FN-Dagen, 24. oktober 2008
For nogle dage siden havde min ven gennem vel snart 30 år, Niels Meyer, en kronik i Politiken, “Da danskerne vågnede op. Beretning om konsekvenserne af det danske folketingsvalg i 2010.” Niels har igennem de mange år, han har været samfundsdebattør, bedre end de fleste forstået hvor vigtigt det er at skabe positive fremtidsbilleder for at give mennesker lyst til at være med på forandringer – de store forandringer, der skal til hvis vi overhovedet skal overleve.
99% af dem, der ønsker forandring begynder – og slutter – med kritik af det eksisterende. Og hvem kan ikke være imod global opvarmning, Bush og Irakkrig, terror, dansk fremmedgjendtlighed, osv.? Det er som bekendt let at kritisere men sværere at komme med noget bedre selv.
Hvad det gælder om er at gøre tre ting – og her låner jeg fra en anden god ven gennem 34 år, Johan Galtung, der tilfældigvis på denne FN-Dag fylder 78 – nemlig:
1) forbinde fakta med teorier (empiri),
2) forbinde fakta med værdier (kritik) og
3) forbinde teorier med værdier (konstruktivitet, vision).
Gandhi talte om sit konstruktive program – at vi aldrig må rive ned før end vi også har tænkt på hvordan vi erstatter det gamle med nyt, de realisérbare alternativer.
Jeg har tidligere hér skrevet om det totale fravær af egentlig samfundsvision og fremadrettet globaldebat i Danmark – eksemplificeret ved Cepos og Cevea, tænketanke uden fremtidstanker og internationale perspektiver.
Sidst jeg spiste frokost med Niels – og jeg er så lykkelig at have tre aldersstegne unge mennesker blandt min rigtig gode venner, de andre er Frederik Dessau og Viggo Rivad – fortalte han mig at han ville skrive en bog hvor han gennemgik en lang række af sine egne argumenter og ståsteder og så skrev den berømte dialog med sin modstander, punkt for punkt. Den ser jeg virkelig frem til!
Indtil da, find den kronik frem igen og husk Bertrand Russells fremragende motto: “De fleste ser på verden som den er og spørger: Hvorfor? Hvad vi må gøre er at se på verden som den kunne være og spørge: Hvorfor ikke?”
Niels’ kronik er lige i øjet fordi den ikke ligger længere ude i fremtiden end den gør. Vi kunne – hvis vi ellers løftede øjnene fra cafe-latten, luksusproblemerne og glitterunderholdningen – gennemføre store dele af de forandringer der skal til inden for de næste 5-10 år. Og overleve.
Men hvem lytter i dagens kakafoni af spin og “performance” til visonære, der både kan fakta, kritik og den positive vision?
