Politikens erklæring angående publiceringen af Muhammed-tegningerne er aldeles korrekt. Om noget kommer den for sent.
Dén historie handlede aldrig om ytringsfrihed men om kultiverethed. Der er mange ting i livet vi kan – og har lov til – men som vi undlader at gøre fordi vi er civiliserede, følger visse normer for god adfærd.
Det er lige til Fogh og de andre ufejlbarlige at dette handlede om ytringsfrihed. Faktum var regeringen håndterede dette problem så diplomatisk elendigt, at de måtte sige at det handlede om ytringsfrihed. På den måde troede man at man kunne gå i dækning under en banalitet – og medierne kunne jo ikke andet end støtte denne tolkning for hvem i medierne kunne vel sige at det ikke handlede om ytringsfrihed eller at den er vigtig?
Jyllands-Postens barnagtige publicering af Muhammed-tegningerne stod i trist kontrast til at avisen ikke ville publicere lignende satirbilleder af Jesus; det var regeringens håndtering af spørgsmålet det egentlig handlede om.
Den vidste f.eks. ikke hvad the Organisation of Islamic Conference var – 56 stater med sammenlagt 1,4 miljarder mennesker. Man behøvede ikke svare på deres bekymring. Når et dussin ambassadører fra den arabiske verden bad om et møde med statsministeren havde man hverken tid eller lyst. Der var jo ikke noget at komme efter, vel?
Om alt dette skrev jeg tre artikler, da det skete.
De glemte detaljer – og dagens hykleri – fanges superbt af Rune Engelbreth her.
[…] Læs Jan Øbergs blog her. […]
Politiken gjorde det helt rigtige, men det har nu ikke noget med hverken muslimer eller Muhammed-tegningerne at gøre. Et søgsmål gennem det britiske retsvæsen ville kunne efterlade Politiken i en økonomisk ruin, uanset udfaldet (grundet sagsomkostninger, der under alle omstændigheder ville have været blevet pålagt dagsbladet). Situationen er identisk med EkstraBladets stærkt neddroslede forlig med den islandske investeringsbank Kaupthing.
Så jeg tror nok ikke man skal se så lyserødt på erklæring.