Nedenfor gengives et Åbent Brev til Villy Søvndal fra februar 2012.
Her er baggrunden for at jeg finder det vigtigt at gengive det idag 5 år senere og efter Aleppos befrielse.
I 2012 var vi en gruppe mennesker på Facebook-siden “Danmark for Fred Med Fredelige Midler”, der advarede daværende udenrigsminister Villy Søvndal mod at gøre det, der lå i luften på det tidspunkt: en eller anden form for i hovedsag militær intervention.
Vi appellerede til ham og alle andre om at bruge de værktøjer der findes inden for folkeretten og bruge FN-Erklæringen – især Artikel 1 om at “fred skal skabes med fredelige midler.”
Når jeg læser Brevet idag er det utroligt aktuel og konstruktiv.
Og intet af den blev implementeret – og det er da sikkert ikke Villy Søvndals personlige ansvar. Danmark har jo i mange år ført en aktiv udenrigspolitik og været længst fremme som bombeland. Det blev vi også i Syrien.
Hvad vi har set frem til Aleppos befrielse er enestående menneskelig kortsynethed, konflikt-analfabetisme og det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks’ hærgen. Det er en fortsætelse af hele den kolonialistiske tankegang: At vi i det civiliserede Europe véd så helvedes meget bedre hvordan tingene skal gøres end menneskene i et af verdens ældste kultursamfund (Aleppo er et af de steder der har boet mennesker sammen i længst tid).
En meget stor del af det frygtelige facit, verden sidder med i dag, kunne have være undgået!
Således ville langt færre end de måske omkring 300.000 man taler om i dag 5 år senere være døde.
Homs, Aleppo og mange flere store og små byer ville ikke være blevet lagt i ruiner, der føre vore tanker tilbage til 2. verdenskrig.
Millioner af mennesker ville ikke være blevet flygtninge inde i sit eget land og godt en million ville ikke være flygtet ud af landet.
Fattigdom og nød – som vi netop har set det ved Aleppos befrielse – ville være langt langt mindre takket være også de sanktioner, som alle véd i hovedsagen eller udelukkende skader uskyldige civile.
Og vi ville være sluppet for at bevidne en hidtil uset – og det siger ikke så lidt – mediekrig om sandheden om Syrien hvor interventionist-landenes medier har reduceret Syriens kompleksitet til ukendelighed og udelukkende solgt de historie, der kunne fremstille os selv som de gode og de andre som de onde.
At Syriens utallige konflikter og dybden og bredden af dem kan reducerer til to parter er usandt.
At alle gode er samlet på den ene side og alle de onde på den anden er usandt.
Løgnen er uundværlig for den, der fører krig mod principperne i folkeretten og humanitet.
Resultatet vises i den vestlige presses forbløffende og forstemmende ligegyldighed over for Østre Aleppos totale ødelæggelse og dets indbyggeres ufattelige lidelser – som de kom for dagen på befrielsesdagen den 12. december.
Initiativet “Danmark For Fred Med Fredelige Midler”
12 forslag forud for mødet den 24. februar i “Syriens Venner”
Kære Udenrigsminister Villy Søvndal
Vi har i nogen tid fulgt udviklingen i Syrien med interesse, og er meget bekymrede. Der er ingen tvivl om, at situationen i landet er uholdbar, og at det er nødvendigt at handle. Spørgsmålet er, hvordan der bedst handles for at sikre freden.
Danmark har i de sidste knap 11 år deltaget i en række væbnede konflikter – senest med støtte til oprøret i Libyen. I lyset af de forfærdeligheder, der blev begået af begge sider, forstår vi godt behovet for at handle. Desværre synes Danmarks palet af handlemuligheder at være reduceret til sanktioner – enten økonomiske eller i værste fald væbnede. Dette er beklageligt af flere grunde. Først og fremmest leder sanktioner sjældent til positive forandringer, men til det stik modsatte. Økonomiske sanktioner rammer aldrig de magthavere, de var udset til at påvirke, men derimod civilbefolkningen, der typisk reagerer ved at rykke sammen og tættere på deres lands ledelse.
Generelt set finder vi det betænkeligt at afvige fra FN, fordi man dermed ville åbne op for muligheden for at omgå FN’s normer og i særdeleshed folkeretten, som FN står for at forsvare. Ifølge FN-pagten er krig og magtanvendelse forbudt – undtagen, når der er tale om selvforsvar; magtanvendelse er med andre ord den sidste mulighed, da den sjældent fører noget godt med sig på lang sigt. Dette bør vi komme ihu set i lyset af de sidste 11 års udenrigspolitik, hvor vold og usikkerhed stadig florerer i blandt andet Irak.
Under ingen omstændigheder må én nation – eller en kombination af flere – intervenere i en anden nation uden lovlig tilladelse fra Sikkerhedsrådet. Skulle det alligevel ske, anses det som en ulovlig aggression og en ulovlig krigshandling. Artikel 8 i Montevideo-konventionen af 1933 om rettigheder og pligter siger, at “ingen medlemsstat har ret til at intervenere i en anden stats interne eller eksterne anliggender”. Yderligere har FN’s Generalforsamling tre resolutioner, der forbyder aggressiv intervention. (se fodnoter)
Det kommende møde i koalitionen ’Syriens venner’ bør derfor udnyttes af Danmark som en unik mulighed for at vise vejen til fred – med fredelige midler. For at opnå fred med fredelige midler, er der dog en række nødvendige grundsten; stærkest blandt dem står dialogen. At skabe fred kræver nemlig, at man er villig til at tale med de mennesker, man ønsker at skabe fred med (eller mellem).
Det er derfor også med glæde vi har bemærket, at du påtænker at beholde Danmarks ambassade i Syrien.
En anden vigtig ting at have med til førnævnte møde omhandler koalitionens navn, ’Syriens venner’. Det er vigtigt i forhold til intervention eller støtte af enhver karakter, at holde målet for øje, hvilket er fred i Syrien – ikke at en bestemt gruppe overtager magten. Sidstnævnte er noget, Syrien selv bør afgøre. Som det er set i Libyen, er de, vi pt. mener kæmper den gode sag, ikke nødvendigvis de, der gør det i morgen. Amnesty Internationals nye rapport om tilstanden i Libyen taler sit eget, tydelige sprog.
Den beskriver, hvordan Libyens oprørere torturerer fanger, som er loyale overfor det tidligere Gaddafi-styre, og sender hele boligkvarterer og byer i eksil.
Det må aldrig være koalitionens mål at vælte styret i Syrien, ej heller at støtte en bestemt fraktion af oppositionen. I den nuværende situation er det næsten umuligt at klarlægge, hvor stor støtte Assad har i befolkningen. Det er hele det syriske folk, der skal vælge, hvem de vil have som leder – ikke den opposition, der formår at få samlet vestlig støtte bag sig.
Den syriske opposition beder om våben. Selvom det kan synes nemt at forstå behovet for at kæmpe tilbage, vil våbenstøtte være at regne som støtte til et regime-skifte, hvilket ikke harmonerer med det oprindelige formål: at hjælpe det syriske folk til at leve i fred og fordragelighed. Yderligere vil dét, at støtte oprørerne med våben, kun have den uheldige effekt, at man isolerer de dele af oppositionen, der kæmper med fredelige midler. Dermed overlader man altså pladsen til fanatiske grupperinger og umuliggør samtidig enhver politisk løsning.
Det er meget vigtigt, at du lytter til de russiske forbehold og tager deres forslag alvorligt, da disse jo netop sigter efter at sidestille parterne i konflikten. Det er vigtigt, at alle parter nedlægger våben, og at den syriske regerings legitimitet anderkendes, så det bliver muligt at gennemføre den folkeafstemning, der er langt op til. Denne folkeafstemning vil desuden give et nyt rum til de mange grupperinger, der ønsker fredelige reformer.
Erica Chenoweth, der forsker i politisk vold og blandt andet har talt til folketinget i forbindelse med Libyen, er kommet frem til, at chancerne for at en modstandsbevægelse har succes, er markant større gennem ikke-væbnet modstand end gennem væbnet. Siden 1990 og frem til 2006 har ikke-voldelige oprør haft en dobbelt så stor succesrate som væbnede oprør. Tallene for 2000 til 2006 alene taler et endnu tydeligere sprog: ikke-voldelige oprør har en succesrate på 70%, hvorimod voldelige oprør kun har en succesrate på 12-15%. At give de syriske oprørere våben vil derfor kun betyde, at deres chancer for at overleve falder. I stedet bør man gå i dialog og støtte dem i fredelige og demokratiske forandringer.
Et andet problem med de væbnede oprør er ifølge Erica Chenoweth og mange flere (Gene Sharp, Kurt Schock, Adam Roberts etc.), at de modarbejder det endelige mål om at skabe fred og demokrati. Hvis vi bruger Libyen som eksempel, forudser Chenoweths statistiske modeller, at der kun er en 10% chance for at Libyen vil have demokrati inden for de næste fem år. Et land, der er skabt gennem væbnet konflikt, er beboet af borgere hvis referenceramme er, at man løser konflikter ved vold!
Vores opfordring til dig, Villy Søvndal, og til koalitionen som helhed er derfor:
– Afvig aldrig fra principperne om fred med fredelige midler (FN’s hovednorm);
– Oprethold og intensivér kontakten på alle niveauer særligt i regionen – uden kontakt, ingen fred med fredelige midler.
– Lyt til de russiske forbehold og tag deres forslag alvorligt.
– Hold fokus på sagen – at skabe fred og sikre den demokratiske proces – og ikke på, hvem der eventuelt bør lede landet.
– Afvis dæmoniserende retorik – det er svært at lave fred med ’djævlen’.
Resultatet af koalitionens møde kunne være:
– Oprettelse af en høring i Europa-Parlamentet med alle parter
– Øget pres på FN for en diplomatisk løsning
– En uvildig fact-finding kommision bestående af eksperter
– Et øjeblikkeligt stop for våbenleverancer til begge sider
– Fjernelse af enhver type af udenlandske specialstyrker og agenter fra Syriens jord
– Løfte om økonomisk hjælp og støtte til demokratiske valg
– Scholarships til syriske studerende – til hjælp for en fremtidig samfundsopbygning
For yderligere forslag til handlemuligheder, opfordrer vi dig og koalitionen til at kontakte organisationer, der i deres arbejde har mange års erfaring med konkrete, reelle alternativer til de nuværende. Følgende er blot forslag til organisationer i Danmark og internationalt:
– Transnational Foundation for Peace and Future Research, Lund, Sverige
– Peace, Action,Training and Research Institute of Romania (PATRIR), Rumænien
– RIKO – Rådet for International Konflikthåndtering
Disse og mange andre organisationer arbejder aktivt for og med alternativer til krig.
EU, som Danmark jo netop nu er formand for, definerer som sit fornemste mål at skabe fred. Både FN og EU tilskriver sig tanken om, at krig er den absolut sidste udvej – det eneste, vi beder dig om, er at undersøge de andre veje!
Det var ordene – vi håber, at du vil lytte!
Fodnoter:
The 1965 Declaration on the Inadmissibility of Intervention in the Domestic Affairs of States and the Protection of Their Independence and Sovereignty:
The 1970 Declaration on Principles of International Law Concerning Friendly Relations and Cooperation among States in Accordance with the Charter of the United Nations
The 1974 Definition of Aggression
UNDERSKRIFTER:
Erik Ernst Marcussen – IT-medarbejder og cyber-aktivist.
Eva Weyde, cand. stud.
Bodil Weyde, forfatter/billedkunstner
Christen Lassen, kordegn
Signe Fasting, socialpædagog
Jon Skjerning-Rasmussen, Menneske
Birthe Foged, lektor
Erik Helvard, akademisk medarbejder
Bente Boskov Hansen, projektleder
Ib Kasper Boskov Hansen, arkitekt/underviser
Jan Øberg, fil.dr., freds-og fremtidsforsker
Ruth Dalsgaard, De Grønne
Solvejg Sieg Sørensen, graver
Ida Zidore Christensen, journalist
Peace & harmony now,….
So the world can breath, heal and grow a new❤️🍀🍀🇳🇱
Jeg er enig i substansen i brevet, men ikke i passusen om stop for våbenleverancer til begge sider og fjernelse af udenlandske specialstyrker fra Syriens jord. Allerede før 2012 havde USA-Nato startet sin beskidte krig mod Syrien og bevæbnet diverse jihadister med våben for at vælte det lovlige Assad-styre, som stod i vejen for USA’s geopolitiske interesser. Et væbnet forsvar af landets suverænitet og enhed var eneste mulighed og i tråd med FN-pagten, ligeså at modtage militær og anden hjælp fra allierede bl.a. Rusland og Iran.
Der er en hårrejsende forskel på dette nationale forsvar og Vestens krigsforbrydelser, der har forårsaget ødelagte lande og uhyrlige civile tab, bl.a. i det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien m.fl.
Derimod viser din enestående foto-essay fra din rejse i dec. til Aleppo, at truslen om militær magt, ja det kan lyde antagonistisk, kan udøves samvittighedsfuldt og skånsomt. Vestens uhyrlige anklager om den syriske hærs krigsforbrydelser står helt udokumenteret og der har i medierne bredt sig en påfaldende tavshed efter befrielsen, for skrønen om ”Aleppos fald” skal da ikke afsløres af det befriede folk. Ca. 100.000 af Øst-Aleppos civilbefolkning blev reddet ud med livet i behold og de mest hardcore al-Nusra terrorister overgav sig stående overfor en militær overmagt og i den overbevisning, at tilbuddet om transport ud af byen i de grønne busser var ærlig ment. Befrielsen af Aleppo har afgjort øget mulighederne for succes i de kommende fredsforhandlinger, så syrerne selv får mulighed for at forme sin fremtid.
Tak, ja – Aleppos befrielse er et vendepunkt – men enten i retning af mere krig og intervention udefra eller en vej til freden. Indtil videre er det de stakkels uskyldige syreres tarv, der harmer mig mest – alle dem deer ikke har båret våben, kun har fået livet ødelagt og som ingen medier har vist interesse for – sådan som det vises i mine fotohistorier.
Det er gruopvækkende… selv for en garvet én som mig. 13 millioner der har behov for humanitær bistand, den største humanitære krise, iflg GN siden 1945. Ak ja – men tak for dine tanker!