Klaus Rifbjerg er død, fortæller Politiken os hér på en kold Påskesøndag med knaldblå himmel og sol.
Skønt jeg kun traf ham en enkelt gang i 1980erne – vi spiste frikost sammen på Kroghs Fiskerestaurant og snakkede verdens gang i forbindelse med et af Fredsfondens projekter – så føles hans død på en underlig måde som et personligt tab.
Sådan vil det måske altid være med de store i tid og rum, hvadenten de så er kendte eller ikke så kendte.
Man må håbe at han, der hvor han nu er, bliver ved med at slås for radikalismen – den kulturelle og andre af slagsen – og mod militarismen, falskheden, opstyltethed og, ja, værdiløsheden.
For det er der stenhårdt brug for, til hver en tid.
Jeg siger aldrig hvil i fred, dertil holder jeg for meget af den aktive, livsbekræftende fred.
Men tag et lille hvil på en stub i dér midt i værdikampen, Klaus. Det har du mere end vel fortjent.
