I Politiken den 21. februar skriver udenrigsminister Per Stig Møller i forbindelse med Danmarks anerkendelse af Kosovo som selvstændig stat at “dermed falder den sidste brik på plads på det komplicerede Balkanlandkort. Grænserne ligger fast, og forudsætningen for stabilitet er til stede. Vi kan for alvor se fremad. Balkans fremtid ligger i EU.”
Udenrigsministeren siger også – efter at have nævnt hvor meget der skal til inden Kosovo vil kunne betragtes som et vellykket land – at “Danmark har siden 2004 bidraget med 170 mio. kr. og vil også være til stede med en markant bistandsindsats fremover til Kosovo, ligesom vi gennem vores naboskabsprogram støtter andre relevante Balkanlande.” Se artiklen her på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Den sidste brik? 170 millioner kroner? Mon det er ministerens egen bedømmelse eller har han dårlige rådgivere? Eller måske gode, som han ikke lytter til? Skal man le, græde eller blive rigtig vred når man læser den slags?
At det tidligere Jugoslaviens drama skulle være ovre og brikkerne faldet på plads med denne udvikling samt EU-landes og USA magtfulde diktat til et Beograd i knæ råber til himlen af nærmest utilgivelig ukyndighed om netop det jugoslaviske område – og dét findes der ingen undskyldning for i en konfikt, der begyndte i 1980-erne og brød ud i vold og krig i 1991.
Mon der dog er nogen der tror, at dette skridt ikke vil få konsekvenser på Balkan? At Kosovo-serbere og andre mindretal samt Beograd bare vil sidde stille og se på at deres hellige land bliver revet væk?
Er det andet end et mediemantra og selvtrøstende ord når Stig Møller tror at EU er stabilitetens moder – dét EU der ikke i et eneste væsentligt udenrigspolitisk spørgmål har kunnet blive enige om en fælles politik – og heller ikke nu vedrørende Kosovo? Forsøger han at få os andre til at tro på at klatskillinger som 170 millioner fra Danmark kan redde det Kosovo, der i selvstændighedsøjeblikket er et samfund med uendeligt mange og afgrundsdybe problemer og som skal ledes af mennesker med stærkt begrænset erfaring i at lede et land?
Når den intellektuelle og folkeretslige katastrofe udvikler sig i de nærmeste uger og måneder, når disse EUs Potemkinkulisser vælter, vil Stig Møller og medierne, der støtter denne hovedløse politik, stå i kø for at sige de ord de har elsket at sige uanset hvad det drejede sig om på Balkan: at det altsammen er serbernes skyld. Og bag dem står Putin. Og bag ham står Ondskaben selv. Og dét ved vi for vi er både de Gode og de Kloge.
Hvis dette i fremtiden viser sig at have været den sidste brik på Balkan, vil jeg bøje mig i støvet og erkende at jeg ikke forstod en brik dér tilbage i februar 2008.
Indtil da får jeg givetvis nok af tid til flere gange at genlæse Stig Møllers fremragende anti-marxistiske bog fra 1976 “På sporet af det forsvundne menneske” med undertitlen “Om humanisme og anti-humanisme i vor tids politik, videnskab og etik”.
Jeg fornemmer allerede i hvilket omfang Stig Møller som menneske er forsvundet og blevet en skygge af den magtposition han, om ikke før så med skurkestaternes Irak-krig, burde have trukket sig fra.
Som intellektuel. Som humanist.
Øberg #1188
