin hovedstad.

Men selv déroppe fik den gruppe, jeg rejste med, på initiativ af udenrigsministeriet og militæret, bevæbnede vagter og der blev givet beskeder fra et checkpoint ude i provinserne til det næste hvor vore biler skulle komme frem og hvornår. Og dét er altså den sikreste del af det gamle Somalia.

DR’s fremragende reportage

Jeg er vel kendt af en del mennesker for at være en nok så skarp kritiker af DR.dk. Men hér har man gjort dét fremragende stykke journalistik – og ikke uden en god portion civilcourage af Afrika-korrespondent Søren Bendixen og fotograf Mads Køngerskov – der netop skal til i forhold til en minister som Dem.

Man har rejst ned til det dødsensfarlige Somalia for at bedømme situationen med egne øjne og troværdigt kunne rapportere hvorledes det ser ud dér hvortil De mener det er sikkert og menneskeligt rigtigt at sende sagesløse somaliere tilbage.

De formulerer det således – at “hvis man ikke længere har behov for vores beskyttelse og ens liv og helbred ikke længere er i fare i hjemlandet, og helt konkret i Somalia, så skal man selvfølgelig rejse hjem igen og genopbygge det land, man kom fra, siger ministeren.”

Dette resonnement er falsk i og med at det bygger på en hypotese om at “ens liv og helbred ikke længere er i fare i hjemlandet.” Jo, hvis det var så vel så ville De jo have ret. Men det er det ikke. Læs DR-reportagen. Den indeholder information, som De åbenbart har brug for. Og De kan jo ikke gerne kategorisere den som fake.

Er det sandt at Udlændingestyrelsens udsagn bygger på at man ikke har været i Somalia i årevis?

De må jo være bekendt med dét faktum, som Søren Bendixen fortæller, men som De ikke citeres for – formodentlig fordi De ikke har sagt det – nemlig som han udtrykker det: “Risikoen ved at rejse rundt i landet er så høj at den danske udlændingestyrelse for eksempel ikke har været i landet i tre år. Da de tilbage i 2015 rent faktisk var her, var det begrænset til et besøg i hovedstadens lufthavn.”

Det er altså denne Udlændingestyrelse, de frejdigt baserer Deres horrible, inhumane beslutning på, og udsætter andre menneskers liv for den største risiko.

Interesting too?  Sweden soon at war? Yes, perhaps, if in NATO

Kan De bekræfte at det, Bendixen hér siger om Udlændingestyrelsens besøg for tre år siden, er sandt?

Kan De – hvis det er sandt – forklare hvorfor De baserer hele deres politik og argumentation på dette område og det, de siger til DR.dk – på at Udlændingestyrelsen har sagt at det er sikkert nok når denne ikke selv har turdet bevæge sig uden for Muqdishu’s flyveplads.

For hvis det er som Bendixen skriver så er Deres fremstilling til DR ikke hæderlig.

For at erklære sikkerhedssituationen for tilbagevendende somaliere i Somalia for sikker nok og for at være et sted hvor de hjemsendte bør – kan de? – begynde at genopbygge deres land forudsætter grundigere studier på stedet end at, for nu at tage det usikre for det sikre, at fraråde at somalierne vender tilbage.

Hvorfor det, spørger De sikkert?

Fordi påstanden om at det er sikkert nok at rejse hjem til Somalia indebærer en uendeligt større risiko for disse henved 1000 menneskers liv og lem, end hvis De havde valgt at være på den sikre, rigtige og humanitære side og besluttet at ikke tvinge dem tilbage. Dén beslutning indebærer ikke en tilsvarende risiko på andre menneskers vegne.

Rejsevejledninger i Danmark og Sverige

Det er interessant, måske ligefrem pikant, at det danske udenrigsministerium har rejsevejledninger for næsten 80 lande i verden (endog f.eks. Sverige) – men ikke for Somalia. Vel vidende at det ikke er Deres resort, vil jeg dog foreslå Dem at slå på tråden til udenrigsministeren og beder ham om at udfylde dette mærkelig hul i vejledningerne.

Ellers kunne man få en ubehagelig mistanke om at der mørkes for at undgå at alt for mange skal få øje på modsigende oplysninger fra to ministre i samme regering. I dette tilfælde om sikkerheden i Somalia.

Det kan muligvis være interessant for Dem at se hvorledes det svenske Utrikesdepartement har formuleret sig om sikkerheden i Somalia:

“Med anledning av säkerhetsläget avråder Utrikesdepartementet tills vidare från alla resor till Somalia. Utrikesdepartementet uppmanar även de svenska medborgare som befinner sig i Somalia att lämna landet. Ursprungligt beslut om avrådan togs den 12 maj 2006. Avrådan gäller tills vidare.”

Den samme formulering i 12 år! Hér kan De læse den mere detaljerede svenske, officielle bedømmelse af sikkerheden i Somalia, senest opdateret i oktober i år. Det er nok så stærke ord, der i chokerende grad sætter Deres bekymringsløse og tværsikre beslutning og udtalelser i relief.

Appel

Jeg vil på det mest indtrængende appellere til Dem om at lade være med at sende så meget som én eneste somalier hjem nu og så længe det er så usikkert som det vitterligt er. Sikkerhedssituationen i en voldelig konfikt, der har varet siden 1981 og til idag – 37 år – er ikke noget at behandle så lemfældigt som De tilsyneladende gør. Af grunde kun guderne kan vide. For på medmenneskelighed, ansvar for andres liv samt tolerance bygger De ikke.

Interesting too?  Sveriges kärnvapenaccept: Landsförräderi och fredsförräderi

Som dansk minister er De den ansvarligt udøvende på et politisk område men De er også repræsentant for Danmark. Man ser den slags ude i den store verden fordi kommunikationer er globale.

Ingen véd med bestemthed hvor langt man i dansk politik vil gå i retning af mere militarisme og interventionisme/krigsdeltagelse, nationalisme og racisme. Personligt ville jeg have forsvortet at Danmark nogensinde vil være dér hvor det er i dag hvad angår udenrigs-, sikkerheds- og invandrerpolitik.

Men måske der hen ad vejen vil ske et kursskifte til det bedre. Da tror jeg De – hvis De også gennemfører denne beslutning – risikerer at eftertiden vil dømme Dem hårdt, måske endog som det moderne Danmarks mest inhumane og følelseskolde minister. Og der findes vel nok så mange, der mener at dét er ekstra problematisk for en kvindelig politiker.

De værner efter eget udsagn meget om det danske – vel som et værdigrundlag, som kittet i vort samfund. Det er flot nok og det skal vi også gøre – men dét kan gøres på flere måder.

I praktisk politik bidrager De til at ødelægge noget grundlæggende i det, som jeg selv og en del andre stadig tillader os at mene er kendetegnende for det danske samfund såsom medmenneskelighed, tolerance, villighed at stille op for dem, der – uforskyldt – lider nød, respekt for FN og folkeretten og de værdier, der er nedfældet dér efter årtiers møjsommeligt arbejde i Danmark og ude i verden for den vej at udvikle civilisationen.

Rejs selv med til Somalia, Inger Støjberg

Hvis De virkeligt mener at det er så sikkert at sende disse mennesker ned til Somalia vil jeg foreslå at De for at bakke Deres vurdering op på en troværdig og respektskabende måde personligt ledsager dem – ikke bare til Muqdishus flyveplads men rejser med en eller flere af dem til deres bestemmelsessted som f.eks. deres familie og tidligere hjem – hvis det da ikke allerede er ødelagt.

Og hvorfor ikke tage et par af de modigste folk fra Udlændingestyrelsen med Dem?

Når De derefter forhåbentlig uskadt kommer hjem vil det være med et barskt reality check og måske endog en smule ydmyghed. Og de ville vide lidt om hvad De taler om og hvilket ansvar, der naturligt påhviler Dem som menneske først og siden som minister.

Med venlig hilsen

Jan Øberg, fil.dr., forskningschef
Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF
https://transnational.live

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

3 Comments

  1. Støjberg er i lommen på DF – som resten af Venstreregeringen. DF og Venstre blæser højt og flot på menneskeliv. Fejrer svage menneskers ulykke med lagkage. Lindholm beskrives i udlandet, “som en ø, hvortil danskerne vil sende ‘migranter’, en Ø, der er forpestet af farlig virus mm”. Det er det Danmark, jeg engang var stolt af at være en del af. Hvad somalierne angår, bliver der trukket på skuldrene. Efter DF’s krav, SKAL de hjem (UD). Jeg husker tydeligt at delegationen, der skulle undersøge sikkerheden i Somalia, strandede i Mugadishus lufthavn. De kom ikke længere, det var for farligt at forlade lufthavnen. Derfor vendte delegationen meget hurtigt hjem til trygge Danmark……Det er hæsligt, det er sygt at være vidne til den ligegyldighed og uansvarlighed, DF og Støjberg udviser for andre menneskers liv. …Og så ikke at glemme Kenneth Kristensen Bernths kommentar om, at vi kan skyde de bådflygtninge, der vover livet på vej over Middelhavet……En anden DF mente at de anbragte på øen skulle tvinges til at spise svinekød 3 gange om dagen……hoverende…….
    .Sygt………DF.

  2. Støjberg er i lommen på DF – som resten af Venstreregeringen. DF og Venstre blæser højt og flot på menneskeliv. Fejrer svage menneskers ulykke med lagkager. Lindholm beskrives i udlandet “som en ø, hvor danskerne vil sende ‘migranter’, en ø, der er forpestet af farlig virus mm“. Det er det Danmark, jeg engang var stolt over at være en del af. Hvad somalierne angår, bliver der trukket på skuldrene, efter DF’s ønske, SKAL de hjem. Jeg husker tydeligt at delegationen strandede i Mugdishus lufthavn, det var for farligt at komme ud af lufthavnen. Og delegationen vendte temmelig hurtig hjem til Danmark.. Det er hæsligt, det er sygt at være vidne til den ligegyldighed og uansvarlighed, DF og Støjberg udviser for andre menneskers liv.

  3. Flot med alle de fornemme ord.. Men jeg er mere interesseret i hvor går grænsen.. Hvem definerer den.. Hvor længe skal vi holde armene ude i en stor kramme gestus.. Som flygtning.. Kan være med midlertidig opholds tilladelse.. Værende i landet på tålt ophold.. Eller generelt bare nyder af Danmarks (efter min min latterlige) overvældende hjælp.. Jeg forstår godt det er svært at få flygtninge sendt hjem.. Men inden Holger Danske vågner fuldstændigt op,, så måske vi i Danmark burde ta’ ansvar for den her svine bundne status vi befinder sig i..

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Kina fejrer 40 året for sin gode udvikling – og hvad gør vi?

Next Story

Tidsåndens armod

Latest from Dansk politik

Discover more from 🗝 Jan Oberg

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading