Dagbog fra Burundi # 3 – Om et l√¶ngere ophold og…

…sikkerhed, Eddy, mad og olie krise ‚Äď og strande som kulturelle m√łdepladser

Bujumbura, Burundi
2. juli, 2008

Jeg har nu v√¶ret her et par uger, et af bes√łg mange siden mit f√łrste I 1999. Denne gang er anderledes da jeg skal v√¶re her mere end 3 uger, l√¶ngere end jeg f√łr v√¶ret p√• bes√łg og jeg bor privat istedet for p√• Amahoro Hotel. √Örsagen er den at TFF skal spare s√• mange penge som muligt, da vi lige har f√•et afslag fra Bernadotte Akademiet i Sverige p√• vores ans√łgning om at forts√¶tte vort arbejde h√©r de n√¶ste 12-18 m√•neder.

I denne og de kommende dagbogsnoter vil jeg fort√¶lle lidt om livet her og hvad det er TFF pr√łver at opn√• dels med Amahoro(fred)-Ungdomsklubben og dels med Udenrigsministeriet.

Sikkerhed

Jeg kan lide at spadsere, det er langt den bedste m√•de at f√• indtryk af ethvert sted p√•. Men jeg er den eneste hvide (Muzungu), der g√•r p√• gaderne her i Bujumbura eller “Buja”. Hver morgen g√•r jeg 20 minutter til Amahoro Ungdomsklubbens lille m√łrke kontor p√• Boulevard de l‚ÄôUprona nr. 12 og p√• min vej m√łder jeg alle slags mennesker – dem uden sko, med plastic sandaler, smarte joggingsko, almindelige sko eller elegant kl√¶dte bureaukrater med skinnede sko ‚Äď skinnende fordi de naturligvis k√łrer i bil.

Sikkerhedsm√¶ssigt er Bujumbura ikke er et sted du g√•r ud efter m√łrkets frembrud. Ina Curic ‚Äď TFF’s koordinator ‚Äď og jeg har organiseret en lille pool af taxachauff√łrer, der b√•de taler engelsk, kommer som lovet, er p√•lidelige og k√łrer ordentligt. Den f√łrste dag havde jeg ikke megen lyst til at g√• i gaderne med min taske, computer, penge, pas osv. En lille gruppe gadeb√łrn eller organiserede kriminelle kunne nemt f√• fat i min taske og dens indhold, men p√• en eller anden m√•de er jeg heldig og m√łder mange flere smil end truende blikke, faktisk m√łder jeg ingen af sidstn√¶vnte.

Og hvad handler min lille frygt mon egentlig om? At alle er sorte og jeg den eneste hvide? Fordomme? Om at d√łmme folk p√• deres t√łj? At tro at fattigdom potentielt betyder h√łjere kriminalitet? At jeg ved min blotte tilstedev√¶relse repr√¶senterer en europ√¶er med ‚ÄĚkolonialisme‚ÄĚ malet over det hele og f√łler mig kulturel skyldig? Hvad end svaret er: jeg p√• vagt p√• en m√•de jeg ikke er i Europa eller Japan men som jeg ville v√¶re ogs√• i Washington, New York for ikke at tale om Rio.

N√•, men der er en vis sikkerhed h√©r og d√©r; politi og private vagtselskaber, der holder √łje med butikker og offentlige bygninger og nu og da et par omkringvandrende soldater. Jeg har det bedre her end for eksempel i Nairobi, som jeg altid har undg√•et siden 1970erne da jeg blev n√łdt til at rejse igennem p√• min vej til Mogadishu.

Eddy, min bedste taxachaff√łr

Gaderne er enten r√łd-gr√• grus, st√łvede is√¶r nu da det sj√¶ldent regner, eller asfalt med utallige huller i alle st√łrrelser. At k√łre taxa her er sp√¶ndende, de fleste af dem er et eller andet japansk m√¶rke uden reparationsmuligheder pga. alder og mangel p√• vedligeholdelse. De er ildelugtende, beskidte, nedslidte, og de udsender en tyk m√łrk r√łg. Interessant nok har alle rattet i h√łjre side p√• trods af at der er h√łjrek√łrsel og de har alle h√łj musik der kommer ud af en h√łjtaler i bagruden – lige ind i dine √łrer.

Priserne er faste, men du skal kende dem ellers er der en s√¶rlig pris for dem der ikke kender byen. Korte ture koster hvad der svarer til 1 US dollar, til stranden eller op til universiterne i bjergene er det 4 dollars. Det skal aftales f√łr du s√¶tter dig ind, der er ikke noget taxameter og forvent ikke at de kan give tilbage. Byttepenge, mener de fleste, er dit problem hvis du ikke betaler det pr√¶cise bel√łb.

Min foretrukne chaff√łr hedder Eddy, er muslim p√• 35 med kone og to b√łrn p√• hhv. 7 √•r og 16 m√•neder. Eddy er ikke som taxachauff√łrer er flest h√©r, han er noget ekstra. Der h√¶nger en CD med arabisk musik og dingler i hans bakspejl og han fort√¶ller mig at hvad der end sker i hans liv, s√• skyldes det Guds vilje og derfor er han lykkelig med hvad han har og hvad han f√•r. Han holder sin bil ordentlig og ren, han kl√¶der sig up√•klageligt, hver dag en ren hvid skjorte. Hver gang han samler mig op giver vi hinanden h√•nden og jeg siger ‚ÄôSalaam.‚Äô Han er den eneste der nogensinde har ringet til mig p√• min mobil og spurgt om jeg havde brug for ham og informerer mig om hvorn√•r han k√łrer hjem i aften, s√• jeg kan planl√¶gge efter det eller have en anden chauff√łr i bagh√•nden. Hvis han er et minut for sent, s√• undskylder han ‚Äď jeg tror han m√• v√¶re den eneste i dette land!

Livet er h√•rdt nok for Eddy og hans familie. P√• en god dag hvor han arbejder fra tidlig morgen til 9 om aftenen tjener han 20 dollars. Og det er efter han har betalt for den ekstremt dyre benzin her. Den er p.t. 1860 FrBu (burundiske franc) per liter, mere pr√¶cist 1,5 dollar ‚Äď g√¶t hvad den pris betyder for et samfund hvor den gennemsnitlige √•rsindkomst er 140 US dollar! Men selvom han ikke k√łrer bil hver dag og alle dage ikke giver s√• meget s√• er Eddy selvf√łlgelig relativt velst√•ende, m√•lt i penge og ikke mindst sammenlignet med folk ude p√• landet. Ogs√• selvom han skal fors√łrge kone og to b√łrn.

Eddy k√łrer de fleste af ugens dage p√•n√¶r fredag; en del dage g√•r fra til reparationer af bilen. Jeg sp√łrger ham hvad han og hans familie godt kan lide at lave n√•r han har fri. Det bedste er at tage ud til stranden, b√łrnene elsker det og der er s√• afslappet, siger han. Stranden er den fantastiske strand ved Lake Tanganyika som ligger 5-6 kilometer fra Bujumburas centrum. “Men det er for dyrt for os, tilf√łjer han, det er kun nu og da vi har r√•d, s√• for det meste bliver vi hjemme eller bliver i kvarteret vi bor i.”

Jeg ved at prisen p√• den lokale bus er 600 FrBu eller 50 cent per person hver vej. S√• det er 1 dollar tur-retur og de er fire. Og s√• lidt Fanta og kaffe derude. ‘S√• det er ikke noget vi kan g√łre ofte – der er jo mange leveomkostninger, vi m√• prioritere.’

Han fort√¶ller mig om famliens √łkonomi mens han k√łrer mig til stranden og den tur koster 4 dollar. Jeg er glad for at jeg kan bidrage med lidt ekstra til hans familie da vi afregner.

Den kombinerede mad- og oliekrise

Jeg var her ogs√• i marts og april i √•r, og p√• den korte tid siden sidst er priserne i forretningerne og restauranterne blevet skyh√łje. Da jeg denne gang k√łber mad lokalt til morgenmad og frokost, (om aftenerne g√•r jeg p√• restaurant med venner, lokale, internationale og Ina), kan jeg se hvor sv√¶rt det m√• v√¶re for den gennemsnitlige Burundier at f√• det til at h√¶nge sammen.

3 deciliter m√¶lk fra Uganda koster 1 dollar, en lokalt produceret marmelade 4 dollar, lokale p√łlser 0,8 dollar per 100 gram. Importerede varer s√•som vin og fransk ost er udenfor r√¶kkevidde for 90 procent af befolkningen. En lille Belgisk Leffe √łl koster 5 dollar i Dimitri’s Supermarked p√• hovedgaden og en flaske r√łdvin koster minimum 16 dollar, selvom de er fra naboen Sydafrika. Kort sagt 1,5 gange prisen af hvad de koster i Sverige. Whisky er omkring det samme som i Sverige.

Selvf√łlgelig k√łber folk ting p√• markedet og her er priserne lavere. Men alligevel: hvis du vil opleve kombinationen af hvad der nu modesmart bliver kaldt f√łdevarekrisen og oliekrisen i den rige del af verden, s√• kom h√©r og se hvad det betyder for nogle af de fattigeste p√• jorden. Man kan jo ikke ligefrem blive overrasket hvis nogen skulle benytte lejligheden til at sl√• en Muzungu ned og tage hans taske, penge og alt andet…

Strandene

De fleste mennesker jeg m√łder i Europa har ingen ide om Burundi eller hvor det ligger. De sidste to gange jeg har tjekket ind i K√łbenhavns Lufthavn og fort√¶ller at min bagage skal til Bujumbura, har personen ved disken svaret: Hvor? Hvor er Burundi? I mods√¶tning til det ved de fleste burundier i det mindste at Sverige ligger i det nordlige Europa og er et stort langt land. S√•dan ligger landet alts√• vedr√łrende de uddannelsesm√¶ssige standarder forskellige steder i verden.

Og er Burundi lille? Ja geografisk, kun et par hundrede kilometer i hver retning. Befolkningen er 8 millioner, det samme som Sverige. Dette overrasker også mange burundier, der aldrig har været udenlands. De forbinder rigdom med at være mange så i Sverige må være der være mange flere mennesker end i deres eget geografisk lille land.

M√•ske er der l√¶sere, der ikke forst√•r n√•r jeg siger ‚ÄĚstrande‚ÄĚ, fordi Burundi ligger i det indre hjerte af Afrika. Men hovedstaden Bujumbura er smukt placeret p√• strandkanten af den gigantiske Tanganyika-s√ł.

Der er tre strande her og stranden er m√łdeplads i weekenden (det er vel mest/kun for middelklassen?) Karera Strand, Sara Plage og Club du Lac Tanganyika hvor sandsynligvis det mest velholdte og mest europ√¶isk-lignende hotel ligger; det bestyres af en italiener hvis venlighed og runde mave fort√¶ller om hans livs og mad gl√¶de. Den er elegant, up√•klagelig rent og maden er liges√• l√¶kker som den er dyr. Et m√•ltid for to for eksempel l√łrdag aftens indiske buffet plus en √łl, koster omkring 40 dollar. Hotellet har alle faciliteter inklusiv en sauna der kun er omkring 45 grader celsius, s√• den er der ingen grund til for en svensker at pr√łve!

Der er skam en sk√łn sv√łmmep√łl for pengest√¶rke familier med b√łrn og ‚ÄĚinternationale‚ÄĚ med penge, men meget bedre er en rolig sk√łn strand med lange str√¶kninger af hvidt sand, sm√• paviljoner med bambutage og fantastisk vand. S√łen en af de st√łrste i verden og langt langt v√¶k i horisonten kan du se Kongos majest√¶tiske bjerge. Stranden er stedet at se solen g√• ned.

Hvor har jeg dog nydt at se at sidde i det solvarme sand, se solen forsvinde bag de bjerge i en r√łd ildkugle mens den √łvre del af himmelen samtidigt er dagslys bl√• med skyformationer som abstrakte malerier. Derefter kommer der et tidspunkt hvor brisen f√łles k√łlig, s√• bliver s√łens b√łlger roligere og s√• af grunde, jeg ikke helt er klar over, f√łler du s√• pludselig varm luft igen omkring dig. Det er sikkert kombinationen af vinden der d√łr ud og sandet der p√• samme tid frigiver dagens sidste varme. Men det er sk√łnt, jeg kan sidde der i timer. Og denne strand har vagter og er sikker nok for Muzungus selv efter at det er blevet ret s√• m√łrkt ‚Äď og det bliver det p√• f√• minutter, som om der var et gigantsik rullegardin.

Jeg elsker at sidde der og se b√łlgerne dovent bev√¶ge sig mod strandkanten. Deres hvide skum er oplyst af lanternerne fra hotellet bag mig, s√• de ligner store vinger p√• fugle, der l√łfter sig i natten og forsvinder i vandet igen. Velkommen til den evige forandring, som forbliver den samme!

Dette er et af de af de mange √łjeblikke hvor jeg taknemmeligt f√łler mig t√¶t til livets basale elementer.

Ina som har v√¶ret her i 15 m√•neder har l√¶rt mig den kulturelle betydning af strandene som et sted at blande sig og finde venner. Der er musik og barer, der er fantastisk rent vand og hvidt sand, der er musikere – som de utroligt kraftfulde lokale trommeslagere ‚Äď og der er mennesker som bare kommer for at v√¶re, for at sove i skyggen af et tr√¶ eller have picnic. Mange tager deres bad her og vasker deres t√łj. Der er masser af b√łrn og unge, spejdere der har deres √łvelser mens andre spiller fodbold.

Ina og jeg har v√¶ret her det meste af sidste weekend, og talt med hvem der m√•tte v√¶re der, sv√łmmende eller spille volleyball ‚Äď m√łdt Amohoro Ungdomsklubs-medlemmer eller haft sm√• studiekreds med dem og andre unge som vi aldrig har m√łdt f√łr. De fort√¶ller os om folkemordet i midt 90erne og hvordan de ser p√• det i dag.

Det gennemg√•ende tema jeg h√łrer er: vi unge mennesker var ofre for galskaben; vi mistede familie og venner og vi kommer aldrig til at gentage det. Faktisk handler mange af deres historier om forsoning og om hvordan hutuer og tutsier arbejder side om side i forskellige sektorer i dagens Burundi. M√•ske de gamle har sv√¶rere ved det men det er ungdommen, som jeg ser det, der samler sig under √©t og vil en anden fremtid.

Stranden er stranden, ja – og m√łdested, for sandt at sige er der (n√¶sten) ingenting du kan lave i byen. Der er ingen gallerier, ingen museer, ingen butikscentre – intet af det som mange europ√¶ere kan opleve i deres weekender. Folk er hjemme. Hvis de ikke er p√• stranden.

Om aftenen vender vi s√• tilbage og fylder restauranterne – hvis vi er udl√¶ndinge. Du skal v√¶re rig h√©r hvis du skal have r√•d til at g√• p√• restaurant med international standard. Men selvf√łlgelig er der lokale restauranter hvor du kan f√• en tallerken ris, b√łnner, spinat, banan, m√•ske lidt t√łrret k√łd og l√łg med sovs p√• for omkring 1 dollar. Jeg har pr√łvet nogle og overlevet det p√• trods af hygiejnen. Jeg h√•ber ogs√• at overleve det i fremtiden for det er en god oplevelse n√•r jeg er sammen med Amahoroklubbens medlemmer. Mere om dem i det n√¶ste indl√¶g.

Oversat fra engelsk af Kirstine R√łnnov Due

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.