En bredere version på engelsk hér
En 10-punkt reflektion om terror-aktionen i Paris og – ikke mindst – reaktionerne på den dagen efter:
1. Er de frygtelige mord i Paris et angreb på ytringsfriheden og hele vestverden eller en hævn for hvad nogen måtte anse som blasfemi?
2. Hvor reel er ytringsfriheden i praksis i den vestlige verden? Vi har lige set en rapport fra PEN i USA, der viser at henved 75% af skribenter siger at de er påvirket af NSAs aflytning og – selvcensurerende – afstår fra at tage visse ting op.
3. Selvom man kan ytre sig frit så hører det til god tone at ikke altid gøre det. Jeg kan f.eks. afstå fra en kommentar til et andet menneske om dette menneskes tro fordi jeg ikke ønsker at krænke hende eller ham i denne tro. Men jeg har friheden til at gøre det.
Hvordan er det gået til at ord som respekt, hensyntagen og indlevelse er gået i glemmebogen?
4. Hvorfor er det så vigtigt at håne, spotte og afbilde Muhammed når man nu véd at det opleves som dybt krænkende af op til 1,6 milliarder muslimer, som vi i forvejen er i voldsom konflikt med i Mellemøsten og andre steder. Efter Muhammedtegningerne måtte de fleste vide hvordan mange muslimer ser på den sag.
5. Interessant er det at de to danske eksperter, der udtaler sig til Danmarks Radio mener at Charlie Hebdo tilhører venstre-anarkistiske kredse og bruger provokationen for provokationens egen skyld, for at gøre nogen sure.
Jeg tillader mig at mene at dette er lidet konstruktivt inden for rammerne af netop politisk satire. Satire har et konkret mål – f.eks. magthaverne i et samfund – der er vigtigere end provokationen for provokationens egen skyld. Og interessant er det da at se hele den europæiske borgerlighed line op sammen med venstre-anarkister.
6. Tolkningen af terrorhandlingen som et angreb på os alle, på demokratiet, på ytringsfriheden – ja på hele den vestlige kulturkreds – er for tværsikker og alarmistisk og mærkeligt bagvendt selvforherligende. Man bør nok vente med en tolkning til gerningsmændene har fortalt om sine motiver og mål. De har begået mordene på en ganske bestemt adresse – ikke på et større massemedie, et parlament, statsledelse eller et statsligt massemedie eller f.eks. en EU organisation.
Den “brede” tolkning tjener naturligvis at få os til at føle at hele vestverden er under angreb og at vi er i (endnu mere) krig. Og – selvretfærdiggørelse. Vi ser ikke danske medier interessere sig for årsager og virkning. Det er, som 9/11, et angreb af galninge på en uskyldig kultur.
7. Hvis man ser det hele fra et volds/ikkevoldsperspektiv er det ret klart at vold også kan ytres i tekst og illustrationer og ikke kun i fysisk vold. Ydmygelse, spot, forhånelse og anden krænkelse er psykisk vold men den kan ikke fotograferes eller optage på video på samme måde som den fysiske, krigen og terroren.
Derfor er der en risiko for at den psykiske – og kulturelle – volds betydning undervurderes.
8. Pressen giver den naturligvis ikke for lidt i disse timer. Det tegner til selvsving. Det er natuligvis mediekolleger, der er blev dræbt på babarisk vis så man kan jo godt forstå det. Der er dog en fare for at det hele blæses ud af proportion af netop denne – solidaritetens/kollegialitetens – grund. Nøgtern og balanceret journalistik er tvingende nødvendig i en situation som denne. Sådan hér ser det ud når ordentlige aviser går tabloid.
9. Vestverden skal naturligvis, som andre kulturer, hævde og forsvare sine værdier. Dens specielle problem er dog at den har gjort det med nok så håndfaste massemorderiske metoder rundt om i verden i århundreder og specielt siden 1945 og i en sådan grad at disse værdier i mange andres øjne fremstår som undertrykkende og altdominerende/universelle.
Vi har – fordi det jo er gået så godt så længe med vores økonomiske, politiske og militære fremfart – skabt os en forfærdelig masse fjender. Vi lever nu i boomerangernes tid. Selvhævdelse er fin. Systematisk hævdelse på andres bekostning rundt om i verden er det ikke.
I det konkrete tilfælde kan man, som Juan Cole, spørge om de to brødres baggrund ikke giver en del af nøglen til den grufulde aktion mod Charlie Hebdos redaktion.
Den overdrivelse, der ligger i at gøre et terrorangreb med 12 døde til et angreb på hele vores kultur – sådan som også 9/11 blev tolket – vidner om en ubevidst, underbevidst civilisatorisk angst af ganske store dimensioner. Milllioner af muslimer, der lever i den vestlige verden og accepterer den, i Europa og USA, regnes pludselig ikke.
10. Uanset hvad man iøvrigt måtte mene om terrorhandlingen, dens årsager og responsen på den fra europæiske ledere, mediefolk og befolkning må man kunne drage én uafvigelig, fælles konklusion nemlig den at vi – desparat – har brug for inter-kulturel uddannelse, forståelse, åben debat (uden provokationer fra nogen side), mellemfolkelig dialog og mindre vold og krige.
Hvad angår det sidste er det os, der har bekriget de andre i alt for lang tid. Og det ville være fint hvis muslimer i hobetal distancerede sig fra denne massakre som metode for der er klart at denne terroraktion kun bringer mere ved til det islamofobiske bål, der brænder flere steder i Europa og i f.eks. Pegida-demonstrationerne.
Ægte troende muslimer, kristne og mange andre bør tage hinanden i hånden mod ekstremisme og terrorisme og andre pseudo-relgiøse fænomener hos dem begge, vurdere fortiden i selvkritisk lys og rette blikket mod en forsonende fremtid.
Når alt kommer til alt så er vi alle mennesker, ikke Charlie.
Kan det ikke være Israel, der (igen) står bag, for (igen) at hidse vesten op mod muslimerne? Har vi fået et bevis på, at det var muslimer, der stod bag 9/11 ??? Ikke så vidt jeg ved.
Jeg hæfter mig en anelse ved at Bonnichsen bider mærke i lighederne med Bostonepisoden. Og afventer udviklingen. Men det mest bemærkelsesværdige er det hysteri og hykleri der følger efter i medierne. Jeg savner lidt samme ihærdighed i forbindelse med følgevirkningerne af Irakkrigene.
Her er så en artikel om grunden til ikke at give våben til såkaldte rebeller: http://www.globalresearch.ca/a-timeline-where-did-the-paris-shooters-get-their-weapons/5423445
At identificere sig med Charlie Hebdo er for mig, ikke det samme som at ville hævn. Overhovedet ikke! Det er at identificere mig med ofrene: de har lov at tegne, hvad de vil uden at skulle betale med livet!! Også selvom jeg synes, de har tegnet forfærdelige ting, som har såret.
Alt det lort, I skriver, krænker mig. Har jeg så lov til at dræbe jer? Rettroende muslimer tror jo netop på, at man skal dræbe de vantro, og man kan aldrig skabe fred med denne syge kultur. Hvorfor skal Israel blandes ind i det?
Jeg kan følge dig i lidt af det, du skriver f.eks. om mediers selvsving: Jeg syntes bl.a. det var forstemmende, at DR1 tv-avisen første aften brugte en stor del af tiden til at vende tilbage til Mohammed krisen, Jyllandsposten og terrortruslen herhjemme. Og du har ret i refleksioner omkring nødvendigheden af interkulturel forståelse. Når DET er sagt, undrer jeg mig simpelthen over dine refleksioner, hvilket ærinde, du er ude i. Siger du, at det er selvforskyldt? Du bruger mange ord på at forklare, hvordan vold kan udtrykkes i ord og tegninger og dermed såre og krænke op til 1,6 milliarder muslimer. Ja, men det dræber ikke – det er en noget ulige kamp, synes jeg. Ligesom jeg mener, at du i dine refleksioner overhovedet ikke nævner, hvad det er, der bliver ironiseret over, hvad, det er, der bringer satiretegnerne der ud på kanten, hvor billeder siger mere end ord. Det er jo ikke islam som tro, eller den største del af muslimerne, som bare lever en helt almindelig dagligdag. Det er ekstremismen, der står for blyantens “skud”, det er dumheden, det er udøvelsen af den religøse magt, det er en provokerende handling med ønsket om at reflektere over det, der sker. Én af den senere tids tegninger i Charlie Hebdo sagde sådan noget som: “Det må være hårdt at være Mohammed – at blive fulgt af så mange idioter.”
For mig at se er dette en ‘false flag’ arrangeret af sandsynligvis NATO’s stand behind Gladios… enten for at sprede mere frygt I Europa… eller for at signalere Frankrig (og Tyskland) at deres intentioner om at naerme sig Russerne er ikke, hvad der er oensket af USA/CIA/NATO !!!!
Frankrig har saa helt bestemt I mange aar baaret ved til baalene I Mellem Oesten (ligesom de goer I West Afrika)…
…det har Danmark ogsaa gjort, I mindre maal… men gjort, siden forsvars forliget I 2004/5, hvor vi tog vores forsvar og lavede det om til et angrebs ministerium …. isaer takket vaeret Fogh Rasmussen… som blev beloennet med posten som NATO Sec Gen… husk ogsaa lige Jyllands Postens tegninger I 2005 der gjorde nar af Islam … noget der var rigtig dumt…. hvordan ville vi have foelt os tilpas, hvis den muslimske verden havde gjort nar af Jesus? … saadan noget er bare rigtigt dumt… og har intet med ytringsfrihed at goere. . . . saa maaske Danmark er naest paa listen af false flag…
Det er som Jan Oberg har observered boomerang tid… det er det ALTID… man faar savr som man kalder I skoven.. det bliver saa udnyttet af dem der vil have mere Chaos.. osv osv…
Vi har brug for mere forstaaelse og at naerme os hinanden.
Forevright er der et excellent ‘stykke’ om der her paa
http://www.vineyardsaker.net/i-am-not-charlie/
mvh … bente…
I mine øjne handler det her mere om ekstremisme end om religion. Det kan undre, at verden ikke gik i selvsving i samme grad, da de mange skoleelever i Pakistan blev brutalt myrdet. Der blev ikke lavet partileder runde i tv, det fyldte ikke nær så mange opslag i de sociale medier og det var dog børn, som også blev ofre for ekstremismen. Vi sskal selvfølgelig have ytringsfrihed, men med respekt. Jeg brækker mmig snart!
“An appeaser is one who feeds a crocodile, hoping it will eat him last.”
― Winston S. Churchill
Tak for pokker! Jan Öberg for din modige, skarpe og tiltrængt nuancerende analyse.
Frankrig har gjort noget utilgiveligt – anerkendt Palæstina og talt for at stoppe sanktionerne mod Rusland. Verdens mørke kræfter kan ikke lide det….. De fleste mener det er en Mossad/cia aktion – det mener jeg også.
Sikke da noget sludder Jan Oberg!
Kom lige ned fra elfenbenstårnet i træd ind i virkeligheden, tak.
Hvis jeg nu gjorde kort proces og sagde, at dit ovenstående indlæg, var så provokerende, at jeg selv og mine fiktive nazistiske venner, ville jage dig til døden!? Ville du da føle din ytringsfrihed knægtet?
Jeg tænker ja.
Nu er det jo ikke alle, der synes at profeten Mohammed eller Sharia, er et forbillede for vores unge og derfor skal spares for kritik.
Ejheller alle, der betragter verdens 1.600.000.000 muslimer som et stakkels mindretal, der ikke er istand til at svare for sig selv!
Skriv dog hvis du mener, at de er mindrebemidlede, og føler at du er nødt til at forsvare dem og tale på deres vegne.
Personligt har jeg nogle livsværdier og mest af alt børn, som jeg skal passe på. DIN generation har pådraget os de problemer vi har nu!
Om det så er masseindvandring eller vestens økonomiske udbytning af den 3. verden vi taler om, er for mig irrellevant.
Vi står overfor en meget reel trussel NU.
Jeg har IKKE tid til at vende alle blade i diverse historiebøger for lede efter undskyldninger for disse barbariske handlinger.
Ikke mere akademisk never-ending-story pladder, tak!
Er venstrefløjen blind for, at minoriteter og undertrykte grupper i sig selv kan være undertrykkere? Og at man pga. en minoritets tilstedeværelse i Danmark afholder sig fra kritik af religiøst barbari i de lande, hvor islam er majoritetsreligionen såsom Saudi-Arabien, Pakistan og Iran? Ved på denne måde at sætte kikkerten for det blinde øje svigter man de progressive og moderate muslimer
Jakob Lindblom
8. februar 2006
Der var en gang, hvor venstrefløjen stillede sig på de undertryktes side imod diktatoriske regimer. En gang da venstrefløjen vægtede frihed og solidaritet over eksportmarkeder og profit.
I 80’erne bekæmpede man apartheid i Sydafrika bl.a. via boykot af firmaer, der handlede med regimet, hvilket Shell stadig huskes for.
Til gengæld er situationen vendt om på det meste af venstrefløjen. Her kæmper man i år 2006 for, at erhvervslivet netop skal have profit i samhandel med despotiske regimer som Saudi-Arabien og Iran, der boykotter Danmark pga. nogle satiretegninger. Man kræver højlydt statsministeren inddraget og undskyldninger fra hid og did og vil sågar forære imamerne en moské i København, men hvorfor nu det?
Hvorfor stiller R, S, SF og mit eget parti Enhedslisten sig ikke i spidsen for en boykotkampagne mod Arla og Grundfos. Hvor er solidariteten med ofrene for eksempelvis det saudiske regime, der er et islamisk diktatur med straffemetoder som henrettelser, afskårne lemmer, offentlige pisk og prygl og en massiv kvindeundertrykkelse og homofobi, foruden en religiøst begrundet statsracisme mod de hundredtusindvis af asiatiske gæstearbejdere, der får Camre og Kjærsgaard til at blegne.
Skyldes venstrefløjens berøringsangst med disse forhold, at det ikke er hvide mennesker, der undertrykker sorte, som det var i Sydafrika? Hylder venstrefløjen stadig dogmet om, at når en hvid mand slår sin kone, så er det vold, mens en muslimsk mand, der slår sin kone, undskyldes af sin kultur? Eller skyldes ligegyldigheden det faktum, at grusomhederne er religiøst begrundet, og religion sørme ikke må kritiseres, med mindre det er den hvide mands?
Det er ikke bare dobbeltmoralsk, men også dumt. Eksemplet fra Saudi-Arabien viser, hvor potentielt farlig islam kan være. Det saudiske regime bygger på wahabismen, som er en stærkt fundamentalistisk islamgren, der ønsker at indrette samfundet, som profeten Muhammed i sin tid gjorde det. Netop Muhammed legitimerede sit styre ved at hævde, at hans befalinger skyldtes åbenbaringer fra Gud og dermed ikke var til diskussion.
Problemet er, at det er disse befalinger, eller åbenbaringer om man vil, som er nedskrevet i Koranen. Dermed indeholder islam ikke bare almindelige moralske og etiske retningslinjer, men også ret detaljerede samfundsforskrifter (sharia), som man ikke kan bryde uden at bryde Guds bud.
Derfor er islam ikke kun en religion, men også en potentiel totalitær politisk ideologi, som venstrefløjen skal tage alvorligt!
Muhammed-tegningerne
Eksempelvis var Jyllands-Postens Muhammed-tegninger et forsøg på at sætte frygten på dagsordenen, da nogle tegnere ikke turde bryde det islamiske billedforbud ved at tegne Muhammed til en børnebog af frygt for at blive rituelt myrdet som filmmanden Theo van Gogh i Holland, der lavede en film om kvindeundertrykkelse i islam. For mig at se var tegnerne modige, da de udfordrede frygten for de ekstreme islamister. Når Elsebeth Gerner Nielsen kalder dette en mobbekampagne mod muslimer, eller når folk på venstrefløjen kalder det islamofobi, så viser det, at de ikke har fattet en brik. Som om mordet på Theo van Gogh er en irrationel frygt og ikke en meget virkelig hændelse!
JP er bestemt en reaktionær avis, der ikke forsvarer ytringsfriheden, når det er terrorlovgivning eller monopolisering af medierne, der truer den, men dette ændrer ikke ved den aktuelle sag. JP har sågar 13 gange, siden tegningerne blev bragt, beklaget, at muslimer har følt sig krænket og to gange undskyldt, men fortsat argumenteret for nødvendigheden af tegningerne. Så længe der overhovedet kan være tvivl om legitimiteten af at afbillede en historisk person og krigsherre, der tilfældigvis opfattes som profet, så skal de fortsat bringes – uanset danske eksportinteresser. Dette er ikke for at hævde, at Muhammed var værre eller bedre end andre af fortidens blodige krigsherrer såsom frankerne eller danske vikinger, men han skal heller ikke være fredet af sin profetstatus. Samtidig har frankere og vikinger ikke over en milliard tilbedere, der i større eller mindre grad ønsker at indføre fortidens styresystem i år 2006. Netop derfor er det vigtigt for venstrefløjen at forholde sig til Muhammeds liv. Netop derfor skal han igen og igen fremstilles som en historisk person, hvis handlinger udsprang af hans samtid og ikke som en hellig person, hvis lære står uanfægtet af tid og rum.
Sæt individet frit
Selvfølgelig skal vi som venstrefløj klart bekæmpe den diskrimination og fremmedfjendskhed, som regeringen og Dansk Folkeparti står bag med bl.a. starthjælp, afviste asylansøgere og umenneskelige statsborgerskabsregler. Selvfølgelig skal vi også skarpt bekæmpe racistiske udfald, som Freverts kræftknuder o.l., men det betyder da ikke, at vi skal droppe venstrefløjens glorværdige religionskritiske fortid, hvor dogmer brydes og meninger mødes. Tværtimod bør vi da sætte fart i debatterne om islams kvindesyn, homofobi, racistiske skelnen mellem rettroende og vantro, omskæring af piger og drenge, æresdrab, sharia osv. i stedet for at overlade debatten til højrefløjens fremmedfjendske dagsorden. Det er os, der vil sætte individet frit!
Det dummeste argument jeg har hørt, når jeg har rejst denne debat i venstrefløjssammenhænge, lyder således, at man aldrig må kritisere en minoritets religion og kultur, samt at venstrefløjen altid skal støtte de undertrykte – underforstået at muslimer er undertrykte ud fra parolen ‘Vor tids jøder’. At det i sig selv er en groft ahistorisk sammenligning er måske undskyldeligt. At den endvidere er dybt tragikomisk, når man ser på koranens racisti-ske indhold mod jøder, er en anden ting. Faktisk blev Hizb ut-Tahrirs talsmand i 2002 dømt for racisme efter at have uddelt løbesedler med et korancitat om, at jøder må dræbes, hvor end man finder dem. Det værste ved ovennævnte argument er dog, at man dermed er blind for, at minoriteter og undertrykte grupper i sig selv kan være undertrykkere. Og at man pga. en minoritets tilstedeværelse i Danmark afholder sig fra kritik af religiøst barbari i de verdensdele, hvor islam er majoritetsreligionen, såsom Saudi-Arabien, Paki-stan, Iran o.l.
Reaktionære imamer
Ved på denne måde at sætte kikkerten for det blinde øje svigter man de progressive og moderate muslimer. Heldigvis har disse i hobetal erklæret, at de ikke finder sig repræsenteret af de skingre imamer, der misinformerer og samtidig kræver indgreb i ytringsfriheden. Hvis man ser på nogle af de herboende imamers eskapader, så forstår jeg til fulde denne afstandtagen, men er samtidig forbløffet over, at danske kulturradikale og venstreorienterede vil lade sig spænde for deres vogn. Eksempelvis har al-Barazi fra moskeen på Hejrevej i København i en egyptisk avis raset mod danske daginstitutioner og skoler, der ifølge ham kun har til formål at frarøve islamiske menigheders identitet og religion og forhindre en disciplineret religiøs opdragelse, mens imam Ra*d Hleihel fra Grimhøjmoskeen i Århus er kendt for udtalelser om, at kvinder er satans redskab, mens den mest kendte imam – Abu Laban fra Islamisk Trossamfund – foruden at opfordre til boykot på arabisk tv og lyve om det bagefter på TV2, mest er kendt for at ville indføre sharialovgivning på Nørrebro med brug af blodpenge efter drabet ved Café Rust.
Det er almindeligt kendt, at mange moskeer og imamer i Danmark er finansieret af tre fremmede stater, nemlig Saudi-Arabien, Pakistan og Tyrkiet. Med andre ord har en religiøs diktaturstat som Saudi-Arabien en direkte propagandakanal ind i de etniske miljøer i Danmark, hvor deres hadske kvindesyn, homofobi og udemokratiske samfundsopfattelse frit kan prædikes. Mon ikke ovenstående samt Muhammed-sagen viser, at det er nødvendigt med en dansk universitetsuddannelse af imamer, der ligesom teologiuddannelsen indeholder kildekritik, historisk kontekst og forståelse for det omliggende samfund.
Som socialist kæmper jeg imod en hver form for undertrykkelse af det enkelte in- divid, hvad enten den skyldes kapitalisme, krig eller religion. Lad os benytte Muhammed-postyret til at sætte fokus på de undertrykkende elementer, islam også indeholder, mens vi står fast mod angrebet på ytringsfriheden.
Socialisme og ligestilling er ikke kun for hvide mennesker, og vi har en pligt til at bakke op om progressive muslimer og ikke de sorte imamer. Lad os kalde det islamkritik fra venstre!
Jakob Lindblom er medlem af Enhedslisten.
Jeg fatter ikke et ord af, hvad der skrives her. Hele “artiklen” bærer præg af en ikke uddannet journalist elev som mener, at jo flere adjektiver, jo flere indviklede sætnings dannelser, jo bedre.
Jeg satte igår denne status på Faceboook “Je Suis Charlie. frit oversat fra google translate “Jeg er Charlie”.
NEJ jeg er IKKE Charlie.
Jeg kan ikke tegne
Jeg kan ikke skrive så det “fanger”
Jeg kan ikke fransk,
og jeg kan ikke interagerer med terrorister, galninge, mordere og terroister.
Til gengæld kan jeg bruge min ret til IKKE at vise min foragt for disse helt igennem encellede mikro organismer, som i min bevidsthed rangerer lavere end det aller laveste.
Jeg nægter, at deltage i promovering af kloakkens aller, aller lavetse bakterie og derfor viser jeg IKKE min sympati for Charlie i mit profilbillede.
Nu er det ikke sådan, at jeg ikke føler med de implicerede, for det gør jeg i allerhøjeste grad, men den profillering disse amøber af selvbestaltede ekstremister opnår jo netop det de ønsker, hvis jeg offentligt tilkendegiver min foragt for dem. Nemlig opmærksomhed.
I min verden skal en sådan bakterie kvæles i fødslen. Den skal negligeres og overses og så de som en anden kræftcelle udryddes HVER gang de viser sit ansigt.
Jeg har en tro. det er min ret på lige fod som ethvert menneske, ethvert folkeslag og alle andre har ret til deres tro og overbevisning. Hvilken Gud, hvilken profet. Hvilken Ase eller hvilken Ateist har fra fødslen ment, at religion skulle udbredes ved vold og mord? INGEN
Jeg var bange tilbage i 2005, hvor man brændte Dannebrog. Jeg er bange idag. Jeg blir sikkert bange igen på et tidspunkt i fremtiden, men jeg NÆGTER at gå igennem hele livet og være bange for mordere, galninge eller andre simple livsformer.
Jeg kan også lide af den følelse som kaldes hævn og det skal ikke være nogen hemmelighed, at den p.t. viser sin tilstedeværelse. Heller ikke den følelse skal ha lov, at styre mig, så jeg vælger at fokuserer på det som er endnu værre, nemlig al den anden elendighed som findes rundt om i verden. Jeg vil langt hellere sidde og tænke på de mere end 200.000 liv som gik tabt i Tsunamien. De mange 100.000 børn i Afrika som lider. Børnearbejderne i Kina eller hvalerne som udryddes for at tilfredstille kinesernes tåbelige (I min verden) dræberinstinkt.
Her bringer jeg Je Suis Charlie for første OG sidste gang på min profil, mens jeg vil be’ jeg overveje jeres personlige holdning til dette.”
Det var skrevet ud af de tanker omkring det som foregik i Frankrig men er IKKE fuld af henvisninger til andre referanter, tidligere begivenheder, udefinerbare observationer omkring religions spekulationer eller andet som IKKE er specielt konkret.
HVIS man vil fremstå som et tænkende idealist, så gør det dog i et sprog som kan forståes, ellers så lad dog emnet ligge.
Frihed er godt, og friheden og demokratiet skal til enhver tid forsvares, gødes og beskyttes; derom skal der ikke herske tvivl.
Når dette så er stadfæstet, må jeg samtidigt ile med at anføre, at netop et sådant standpunkt automatisk indebærer et evident ansvar, som de færreste politikere desværre ønsker at påtage sig.
Ansvaret er tvedelt; for det første kan ingen samfundsmodel overleve uden en klar definition af rammerne for dens eksistens; dette betyder i og for sig ikke så lidt endda. Skal vi nemlig tale om frihed, som denne besynges så højt i krisesituationer som den nys overståede i Frankrig – eller skal vi dykke ned i selve baggrunden for vor såkaldte frihed og dermed tage et kik på, hvor den egentligt stammer fra i sit udgangspunkt?
De fleste politikere – for ikke at sige alle – ser med skam at melde ud til at mangle de helt basale forudsætninger for at udtale sig om frihed og demokrati; det er grangiveligt, som standser deres verdensopfattelse og almene historiske viden ved deres egen fødsel, gammel som ung.
Nu er det jo bare sådan, at der med lethed kan sættes lighedstegn imellem frihed og rigdom – og de vestlige demokratier er alle rige velfærdsstater.
Lad os lige eksemplificere: Frankrig er en rig nation, med et nationalt budget, der overgår de fleste andre europæiske nationers, og de er også et demokrati, en republik. Tyskland ligeså, et rigt demokrati med en høj grad af velfærd. Danmark er det, og alle de andre lande i, hvad man populært kalder “den gamle verden”.
Hvor mange hér véd egentligt, hvad “den gamle verden” betyder? Hvad står begrebet som så for?
Jo; “den gamle verden” var oprindeligt de kristne og katolske monarkier og feudalstater i Europa, der igennem århundrederne imellem år 1000 og vor egen tid drog ud i verden omkring sig for at erobre fremmede kulturers landområder og føre dem ind under de givne statsoverhoveders domæne; man rejste med kors i hånd til strande langt fra hjemmet og forsøgte dér først at overtale de lokale folkeslag til at underlægge sig den nyankomne magt med charme og søde midler, såsom værdiløse nipsgenstande og glimmerværk og alkohol – og siden, da den oprindelige befolkning havde “lugtet lunten” og stillede op til besvær, med våben i hånd og påfølgende undertrykkelse, inklusive tortur.
Man ville – med vold og magt(!) – omvende disse fremmede kulturer til den kristne og katolske lære, for der igennem at indpode dem en autoritetstro over for besættelsens herrer, der baserede sig på truslen om Helvedes flammer. Altså, gennem intimidering til ydmygelse.
Men ikke kun dét; ved at benytte sig af sine egne missionærers fremfærd under de fremmede og fremmedartede himmelstrøg, banede disse nye kolonister også vejen for en gennemgribende udbytning og udnyttelse af alle de naturressourcer, som fandtes derude. Man skelnede faktisk aldrig til lokalbefolkningens ve og vel; de fik aldrig en stemme i sammenhængen, men måtte tavse og underkuede se til, mens de nye koloniherrer tømte alle reserver til egen fordel. Man efterlod de oprindelige folkeslag forarmede og fordrukne.
Med tiden blev lokale oprør dog for meget for kolonisterne, og i årene fra slutningen af 1800-tallet (f.eks. overgik Filippinerne fra et 300 år gammelt spansk kolonistyre og til et amerikansk ditto i 1898, efter en kort, men intens krig mellem de to lande) og helt op til årtierne umiddelbart efter Den anden Verdenskrig løsrev den ene koloni efter den anden sig fra besættelsesmagterne, for endeligt at blive selvstændige. Sydamerika var lidt tidligere på færde, men også de bærer den dag idag på minderne fra spansk og portugisisk koloniherredømme: Der er jo en grund til, at de taler spansk (og i Brasilien portugisisk) i den region idag, og desuden for størstedelens vedkommende er katolikker. Alt sammen tilbage fra den epoke.
Og igen: De to, nu dræbte brødre, der foretog skændselsgerningen på ‘Charlie Hebdo’ i onsdags, havde deres rødder i Marokko – en tidligere fransk koloni.
Er der en sammenhæng, monstro? Jo, mon ikke!
Intet land og ingen nation er bedre end sin egen fælles bevidsthed, som denne manifesteres gennem borgernes kollektive selvforståelse.
Da de nu tidligere kolonier med tiden fik deres selvstændighed, lød der sjældent undskyldende toner fra deres fordums herrefolk; de blev overladt til sig selv og deres egen skæbne. Ingen hjælp til selvhjælp var at finde i langt de fleste tilfælde – og den så længe eftertragtede frihed blev ofte kuldsejlet af interne uroligheder og borgerkrig. Fraktionerne sloges om magten.
Se – vi er nu ved at nærme os sagens kerne; når jeg har været i Filippinerne, har jeg tit og ofte måttet observere en vis frustration hos den lokale befolkning, over deres basale identitet. Hvem er vi, når det kommer til stykket? Hvor skal vi rette os hen, for at finde os selv? Hvordan skal vi opfatte os selv? Først over 300 års brutal spansk underkuelse, med tvangsomvendelse til katolicisme og reelt slaveri for kolonimagten – og dernæst 48 år under USA har med tiden smadret til ukendelighed de urværdier, som er de ægte filippinske. Jeg har simpelt hen diskuteret netop dette spørgsmål med flere af dem, og de giver mig ret. De har selvklart mange spor tilbage fra Spaniens-tiden, med spanske person- og lokalitetsnavne, med katolicisme i en grel grad og bygningsværker fra århundreder tilbage, men også tiden under USA præger dem til idag. Selve deres livsanskuelse bunder endnu i den amerikanske drøm. Men de er også meget fattige, og dette ulykkelige faktum gør desværre, at frustrationen bliver så meget desto større. De er splittede: De kan – og vil? – på den ene side ikke give slip på den indoktrinerede katolske tro, der hæmmer deres udfoldelsesmuligheder ved en forherligelse af et reaktionært hierakisk familiesystem med bund i patriarkatet, og ønsker på den anden side så inderligt at få det økonomisk bedre – to kendsgerninger, der mange gange modarbejder hinanden. Faderen i en familie “ejer” nemlig sine børn og kan derfor også bestemme deres skæbne.
Men Filippinernes situation er ikke enestående. I snart sagt alle tidligere kolonier hersker den samme grad af indestængt søgen efter den sande identitet, og når den således ikke lader sig finde så let, er det, at desperationen finder sin plads istedet.
Enhver nation er som nævnt ikke bedre end sin enkelte borgers psyke. Føler nationen sig på usikker grund, vil det uvægerligt smitte af på dens borgere, som på deres side er dens egentlige grundlag.
Det er derfor af væsensbetydning for selve forståelsen af enkeltindividers dispositioner at gøre sig klart, at der til alle tider vil bestå en vekselvirkning imellem det enkelte menneskes selvopfattelse – og så det overordnede kollektivs. Føler kollektivet sig misbedømt og forsømt og forladt, kommer dets forskellige variabler, i kraft af medlemmerne, ofte til at agere som dets advokater – dets talerør. Og bliver følelsen af ydmygelse for stor og overvældende, er der kun kort afstand til følelseskulde, kynisme. Simpel psykologi, der gælder for såvel mennesker som samfund.
Vi taler nu om selvopholdelsesdrift. Kan man ikke finde sit ståsted i en naturlig og varm selvtillid, opnået gennem mængder af positiv opmærksomhed, tyer man tit til ekstremer for at opnå bekræftelse. Religion kan være ét af disse ekstremer, og da er Islam ikke ene om æren.
Vores såkaldte rigdom og deraf følgende frihed baserer sig på århundreders udbytning af fremmede kulturers geologiske og andre reserver. Det er sket med hjælp af en undertrykkende kolonialisme. Med andre ord er den frihed, som vi mener at have, og det demokrati, der er en uløseligt forbunden konsekvens af friheden, altså vundet på andres, på ligeværdige kulturers, bekostning. Men hvornår indser vi i den vestlige, demokratiske verden det ansvar, som det indebærer? Ansvaret, der ligger i at rejse de svage op – om ikke for andet, så for selv at slippe for videre vrede, videre hævntørst, videre terrortrusler?
Ikke førend vi har erkendt vor del af skylden for spændingerne i denne verden, ikke førend vi til fulde har forstået årsagssammenhængen, kan vi med sindsro tage fat på den næste del af ansvaret for at fremme demokrati og frihed, ja, vel for overhovedet at forsvare vor egen livsform.
Når man er et frit og demokratisk samfund og lever hele sin tilværelse derefter, er det mindste, man kan gøre, at vise konsekvens …
Foreløbigt ser jeg personligt i denne specifikke kontekst meget få træk, der kunne tyde på, at vi selv sætter vort eget demokrati særligt højt. At vi selv viser konsekvens. Vi raser nemlig gerne mod såkaldt islamistisk diktatur og Sharia-lovgivning, og væmmes – med rette, vel at mærke – ved terror (når den altså begås af enkeltindivider, og ikke statsdannelser); men besynderligt nok bliver vi omvendt føjelige som små lam, når diktaturet og ufriheden viser sig at være pengestærke enheder …
Var der nogen, der hviskede Kina?
Eller konsekvens?
Eller hykleri?
***
Selvfølgelig kommer konspirationståberne frem fra deres rottereder igen-igen for at koge suppe. Der er en hel industri opbygget om deres idiotiske pis efterhånden. For at betalte 911-manipulatører som Richard Gage og Alex Jones lønninger. sheeple.com slår til igen,
Kære Jan Øberg.
Jeg er naturligvis helt enig i, at terroren mod Charlie Hebdo ikke på nogen måde kan legitimere nogen “civilisationernes kamp” eller kamp “mod muslimer”. Samt enig i, at ytringsfriheden er under pres af mange årsager og fra flere sider.
Desuden er det vigtigt, at vi ikke nu selvretfærdigt og hyklerisk glemmer den arrogante og ødelæggende krig, vold og tortur som vestlige magter faktisk har påført mennesker i Mellemøsten (ikke mindst i Irak). En vold med et efterfølgende kaos som ikke kun har skabt naturlig harme, protest og legitim modstand, men utvivlsomt også har en væsentlig betydning for rekrutteringen til religiøs fundamentalisme, ekstremisme og terrorisme. Vold avler vold.
Men ellers er jeg nu langt fra enig med dig i din kommentar. Omdrejningspunktet er atter engang den lange og gamle diskussion om “tonen” kontra nødvendigheden af gennem (også) latter og satire at kritisere og spidde enhver form for ideologisk, religiøs, politisk eller økonomisk magt og hellige dogmer – sådan som Charlie Hebdo så det som bladets formål.
Derfor er det heller ikke rigtigt, at Charlie Hebdo ønskede at provokere “for provokationens skyld”. Du mobiliserer her et par “eksperter” til at støtte dig i den påstand. Men jeg kunne så modsat fortælle, at et par danske journalister som personligt kendte Charlie Hebdo og folkene bag, i flere udsendelser på DR dagen efter massakren igen og igen pointerede, at Hebdo netop IKKE ønskede “provokation for provokationens skyld”. Provokationer skulle have et formål: at udøve nødvendig og velplaceret magtkritik, autoritetskritik, dogmekritik – uanset om de kritiserede autoriteter stod til højre eller venstre, om de tilhørte kristendommen, jødedommen, islam, etc.
Naturligvis er det helt forkasteligt, hvis man ytrer sig med det formål at fornedre eller dæmonisere bestemte befolkningsgrupper. Derimod kan det nu engang være umuligt at undgå at såre andre mennesker, undervejs i menneskehedens evige diskussion om det gode og retfærdige. Det er fx sandsynligt, at mangen god kristen såres, når jeg påpeger at man i Bibelen kan træffe en Gud der øjensynligt støtter erobringskrige, massakrer, folkemord, slaveri, udnyttelse af kvindelige fanger, stening af usædelige kvinder og uartige sønner. Men en sådan påpegning kunne jo bl.a. være nødvendig, for at visse kristne ikke skal sætte sig til rette på den høje hest og se ned på mere “primitive” hellige skrifter.
Der var utvivlsomt oprigtigt krænkede religiøse følelser i spil, da Galilei blev truet med tortur, fordi han i modstrid med Skriften forkastede jorden som universets centrum. Og massevis af gode og rare kristne mennesker har da gennem tiden følt sig religiøst krænkede over, at kvinder – der jo burde tie i forsamlinger – skulle have lov at prædike. Eller følt sig krænkede over udbredelsen af moderne seksualmoral. Eller følt sig krænkede over ateistisk gøren grin med kristne børnelærdomme og biblens tilbedte skikkelser. Men måtte ingen kristen såres eller krænkes, skulle alle jo have holdt fundamentalistisk fast i den bibelske skabelsesberetning, kvindens underdanighed, homoseksuelles og onanisters synd.
Og hvis vi i dag signalerer, at satiriske tegninger af en historisk religiøs skikkelse er en uantagelig krænkelse og vederstyggelighed, så forråder vi faktisk også de mange borgere i muslimske samfund, der med liv, frihed og førlighed som indsats søger at gøre op med undertrykkende religiøse dogmer. Den saudiarabiske forfatter og aktivist Raif Badawi har netop i fredags, offentligt og under overværelse af en indkaldt folkemængde, modtaget de første 50 piskeslag af den dom på 1.000 piskeslag, han er blevet idømt for blandt andet blasfemi. De næste 20 fredage (!) skal han gennemgå samme lidelse. Udover piskestraffen er han idømt 10 års fængsel og en enorm bøde, fordi han i sommeren 2012 oprettede en islam-kritisk webside og blog. Her rettede han kritik mod magthaverne og islam.
Jeg vil gætte på, at denne forfulgte og grusomt fornedrede araber værdsatter Charlie Hebdo’s idealer. Og omvendt vil han og ligesindede føle sig endnu mere alene, hvis vi her i Vesten undsiger Hebdos kritik af islamiske dogmer og religiøse magtmisbrugere.
Til din opfattelse (og øjensynlige kritik?), at Charlie Hebdo var “venstre-anarkistisk”. Tja, den slags etiketter kan jo altid diskuteres (i øvrigt ville det vel også være OK om så var?). Det er nu nok mere generelt dækkende blot at kalde Charlie Hebdo for klart venstreorienteret. Fx var den myrdede redaktør Stephane Charbonnier kommunist (samt ateist og naturligvis demokrat). Og den gamle verdenskendte og ligeledes myrdede tegner Wolinski havde arbejdet som fremtrædende tegner på det franske kommunistiske dagblad l’Humanite, ligesom flere andre Hebdo-medarbejdere leverede arbejder til den kommunistiske avis. Chefredaktøren Gérard Biard har beskrevet avisens redaktion som et kollektiv af “anarkister, økologer, kommunister, troskister og socialister”.
Du afslutter mindre smagfuldt med følgende (selvom om du selv beklager at andre har glemt “respekt, hensyntagen og indlevelse”): “Når alt kommer til alt så er vi alle mennesker, ikke Charlie?”
Der er ingen som helst grund til antyde, at Charlie Hebdos ansatte ikke skulle være enige i dette, at de ikke skulle være humanister. Vi er alle mennesker, ja. Men ti mennesker ansat på Charlie Hebdo er i dag ikke mere levende mennesker – men døde …
En bedre afslutning ville have været at citere Salman Rushdie, som skrev følgende i anledning af massakren: ” ‘Respekt for religion’ er blevet en kode for ‘frygt for religion’. Religion fortjener, som alle andre ideer, kritik, satire og ja, vores frygtløse respektløshed.”
Bedste hilsner
Søren Nielsen-Man
Kære Jan,
Velformuleret og omfattende indlæg, men du roder dig ud i nogle problematiske konklusioner. Din karakterisk af Charlie Hebdo er mildest talt ubehagelig. CH har altid stået for at udfordre autoriteter hvad enten disse er politiske eller religiøse, og netop vist vejen for andre der ikke har haft muligheden for det. Og hvis der er noget medierne har pligt til – og alt for ofte forsømmer – så er det netop den rolle. Alle fremskridt i historien har været nogle vi har tilkæmpet os på TRODS af autoriteter. I kamp mod autoriteter. Så uden kamp mod autoriteter er vi intet. Du begår den fejl at sammestille respekt for et individ med respekt for et system.
Mennesket, individdet, har krav på respekt. Autoriteten/systemet/staten/religionen har ikke.
KH/Claus Jacob Jensen
->Jan
Da jeg første gang kom til Danmark blev jeg chokeret over at i hånede jeres politkere, jeres dronning og jeres kirke. Men jeg fandt ud af at det jo er det der er en forudsætning for frihed. At man ikke er bange for at kunne håne.
Den væsentlige del af sagen mangler du. Det er ikke kun retten til at håne der er vigtig. Det er retten til at være _fri_ for frygt for at håne der er så vigtig.
[…] Der er nok så meget “at komme efter” i det officielle Danmarks måde at møde politisk vold på. Det skriver jeg om hér i Ræson. Der er gået en rum tid og den værste hysteri har lagt sig; det skulle kunne fremme en mere relevant og ærlig diskussion end den, der handler om at Danmark var offer og scene for et angreb på hele den vestlige kultur. Jeg har for nylig skrevet om terrorismen og hvorfor den let overdrives og der er andre artikler og debatter fra sociale medier om den danske reaktion på drabene på medarbejderne på Charlie Hebdo og i de to mord i København – blandt andet hér og hér. […]