Læser i Politiken at forfatteren Vagn Lundbye døde den 20. august i år, 82 år gammel.
Det sætter gang i minderne fra dengang i Vejlby-Risskov hvor han var biologilærer på Vejlby Skole, der for øvrigt ikke findes længere. Blandt sine elever havde han mig. Det må have været 1963-64.
Han var en ukonventionel lærer og biologi havde hverken han eller jeg nogen udtalt interesse for. Derimod præges hele hans forfatterskab og mystisk interesse for naturen, det store ubegribelige.
Men samfund, kultur og politik ville han gerne snakke med os børn om. Jeg husker mest hans timer som en slags frikvartér fra en skolegang, jeg ellers ikke mindes med nogen større glæde.
Han syntes om at provokere og få os til at tænke. Han kunne sige ting – ofte med et underfundigt smil – så man tænkte at nu drev han da gæk med os. For at få os til at tænke. Han var ikke altid let at greje.
Jeg husker at han var meget optaget af musik og det var jo den tid hvor beat-musikken med Beatles og Stones, Kinks, Doors og hvad de nu hed var det vi egentlig var optaget af. Hvad man senere forstod bedre var at han – den senere forfatter og poet – opfordrede os til at lytte til teksterne og ikke bare til melodien.
Efter at både han og jeg havde forladt Vejlby Skole – jeg til Aarhus Katedralskole og dét var en befrielse – havde vi kontakt med hinanden fordi han skrev en beat-musical, som han selv var med at opføre. Den var baseret på bogen Nico fra 1969. Referencen til Warhol’s Nico var åbenbar og vi skrev lidt frem og tilbage i 1970 om både musik, Warhol och en anden kunstner, som optog mig meget og jeg kendte godt, Mark Boyle.
Årsagen var at Boyle med familie havde lavet lysshowene for Jimi Hendrix og The Soft Machine og jeg troede det måtte være noget for Vagn. Men han gik ikke videre ad musikkens vej.
Beskedent skrev Vagn til mig at han sko som han udtrykte det var for små til at tage imod min værdsættelse af hans lærergerning.
Han var et ydmygt, søgende menneske som jeg naturligvis burde have holdt kontakt med af og til. Og en af de lærer man mindes med taknemmelighed i massen af dårlige lærere, som man helst vil glemme.
Læs mere udførligt om Vagn Lundbye hér og hér.
